Dansk sludge i verdensklasse
Populær
Trods nyligt mandefald har Rising med ’Abominor’ begået en af dansk metalmusiks mest interessante udgivelser længe.
2. Reproach
3. Vengeance Is Timeliss
4. The Hills Below
5. Leech
6. Suffering Nameless
7. Broken Asunder
8. The Malice
9. Gaunt
Før jeg fik 'Abominor' i hænderne, begrænsede mit kendskab til københavnske Rising sig til en enkelt i øvrigt fremragende koncert på Beta. Hvorfor jeg imidlertid først ventede til nu med at følge op på bandet, må guderne vide, for er Rising jo pissefede, og denne nye skive er ingen undtagelse.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Rising læner sig trygt op ad de amerikanske inspirationskilder i blandt andre Crowbar, Mastodon, Red Fang og High on Fire, men de har fundet en særegen dyster tilgang til sludge-metallen og udviser på 'Abominor' et efter danske standarder usædvanligt højt niveau i evnen til at skrive og sammensætte interessante numre.
Det unikke ved Rising er imidlertid deres (hardcore) punkede tag på genren, hvilket tempomæssigt placerer Rising i et andet leje og giver bandet et anderledes groove end de hos de ovennævnte amerikanere. Slet ikke dumt. For på trods af den for 'Abominor' gennemgående dysterhed, så udvirker tempo og groove en forholdsvis let og uhøjtidelig stemning, samtidig med at den brovtende råbevokal tilføjer den rette dosis af, ja, lad os med al ære og respekt kalde det, ”bonderøv” til mikset. Rising har med andre ord fundet en ny måde at finde en feststemning i det ellers angstprovokerende mørke, som sludge-metallen er kendt for.
Hvert nummer bidrager til festen på hver deres måde. Her bør især det stærke åbningsnummer, 'The Disdain', 'Vengeance Is Timeless', 'The Hills Below' samt 'Leech' nævnes som festens største bidragydere.
'Abominor' er altså en lille perle, ikke mindst pga. Jacob Krogholts guitarspil. Han laver ikke blot det ene interessante riff efter det andet, han fyrer også lige en lækker solo af i ny og næ. Det er sateme sexet. Derudover kan man ikke komme uden om, hvor ypperligt produktionen komplementerer musikken.
Pladens eneste lille minus er vokalens monotone råben, som kræver lidt tilvænning. Det er ikke fordi vokalen er dårlig, det er mere, at indimellem får man smagsprøver på vokalist Henrik W. Halds evner, som godt kunne udnyttes bedre, som eksempelvis i det fantastiske omkvæd i 'Broken Asunder'.
Hvorom alting er, så er 'Abominor' en af de bedste, hvis ikke dén bedste og mest interessante danske metaludgivelser længe. Så er det blot dybt beklageligt, at to af Risings tre medlemmer har forladt skuden, og at bandet nu fortsætter i et andet format. Det betyder efter sigende, at 'Abominor' ikke vil blive fulgt op af de turnéer, den fortjener. Tragisk.