Årsliste 2013 - Mathias Nielsen

Populær
Årsliste 2013 - Mathias Nielsen

Devilutions redaktør muntrede sig i 2013 over alt fra Funeralium over Nails og Nine Inch Nails til Hell, Satan's Wrath og Voivod, Masters of Reality og Black Sabbath. Og alt det andet...

Trackliste
DØD
ØDELÆGGELSE
PINE
ØKSE
HALSHUGNING
BAT
ILD
SKYD
KLYNG OP
ELEFANTTRAMP PÅ KRANIE
BOMBE
HJUL OG STEJLE
SPONTAN EKSPLOSION
FLAMMEKASTER UDE AF KONTROL
SLANGEBID
CTHULUS KOMME
SYNDFLOD
Fotograf
Alan Smithee

Årets internationale albums:

1. Funeralium: 'Deceived Idealism' – efter at have hørt om Tyrannys efter sigende heftige koncert på Roskilde, mens jeg selv skulle anmelde hypede Goat, var jeg godt gal i skralden. Men i det mindste kunne man da stadig mørklægge sommerdagen med Funeraliums nye. Gad vide, hvad de franskmænd pludselig er blevet så gale over.

2. Hell: 'Curse & Chapter'  – det er ikke fordi Hell er noget banebrydende eller skelsættende bekendtskab. Til gengæld spiller de heavy som i gamle dage, og det er stadig lige godt at headbange englændernes teatralske NWOBHM!

3. Nails: 'Abandon All Life' – der var mere "powerviolence" fra Nails på deres andet album, der ikke helt levede op til debuten. Til gengæld er der nu en Roskilde-koncert i vente.

4. Satan's Wrath: 'Aeons of Satan's Reign' – de underholdende grækere vendte tilbage med denne hurtige to'er, der næsten var lige så god som sidste års debut. Denne gang pegede løjerne mere i retning af Slayers 'Hell Awaits'-æra blandet med gode gamle Venom. Forfriskende hyldest til salig Jeff Hanneman.

5. Voivod: 'Target Earth' – det kunne godt høres, at Voivod har lyttet til Mastodon i forbindelse med deres sangskrivningen til deres længe ventede tilbagevenden til deres klassiske stil. Ikke noget superalbum, og det druknede lidt i folks januarsløvhed i starten af året. En skam.

Årets danske album:

The Psyke Project – 'Guillotine', Impalers' – 'Power Behind the Throne' og Rising – 'Abominor'. Der er stadig ingen, der er kommet hen og har råbt "Det her er godt. Det er helt suverænt nyt dansk metal, og jeg har ikke selv fulgt ordentligt med. Ikke engang Helhorse-pladen har jeg hørt. Men det virkede nu også som om, mange af de danske metalbands gentog sig selv og de udenlandske så habilt som muligt, og der var (igen) ingen landvindinger at skrive hjem om, til trods for de hundreder af bands. Men Psyche Project lagde da navn til et øredøvende hærgende album, der ikke lød som noget, de havde lavet før, Impalers bragede igennem med gammeldaws thrash og ørefigner, og Rising tog et arbejdsomt skridt fremad, selvom bandet samtidig faldt fra hinanden.

Årets internationale hit:

Nine Inch Nails: 'Came Back Haunted' – jeg opererer ikke med hits, jeg opererer med musikere, der kan lave et helt sæt gode sange, hvad enten de har talent til et helt album eller bare en EP. Men Trent Reznor gjorde uventet comeback med sit Nine Inch Nails i år og viste, at han nutildags netop er bedre til at skrive enkelte hits end hele albums:



Årets danske hit:

Impalers: 'Power Behind the Throne' – headbang så, for helvede.



Årets genfundne klassiker:

Celtic Frost: 'To Mega Therion' – Tom Warrior har proklameret, at der kommer et nyt Triptykon-album i 2014, det var en ekstra anledning til igen at voldspinne hans gamle bands klassiker igen-igen.



Den overså jeg i 2012:

Cerekloth, som alle ellers ævlede om hele tiden. Og så var de endda så frække at gå i opløsning lige mens jeg var i gang med at overse dem.

Årets DVD:

"De skrigende halse" – endelig udkom denne 90'er-klassiker på dvd, og det blev toppet med en visning af filmen for en udsolgt sal i Cinemateket. Herligt gensyn med Ronnie-drengen og alle de andre!

Årets opsamling/bokssæt:
Nirvana: 'In Utero' – grungeklassikeren fik nyt liv af Steve Albinis nye mix. Ikke det mesterværk, mange forsøger at gøre den til, men stadig en klassikerstatus værdig og langt bedre end poppladen 'Nevermind'.

Årets koncerter (et par af dem, i hvert fald):

1. The Dream Syndicate, Rockefeller, 25-05-2013 – det kunne godt svare sig at valfarte til Oslo for at opleve Steve Wynn genoplive sit gamle band, der samlede tråden op efter de sene 80'ere med dyster, Velvet Underground'sk rock og fængende tekster.

2. The Pretty Things, Roadburn, 19-04-2013 – disse veteraner gav årets mest rørende koncert på Roadburn. Der blevet taget overordentligt varmt mod d'herrer Phil May og Dick Taylor og deres unge lejesvende, og dét skabte de ideelle rammer for en suveræn oplevelse.

3. Sunn O))), Den Grå Hal, 02-01-2013 – amerikanerne og ungareren åbnede året med en pulveriserende koncert på Christinia. En aften, der stadig står stærkt i hukommelsen, selvom det ikke var en lige så fysisk oplevelse som i Vega for nogle år siden.

4. Masters of Reality, Pumpehuset, 09-06-2013
– vi var godt nok ikke mange til denne koncert, men Chris Goss og hans kumpaner leverede alligevel et fuldt sæt for de trofaste fremmødte. Der kan nemt gå årtier, inden bandet vender tilbage igen.

5. Black Sabbath, Forum, 26-11-2013 – nej, Ozzy kunne ikke synge, og Tommy Clufetos var og bliver ingen Bill Ward, men det var nu fantastisk at opleve kræftsyge Tony Iommi og Geezer Butler vække alle klassikerne til live.

Årets internationale navn:

The Necks – Intet med metal har de at gøre, men de både udgav en af årets bedste plader og koncerter!

Årets danske navn:

– Mangler stadig at blive overbevist, men jeg så Povl Dissing og Benny Andersen i Amager Bio. De var gode og havde karisma. Men de spillede hverken heavy eller rock.

Årets nye internationale navn:

– Er ikke faldet over nogen skelsættende debuter.

Årets nye danske navn:

Ajuna – uden at være dykket rigtigt ned i deres album, vil jeg konkludere, at det, jeg har hørt, har været godt. Og at dømme efter gutternes meget læseværdige turnédagbog i Devilution, så har de også hjerterne på rette sted.

Årets comeback:

Black Sabbath – albummet var, ja, nærmest så forudsigeligt som det overhovedet kunne blive, men det blev der heldigvis rettet op på med koncerten i Forum, der var uforudsigeligt god.

Årets optur:

Jazzhouse – fnuglet begavede individer lader sig narre af navnet og tror, at der kun afvikles jazzkoncerter på Jazzhouse (lidt ligesom at afskrive Amager Bio, fordi det sikkert er en biograf eller Vega, fordi det nok kun er Suzanne Vega, der spiller dér). Sagen er den, at spillestedet efter genåbningen har trakteret med nogle af de mest interessante og ikke mindst bedste koncerter i København. For at nævne et par stykker af de bedste fra hele spektret i 2013: The Necks, Ed Askew, Oneida, og så lidt jazz ja, Peter Brötzmann/Paal Nilssen-Love, Roscoe Mitchell og Tim Berne's Snakeoil,

Årets største skuffelse:

Soundgarden i Forum – jeg stod gennem Soundgardens ugidelige koncert på Sweden Rock i 2012, men comebackalbummet fra senere på året var ganske tilforladeligt. Intet kunne dog have forberedt mig på den hæslige oplevelse det var at se og høre Seattle-bandet i Forum. Det lød rent ud sagt af lort (ja, det er der meget der gør i Forum, men dette var værre!), faktisk var det så dårligt, at det blev fysisk ubehageligt, som tiden skred frem.

Lou Reeds død – mere sorg end skuffelse, måske, men det kom ud af det blå. Ud over at Reed selvfølgelig var musikalsk visionær og fortsatte eventyrlysten og eksperimenterne langt ud over pensionsalderen, så var det selvsagt en fryd at følge, hvordan han med sit samarbejde med Metallica pissede hele metalverdenen af. Hér var det, at miljøets konservatisme ville have gjort Poul Schlüter pavestolt, og snart sagt ingen kunne forholde sig seriøst til 'Lulu', der stadig var og blev Reeds album og koncept med Metallica som backing, ikke omvendt.

Jason Newsted – den tidligere Metallica-bassist vendte tilbage til musikscenen sammen med nogle venner og en fra Staind og udgav et af året mest ligegyldige albums, der tærskede langhalm på de grummeste metalklichéer. Som en metallens svar på rockens Dave Grohl; en sympatisk gut, men musikalsk larmende ligegyldig/direkte enerverende.

Mit største ønske for 2014:

– Mere kaos, bedre musik, færre og bedre koncerter. Færre bands, der spiller kedelig retrorock for de børn, der ikke gider tænde for deres gadget og hente den rigtige musik fra 70'erne, men i stedet lader sig made med ske af opportunistiske pladeselskaber. Og igen må bedes et fadervor til Papa Eremitus og hans gøglere om at lægge dette svenske skadedyr af en dårlig musikalsk joke, Ghost, endegyldigt i graven. Eller i det mindste må de gøre maskefald af og vise, at det er Gramsespektrum, der gemmer sig bag facaden. "God pop" kalder mange det. Jeg kalder det en blanding af Sebastians Skatteøen-musical og fimsede Kashmir-vers med forloren amerikansk accent!

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

– Endnu flere overraskelser og endnu færre gentagelser.