Årsliste 2019 – Hanna Ella Sandvik

FP

Selv de bedste udgivelser var præget af at lyde som tidligere udgivelser. Er alle de monumentale udgivelser sat i kø til næste år, eller har vi bare givet lidt op på verden?

Årets danske album:

For at være ærlig har de danske album ikke fanget min interesse i 2019. Der har været enkelte lysglimt som Cartographs ‘Wilt & Blossom’ eller endnu et solidt album fra dansk metals partyband Baest. Men er det så retvisende at lave en top to, der mest består af album, jeg gad lytte til et par gange? Nej. Det er ikke retvisende.



Årets internationale album:

1. PUP: 'Morbid Stuff' – Det canadiske band leverer altid solide plader. Der er 'Morbid Stuff' ikke en undtagelse. Er det på samme niveau som ‘The Dream Is Over’? Nej. Men niveauet er stadig latterligt højt. Hvis du er frisk på lidt mere melodisk punk med et skud temposkift, så er PUP bandet for dig.



2. Menzingers: ‘Hello Exile’  Det er slet ikke så hårdt som ‘A Lesson on the Abuse of Information Technology’, og intet slår følelsespornoen på ‘On the Impossible Past’ – men jeg vil gå så langt som til at sige, at 'Farewell Youth' fra årets album nok er det bedste stykke lyrik, jeg er stødt på i år.



3. Microwave: ‘Death Is a Warm Blanket’  Jeg kan ikke sætte Microwave på plads genremæssigt i mit hoved, og jeg har debatteret med mig selv, om jeg kunne være bekendt at anbefale det til vores læsere. Men da det nye album er inficeret med postrock-referencer, besluttede jeg mig for at gøre det. Bandet har favnet alt fra pop over screamo til punk. Men der bliver råbt en del mere på det her album end hidtil. Nåh ja, og så lyder det dejligt.



4. Bad Religion: ‘Age of Unreason’  Det lader til, at Bad Religion er det eneste punkband, der har opdaget, at Bush-punk-æraen kan oversættes til Trump-punk. Det lyder som et Bad Religion-album, det er ikke nyt, måske kun antallet af effekter på vokalerne. Det holder nu stadig.



Ellers har jeg faktisk været mest fascineret af album uden for metal/punk-genrerne. Den nye dronning af mit hjerte og populærmusikken, Lizzo, udgav for eksempel ‘Cuz I Love You’, der også har landet hende på toppen af min årlige Spotify-kransekage. Og jeg er ikke engang flov over det. Men ud af respekt for læsernes interesser skal jeg ikke kede jer med mere Lizzo-fanindhold. Det er det, jeg har en Twitterprofil til.

Årets internationale hit:

Puppy: 'World Stands Still'  Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg har det med Puppy, for jeg tror heller ikke, de helt selv ved, hvordan de har det. Generelt er bandet lidt genreforvirret – men det er jo bare skønt, når man så finder en mærkelig classic rock-sang som 'World Stands Still' på deres seneste album. 



Årets genfundne klassiker:

Fighstar: 'Behind the Devil's Back'  Kan en klassiker være fra 2015? Det kan den vel? Jeg har i hvert fald skamlyttet til Fightstars 'Behind the Devil's Back'. De færreste tror på mig, når jeg siger at én af drengene fra Busted (ja, dem med 'Year 3000') faktisk har skrevet et af de bedste metalalbum, jeg har hørt. Men du skal kunne holde et supermelodisk omkvæd ud, hvis du skal hoppe i diskografien. 

 

Årets koncerter:

1. PUP: Loppen, 09-11-2019  Jeg havde piskesmæld en uge efter. 

2. Descendents: KB, Malmö, 01-08-2019  Det var sjovt for de af os, der ikke blev afvist i døren eller hentet af polisen. Men alligevel en koncert, der var værd at nævne, fordi der nærmest var flere danskere i Malmö den dag, end der var svenskere. Hvilket jo er en relativ forbedring.

3. Petrol Girls: Pavilion, Roskilde Festival, 06-07-2019  "Touch me again and I'll fucking kill you". Petrol Girls lægger ikke fingre imellem i deres tekster, heller ikke når de optræder. 

Årets internationale navn:

Fever 333 – Limp Bizkit og Rage Against the Machines uægte barn har sejret hele verden over, selvom alle først grinede af det.

Årets danske navn:

Baest – Findes der efterhånden nogen i metal-Danmark, der ikke har en holdning til det band?

Årets nye internationale navn:

Sløtface – Jeg er overhovedet ikke nationalist, højst på min norske side, og kun nogle gange, når jeg falder over bands som Sløtface. Bandet blander ligesom Lüt fra samme land både pop, punk og rock. Hvis de får lidt mere styr på retningen i udtrykket, kan der virkelig ligge en Honningbarna-succes gemt i det her band.



Årets comeback:

Tool – Eller, de kom da i hvert fald endelig tilbage. 

Det overså jeg i 2018:

Sidste år tænkte jeg, at året godt nok var en tynd kop øl. 2019: "Hold my beer!"

Årets optur:

Jeg har mega-optur på over Facebook-gruppen Fredagspunk, hvor vi deler punksange med hinanden hver eneste fredag. Hver eneste gang en rigtig hardcore-fyr eller crustpunker brokker sig over, at folk deler for meget "flødepunk", får jeg ekstra meget optur over kommentarsporet. 

Årets største skuffelse:

Ét af mine absolutte yndlingsbands, Jimmy Eat World, har nu ikke formået at udgive et over middel album i et helt årti. Der var ellers håb om syndsforladelse med årets udgivelse 'Surviving', men der var ingen puls ved ankomsten. Vi gør meget for dem, vi elsker, og særligt dem, vi har elsket længst. Men jeg vil hellere sætte 'Bleed American' eller 'Futures' på, og så bare glemme det sidste årti. Og nu vi er ved det: Hvem fanden var art director på den her video!?



Største ønske for 2020:

Fightstar har nu været i hi de sædvanlige i 5-6 år. Busted afslutter deres genforeningenstur. Charlie Simpson siger, at de har været i studiet. Jeg tror vist nok lige, der kommer et album til mig i 2020!

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

Fire ord: Cold Night for Aligators. Kom tilbage og giv mig et album, jeg kan komme på min liste over danske udgivelser, tak.