Danzig ud, strygerne ind

Mustasch har hentet både strygere, thrashriff og Elton John-piano ind på ""Latest Version of the Truth"". Lad det være sagt med det samme: undertegnede var ved at køre en anelse træt i Mustaschs blanding af The Cult og Danzig, og derfor er det en overordentlig god nyhed, at dette album er et kæmpeskridt fremad mod nye højder. Allerede fra den lange instrumentale intro i albumåbner ”In the Night” står det klart, at der her er tale om noget anderledes.

Det første, man lægger mærke til, er, at bandet på størstedelen af numrene akkompagneres af et strygerensemble! Det næste er, at det ikke længere er Cult og Danzig, men Megadeths (og andre thrash bands’) ”chugga-chugga”-riffs, der lånes fra i et tonstungt groovenummer som ”Double Nature”, mens et andet nummer som ”Falling Down” ligeså godt kunne være skrevet af Accept!

Det eneste, der ikke har ændret sig, er Ralf Gyllenhammars vokal, og han leverer en fin – om end ikke just revolutionerende - indsats. Tobbe Lindells produktion er helt i top, hvilket ikke gør ”Latest Version of the Truth” værre at lægge øren til.

Naturligvis, burde man næsten sige, holder niveauet ikke hele albummet igennem; især en tomgænger som ”I Wanna Be Loved” er alt for lang i spyttet. Det instrumentale mellemstykke ”Scyphozoa”, hvor strygerne for alvor er presset frem i billedet, rager ud over alt andet, Mustasch tidligere har stået bag. Det er en nærmest surrealistisk oplevelse, der mest af alt lyder som en klassisk filmscore (?!).

Jo, der er sket ting og sager, og man må tro, at de ærgrer sig hos EMI, Mustaschs forrige pladeselskab, som ikke forlængede kontrakten. Det er et mørkt album, det her, men sådan kan os metalhoveder jo som regel lide det. Den mastodontiske albumlukker ”The End” (hvem sagde Morrison-inspiration?) slæber sig af sted i næsten 10 minutter, hvorunder d’herrer får bevæget sig igennem et længere, eksperimenterende psykedelisk mellemstykke og sågar en Elton Johnsk piano-outro.

Nej, det er i hvert fald det mest banebrydende og eksperimenterende Mustasch-album til dato, det her. Der er bare ét spørgsmål: hvordan vil de få den episke stemning med på livescenen, med mindre de da tager et strygerorkester med? Det her er et album, der vil skræmme mange konservative metalfans væk, men det er forhåbentlig også et, der vil tiltrække en masse nye åbensindede af slagsen.