Når der stadig råbes under vand

_XJD6673
_XJD6442
_XJD6803
_XJD7251
_XJD6826
_XJD6900
_XJD6979
_XJD7310

Feminisme, knytnæver, politiske budskaber og vrede smil med håb i smilehullerne. Petrol Girls bærer faklen videre i en kamp om ligestilling og lige vilkår for alle.

Kunstner
Spillested
Dato
19-02-2020
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Hypen omkring dette band nåede denne anmelder inden bandet selv. Lyden nåede denne anmelder, før jeg havde en holdning. Lyden var interessant og havde masser af nerve – så et besøg på Loppen var selvskrevet. Idet Petrol Girls ruller ud, er det med noget mildere udtryk end de numre, jeg havde fået lyttet til med den frembrusende kvartet. Dog skulle det hurtigt vise sig, at det var et spørgsmål om de første par sange og et publikum, der måske lige skulle ind i universet, inklusive undertegnede. 

Jeg havde skabt en idé i hovedet om, at bandet gjorde op med den stigmatisering, der desværre stadig hersker angående bands udelukkende bestående af kvindelige medlemmer, i hvert fald i Danmark, og at bandet så vidt muligt forsøger at fjerne alle heteronormative stereotyper om, hvad kvinder kan, og hvad mænd kan. Det gør Petrol Girls ikke – de udnytter derimod aspekter og facetter ,der er at finde i et band uden et dominerende køn. Forsanger Ren Aldridge udfordrer smagsdommeren både på punken og på den kvindelige frontfigur. Hvis nogen af Devilutions læsere har haft fornøjelsen af at opleve Gorilla Angreb, så er der klare paralleller mellem Mai Sydendal og Aldridge. Der må godt synges med den naturlige stemme, den respektive sanger er blevet tildelt ved fødslen. Men det er ikke en invitation. Petrol Girls’ meget udtalte feminisme er også, hvor der opbygges meget af den nu elektriske stemning, bjælkelokalet indeholder. 

Der bliver som et friskt pust også lige pointeret, at der findes mange hvide cis-kønnede mænd, der stadig kæmper hårdt i den feministiske kamp. Det er forfriskende, da det har været en glemt og tabuiseret golem i snart to år nu. Og det kan fandeme ikke passe, at det kun er svenskerne, der må snakke om det.

Når man har en mikrofon og et publikum, der har to svarmuligheder i form af jubel eller buhen, bliver man automatisk til en politiker. Man kan i hvert fald vælge at udnytte det, og udnyttet bliver det i aften. Red Aldridge giver også bandets besyv med i den nye situation, Storbritanien står i med brexit. Hvis man ikke allerede har forbundet de to runde over næsen til hjernen og set deres backdrop, hvor der står ‘No Love For A Nation’ i UK-farver, så bliver det lige skåret ud i pap. Man kunne dog mene at et band, der er 'anti-establishment’ burde være glade for at være ude af i hvert fald én institutions jerngreb. Nok om britisk politik, vi er hurtigt tilbage til, hvor nederen det er, at der stadig ikke hersker ligestilling i verden. Her bliver der refereret til Irlands middelalderholdninger til abort. Der bliver fortalt om #MeToo-negligering og kvinders rettigheder. Dette leder op til Petrol Girls’ absolut bedste nummer: ‘Touch Me Again’, som handler om kvinders ret til at råde over egen krop, påklædning og retten til at sige nej. 

"Touch me again and I’ll fucking kill you” bliver sunget fra det inderste af hjertet gentagne gange. 

Mange holdninger kommer ud i nutidens passive demokrati, navnligt vedrørende feminisme og LGBTQ+ miljøer, men undertegnede finder dette ganske nemt: Bands som Petrol Girls står inde for og så stærkt ved disse budskaber af en årsag. Man brokker sig ikke over, at blomster gror, og dyrene på gården trives. man råber op, når der sker uret – hvis man er uenig og ligefrem ikke gider lytte, kan man også vælge at skride. Det står én frit for. Måske er man kommet langt i tolerancen, måske er vi nået langt med ligestillingen, men der er stadig ikke ligevægt, vægten tipper stadig. For bare 20 år siden var det uhørt at snakke om en positionering, hvor køn var lige. Der er sket en del, måske har man nået de forventede mål på arbejdsmarkedet og de “lige vilkår”, man bestræbte sig på, men som John Oliver så præcist sagde det omkring ligestilling og kvinders rettigheder i USA i denne farverige analogi, så gælder følgende:

"Forestil dig, at ligestilling er det her skrivebord i skolen, du sidder ved. Der kommer en bølle ind hver dag og skider på dit bord. Lægger en kæmpe lort. Du rejser dig og forsøger at sætte en stopper for mobberiet. Du henvender dig til en voksen. Den voksne siger til bøllen, at bøllen ikke længere må skide på dit bord. Bøllen makker ret. Sådan da. Forestil dig, at den voksne er staten og bøllen er din arbejdsgiver. I USA ramte vi 80 % lighed på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder og deres løn. Her besluttede man sig for, at det måtte være tilstrækkeligt. Der ligger nu 80 % mindre lort på dit bord. Fantastisk progression ... Men der er stadig lort på bordet." 

Petrol Girls tager kampen op for de 20 %. Hvis 20 % overhovedet er nok. Og tak for det.