RF '19: Hvis du rører mig igen...

_XTJ5715
_XTD1353
_XTD1326
_XTJ5695

Ingen plads til skrøbelig maskulinitet: Petrol Girls gjorde opmærksom på, at punk kan noget helt særligt som protestmedie. 

Kunstner
Dato
06-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Petrol Girls er et geografisk kludetæppe med bandmedlemmer fra Østrig, Litauen og England. På trods af at vokalist Ren Aldridge erkender, at hun er ramt af influenza, er det dog ikke noget man på nogen måde kan se på hendes mildest talt imponerende og sprængfarlige energi. Energien følges op med kaotisk, temposkiftende post-hardcore, hvor versene overordnet er messende og omkvædene skriges. Vokalharmonier tilføjes af Liepa Kuraitė på bas og Joe York på guitar, alt imens Zock Astpai smadrer igennem på trommer.

Der går akkurat én sang før Aldridge fortæller, at man gerne vil undgå at deres koncerter bruges til at “bro down” eller være racistiske. En mand ved siden af mig på 50+ himler med øjnene og går. Jeg ved ikke hvem der er mest sensitiv af de to, men jeg har et godt bud. Petrol Girls undskylder ikke deres feministiske indstilling til verden eller det at være band - de har klare rammer for, hvordan de vil have, at deres shows skal være. Det inkluderer heller ikke de yderligere tre 50+ mænd, der efter et par numre står og griner højlydt af Aldridges korte brandtaler imellem sangene. Man kan undre sig over, hvorfor de overhovedet har fundet vej til koncerten i første omgang - men de understreger fint én af de mange kontraster som punk/hardcore-miljøet stadig indeholder. Det virker som en ikke-konstruktiv, opmærksomhedskrævende modstand, når ingen er tvunget til at være her.

Ikke desto mindre viser Petrol Girls, at de politiske budskaber bakkes op med solid sangskrivning, scenetække og interessante kompositioner af den allerhøjeste kaliber. Om man er enig eller ej kan det ikke afvises, at punken som protestmedie er den mest effektive, og det gælder også her for Petrol Girls. Aldridge sprutter af vrede, som man kun kan, når man selv har oplevet overgreb. De politiske brandtaler har til sidst tømt godt ud i teltet, men samtidigt også fyldt godt op med kvinder i pitten. Petrol Girls er ikke feminisme “light”, og der er ingen sange i settet, der undskylder eller nedtoner deres politiske ståsted. Det er forfriskende, og vreden er sydende.

Det er Aldridges show, og hun har fået det som hun ville det: Det er ikke alle, der er inviteret. Dog mener jeg, at de grå herrer (der måtte forlade teltet i larmende protest for at kunne være i sig selv) gik glip af en rigtig stærk koncert, hvis de ellers havde kunnet komme over dem selv. Da bandet spiller den sidste sang “Touch Me Again (And I’ll Fucking Kill You)”, hvor titlen gentages igen og igen, er det meget tydeligt, at flere kvindelige koncertgæster kan relatere. Flere rækker en knytnæve i vejret og råber med - med konkrete oplevelser tydeligt mærket i deres ansigter.