Gubbernes psykedeliske sejr

Populær
Gubbernes psykedeliske sejr

The Pretty Things fejrede 50 årsjubilæum i uvant selskab på Roadburn, men det forhindrede ikke Phil May og Dick Taylor og deres tre lejesvende i, lidt overraskende, at levere en af årets bedste koncerter!

Spillested
Dato
19-04-2013
Genre
Trackliste
1. Honey, I Need
2. Eagle's Son
3. Cries from the Midnight Circus
4. Defecting Grey
5. S.F. Sorrow Is Born
6. She Says Good Morning
7. Private Sorrow/Balloon Burning
8. Baron Saturday
9. The Journey
10. I See You
11. Loneliest Person
12. Mr. Evasion
13. Buzz the Jerk
14. Midnight to Six Man
15. L.S.D.

Ekstranumre:
16. Road Runner
17. Rosalyn
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Hvert år har Roadburn for vane at præsentere et anderledes, ældre navn; ét, som på den ene eller den anden måde har været til inspiration for de mange noget tungere, yngre kollegaer. Til denne udgave var veteranerne engelske The Pretty Things, der netop nu er på 50 års jubilæums-tur, inviteret til Electric Wizards såkaldte "Electric Acid Orgy"-kuratordag.

I dag er der kun to medlemmer tilbage i Pretty Things fra de glade 60'ere, nemlig forsanger Phil May og guitarist Dick Taylor. Sidstnævnte var i bogstaveligste forstand med fra start, gik i skole med Keith Richards og spillede for en stund bas i en af Rolling Stones' allertidligste konstellationer i 1962.

Ved siden af Stones, The Who og The Animals, var Pretty Things i starten af 60'erne et af de vildere rockbands på den britiske scene med først deres viderefortolkninger af Bo Diddleys rhythm'n'blues, og senere Beach Boys-agtig psykedelia på 'Emotions' (1967). Men London-bandet lagde såmænd også navn til en af de første britiske konceptalbum, 'S.F. Sorrow' i 1968. Og det var samme psykedeliske plade, aftenens koncert var bygget op omkring.

Psykedelia for alle pengene

Undertegnede oplevede i 2010 Pretty Things på en lille klub i London foran små hundrede mennesker, og det var ikke verdens mest mindeværdige koncertoplevelse. Så forventningerne til Roadburn-optrædenen var selvsagt ikke høje, heller ikke med forvarslingen om et ekstra syret sæt. Men minsandten om ikke kvintetten overraskede og gav en koncert ud over alle forventninger, og endda undervejs fik fyldt den fra starten halvtomme hovedsal med euforiske publikummer, hvoraf en del må være på aftenen nyslåede fans.

Psykedelia var der i hvert fald i høj grad dømt, da de aldrende herrer og de yngre følgesvende (bestående af en ung mod-rytmeduo samt Frank Holland, der har været med on/off på guitar siden 90'erne) fik spillet sig varme og tog fra med det første 'S.F. Sorrow'-materiale, bonussangen 'Defecting Grey' og dens syrede intro. Og herfra var det perle på perle a la Kinks' orientalske inspirerede stunder ('She Says Good Morning'), Jimi Hendrix ('Baron Saturday') og tidlig boogie-rock ('Buzz the Jerk').

En fantastisk overraskelse

På 'S.F. Sorrow' tæller især ekkoer af The Whos storladne rockopera-stil; flere mener endda, at Pete Townshend har været mere end inspireret af Pretty Things, da han skrev sangene til 1969's legendariske konceptalbum, 'Tommy'. Og til koncerten var det især tydeligt, at der er lidt 'Pinball Wizard' over en sang som 'The Journey', at 'I See You' nemt kan have inspireret 'Listening to You', mens den korte akustiske 'Loneliest Person' stod som en senere Townshend-ballade.

Og med dét in mente, at Pretty Things altid har været ærgerligt oversete i rockhistorien – mens The Who, The Rolling Stones, The Kinks og evindelige The Beatles er løbet med det meste af æren for den tidlige britiske rocks formation – så var det så meget desto mere rørende til sidst at opleve det åbenlyst rørte band, der de seneste mange år har været henvist til små klubber, pludselig at spille foran små tusind publikummer ...

Dét, sangene, samt ikke mindst dét, at bandet så sandelig stadig kunne spille, gjorde koncerten til en fantastisk én og en herlig overraskelse. Navnlig den fokuserede Dick Taylor leverede den ene brillante solo efter den anden, især i Pretty Things' knap så politisk korrekte 'L.S.D.'-sang, så det slet ikke var til at tro, at manden rent faktisk er over 70! I særdeleshed et dejligt afbræk i den musikalske dunkelhed og i sandhed en psykedelisk sejr til de gamle gubber.