'Legions' ligner Artillerys gennembrud
PopulærDe danske thrashpionerer sender deres album nummer syv siden 1985 på gaden. Ny sanger og ny trommeslager rykker bandet i nye, spændende retninger.
2. God Feather
3. Legions
4. Wardrum Heartbeat
5. Global Flatline
6. Dies Irae
7. Anno Requiem
8. Enslaved To The Neither
9. Doctor Evil
10. Ethos Of Wrath
I al respekt for de metalheads, der bare ikke kan se meningen i forandringer, så har danske Artillery efter nogle års tilløb virkelig løftet sig og forandret sig fra den thrashede undergrund til et moderne thrashet og progressivt udtryk, der gør, at Artillery simpelthen bare må få deres gennembrud nu.
For respekten skal i Artillerys retning:
Et band, der formelig opfandt thrash metallen på vore breddegrader – INDEN Slayer og Metallica havde nået at sende noget over Atlanten og i vor retning.
Et band, der har været ufatteligt grueligt meget igennem med masser af udskiftninger i personellet. 20 mand har været igennem svingdøren.
Et band, der aldrig har givet op og altid har været tro mod den thrashede guitargud, den rå og speedede sound, kaskader af soli og heftigt buldrende trommer.
Et band, der stadig spiller landevejene tynde. Artillery er velsagtens næst efter Volbeat det danske rockband, der i disse år besøger fleste udenlandske spillesteder på flere forskellige kontinenter.
Artillery er stadig undergrund. Helt u-anerkendte på parnasset i vor hjemlige andedam. Og det er eddermaneme uretfærdigt. For talentet har de stadig. Ja, måske mere nu end før, fordi Stützer-brødrene Morten og Michael sammen med bassist Peter Thorslund virkelig er blevet udfordret af de to nye – noget yngre - mænd i bandet, trommeslager Josua Madsen og sanger Michael Bastholm Dahl.
En saltvandsindsprøjtning på højde med de blodlegemer, der fik en vis herningensisk skaldepande i gul t-shirt til i uhæmmet fart at forcere det franske bjerg Hautacam tilbage i 1996. Uden at se sig tilbage.
Ser sig ikke tilbage
Artillery ser sig heller ikke tilbage på ’Legions’, det tredje album siden det virkningsfulde comeback i 2007 – og det tredje album produceret af den danske guitarist og producer Søren Andersen. Andersen er ad åre virkelig blevet Doctor Artillery. Nu kan han for alvor sit Artillery. Det er helt tydeligt.
’Legions’ er ikke mindst lydmæssigt en fornøjelse at lytte til. En stærk balance mellem instrumenterne, som alle hver især har deres klare udtryk og sammen danner den dér massive lydmur, der bare tvinger luftguitarerne frem i angrebsposition. Og ja, gu’ er lyden fed og måske en kende poleret. Gør det noget? Men skru nu op til 11, kære venner, gi’ den en bønne, som vi sagde i gamle dage, og så vil I indse, at det her eddermaneme er tråd, der vil noget.
’Legions’ er et gennemført stærkt album uden svage punkter, leveret af et hold musikere, der både er gamle i gårde og rigtig sultne. Og hvad rigtig fint er: Albummet består af lutter gode sange med stærke hooklines og catchy omkvæd. Et kvalitetsmæssigt sammenhængende album, hvor numrene afløser hinanden som favoritter. Se, det er sådan, et stærkt album skal være: Når man bliver lidt småtræt af det ene nummer, vokser de næste bare i styrke.
Hvad bedre er: Brødrene Stützer og deres mægtige guitarer bliver holdt effektivt og imponerende på plads af den stærke rytmesektion, bestående af bassist Peter Thorslund og den ultratighte trommeslager Josua Madsen.
I spidsen finder vi så Michael Bastholm Dahl, den nye sanger. Med streg under ’sanger’. Ikke noget trist emo-pis med ham. Ikke noget evil growling. Nej, sang, mine damer og herrer. Sang af nogle kæmpe lungers fulde kraft. Og det kan sagtens lyde hårdt og brutalt – og gør det også. Vi har at gøre med noget så uhørt inden for hård metal som en sanger. En mand, der kan synge. Hvor det dog pynter.
Alt i alt er ’Legions’ en ultravellykket og højpotent affære, som bør give Artillery det gennembrud, gutterne har ventet på siden midt-firserne.
Albummet nummer for nummer
Arabiske guitarer og violiner fører os ind på albummet og den stærke åbner, ’Chill My Bones (Burn My Flesh)’. Og violinerne flænses af Stützer-guitarer og et fantastisk skrig fra Bastholm Dahl. Og så er det bare ud over stepperne – og endnu stærkere går det på ’God Feather’.
Titelnummeret tager os en lille smule med til prog-land – efter en lille Hitler-introduktion. Et fedt, fedt syng med-omkvæd, hamrende melodisk og så et røvtungt mellemspil. ’Wardrum Heartbeat’ blæser effektivt derudad, mens ’Global Flatline’ tager os lidt ned i tempo. Et tungt og balladeagtigt nummer med fin melodi, som brydes af hård guitarsmadder.
Den storslåede ’Dies Irae’ holder fornemt især med sit stærke omkvæd. ’Anno Requiem’ er heftig, og man lades stakåndet tilbage af åbningsriffet.
Og så kommer albummets tour de force, den episke ’Enslaved To The Neither’, der bare har det hele: akustiske guitarer med herrefed Stützer-solo, mesterlig tyngde, iørefaldende melodiøsitet og et højenergisk mellemstykke. Wauv! Kan I så få dét nummer ud til folket, drenge!
’Doctor Evil’ er sådan et nummer, man er lige ved at overse. Lige indtil det bliver en favorit. En rigtig NWOBHM-sound-alike, meget maidensk med en virkelig effektiv, gennemgående melodi. Og så afslutteren, ’Ethos Of Wrath’, der lukker albummet ned i flænsende høj fart.