Årsliste 2019 – Mads Peder Lau Pedersen

årsliste2019

Klassisk metal triumferede internationalt, Denial of God herhjemme, og ellers var der ikke så meget at være imponeret af i 2019, hvor et faderskab satte en stopper for at gå til koncerter i hverdagene.

Forfatter

I 2019 var det klassiske dyder som melodi og sangskrivning, der for alvor rykkede noget for mig. Måske er jeg kørt sur i den mere ekstreme metal, måske begynder al den black metal at flyde lidt sammen. I hvert fald er det påfaldende, så lidt blacken fyldte hos mig i 2019, og hvor meget den klassiske metal og ekstreme metalbands med en god del firserdyder fik overtaget. Det er åbenbart det, der skal til for at imponere mig i dag.

Dermed er det også antydet, at det var så som så med fornyelsen i 2019. Det er svært at se, hvor den skal komme fra. Den progressive dødsmetal, der har virket så spændende de senere år, føltes mere og mere som elevatormuzak uden fremdrift. Den brede mainstreammetal er med få undtagelser mindre interessant end det meste elevatormuzak. De nye tendenser lader vente på sig, mens der trykkes nok old school-dødsplader til, at hele planetens befolkning kan få et album. Måske er der bare ikke ret meget nyt land at udforske? Eller også bryder jeg mig ikke længere om de lande, der udforskes. Men nuvel; ikke alt har været ren lort i året, der gik, som nedenstående liste antyder.

Årets danske album:

1. Denial of God: 'The Hallow Mass' Den her havde også været nummer 1 på den internationale liste, hvis den var lavet af et udenlandsk band. Så god er den nemlig. Langtidsholdbar og fængende, spektralt kuldegysende black metal med et suverænt øre for melodi. Ubegribeligt, at Denial of God ikke får mere opmærksomhed herhjemme. Eller også er det lidt for begribeligt. 'The Hallow Mass' er kvalitativt et hovedværk i det 21. århundredes metal, og meget få kommer til at opdage det.

2. Big Mess: 'Blood Punk' – Jeg havde ikke lige troet, at en dansk poppunkplade skulle være på min top 5 for 2019, men det skete så alligevel: catchy, dumklogt og kækt charmerende.



3. Jordslået: 'Blod bevæger tidens hjul' – Fjollet bandnavn, men seje riffs, smadret lyd og punket black metal vejer op for det. En af de bedste repræsentanter for Korpsånd-scenen omkring spillestedet Mayhem.

4. Altar of Oblivion: 'The Seven Spirits' – Ikke helt det monster af et album, man kunne have håbet på efter syv år siden seneste fuldlængdealbum, men stadigvæk rigeligt godt til en plads på årslisten. Bundsolidt arbejde hele vejen igennem, men kunne godt bruge lidt flere hits.

5. Gabestok: 'Tre' – Bankekød til slemme drenge.



Årets internationale album:

1. Arch/Matheos: 'Winter Ethereal' Melankolsk progressiv metal med overlegen melodiføring og en suveræn vokalpræstation af John Arch. Vidunderlig musik, som også folk, der ikke normalt kan lide progressiv metal, burde give en chance.



2. Riot City: 'Burn the Night' – Af-krogen-fedt traditionel metal med overraskende hooks og en eventyrlysten sangskrivning inden for en stram 'Painkiller'-formel. En af årets mange gode udgivelser inden for traditionel metal.

3. Orthodoxy: 'Novus Lux Dominus' – Sammen med den traditionelle metal var det dødsmetallen, der havde subgenreførertrøjen i år mens black-genren, der har stået stærkt de senere år, sørgede for relativt få virkelig stærke udgivelser, på trods af mange solide. 'Novus Lux Dominus' er en af de dødsmetalplader, der virkelig rykkede: Den her plade ønsker ikke noget godt for nogen. Intet lys, masser af atmosfære, ubønhørlig.



4. Lingua Ignota: 'Caligula' Jeg bryder mig egentlig ikke om denne slags hybridmetal med industrielle-, sludge- og post-metal-tendenser. Det lydlandskabs- og soundtrackagtige ved genren keder mig. Flot lyd, ingen substans. Jeg forstår det kort sagt ikke. Men 'Caligula' er der noget ved; mareridtsagtigt intens og voldsom.

5. Ares Kingdom: 'By the Light of Their Destruction' Chuck Kellers tremandshær tromler videre i undergrunden. En produktion fra forrige århundrede modsvares af riff af en kvalitet, man heller ikke finder i dag. Klassisk dødsmetal med masser af thrash og old school-melodier. Synd og skam, at dette fremragende ensemble er så overset.



Boblere:
Iron Griffin: 'Curse of the Sky'
Mgła: 'Age of Excuse'
Funereal Presence: 'Achatius'
Blue Hummingbird on the Left: 'Atl Tlachinolli'
Galaxy: 'Lost from the Start'
Nodding God: 'Play Wooden Child'
Dead Kosmonaut: 'Rekviem'
Atlantean Kodex: 'The Course of Empire'
Doombringer: 'Walpurgis Fires'
Angel Witch: 'Angel of Light'

Årets internationale hit:

Riot City: 'In the Dark' Stort omkvæd, suveræne leads, fuld plade på alle parametre.



Årets danske hit:

Denial of God: 'The Transylvanian Dream' – Måske burde et 11½ minut langt afslutningstrack ikke lige klassificeres som et "hit", men når nu det er årets bedste danske metalsang, tillader jeg mig at være ligeglad.



Årets genfundne klassiker:

Rush: 'Grace Under Pressure' – I år gennemlyttede jeg hele Rushs diskografi med stor fornøjelse. Jeg havde ellers bildt mig selv ind, at jeg ikke rigtig interesserede mig for Rush, men noget så uncool som en af Rushs senfirserplader med masser af synth og, gudhjælpemig, meget, meget hvide reggaetendenser fik mig åbenbart overbevist om det modsatte. 2019 var også året, hvor jeg blev far og startede i pædagogikum som dansklærer. Livet som ung og cool har tydeligvis slået op med mig på en ret offentlig og drastisk måde.



Årets fysiske udgivelse:

Atlantean Kodex: 'The Course of Empire' – Flot dobbelt-lp med virkelig gennemført booklet. D-siden er uden musik, men med en ætsning af et meget langt citat af Stefan Zweig. Nogen er rigtig gået all-in på et koncept om et tabt, mytisk Europa.

Årets koncerter:

1. Ved Buens Ende: Metal Magic Festival, 15. juli 2019 En gendannelse af Ved Buens Ende havde jeg aldrig regnet med at skulle se. Det norske avantgarde-black-band virkede så dødt og begravet som noget. Men det skete, og turnepremieren var i Fredericia, og det var vidunderligt endelig at opleve sangene live, fremført med stort overskud af nordmændene.

2. Volahn: Mayhem, 17. marts 2019 – Black metal-festivalen Vort Fatum vil af mange nok mest blive husket for balladen, der opstod om lørdagen. Den dag var jeg ikke derude. Det var jeg til gengæld om søndagen, hvor azteker-black-bandet Volahn gav en øresønderrivende koncert, der var markant bedre, end bandet er på plade. Jeg kan ikke huske at have hørt nogen spille så højt. På trods af ørepropper måtte jeg dagen efter melde mig syg på grund af problemer med balancenerven. En magtdemonstration.

3. Blue Hummingbird on the Left: Mayhem, 17. marts 2019 – Før Volahn var ørerne dog blevet rystet godt igennem af flere af medlemmernes sideprojekt, Blue Hummingbird on the Left. Umenneskelig black/war metal, der føltes marginalt voldsommere end et aztekisk menneskeofringsritual. Tak for kaffe.

4. Alasdair Roberts & Völvur: Christianshavns Beboerhus, 09. februar 2019 – Der opstod magi i en nedlagt gymnastiksal på Christianshavn, da den skotske folksanger Alasdair Roberts blev koblet med det norske folk/improvisationsensemble Völvur; de havde nået at øve præcis så lidt sammen, at det hele kom til at spille og genlyde af et skrabet, skramlende Pentangle.

5. Saint Vitus: Pumpehuset, 10. april 2019 Saint Vitus er sådan et band, der bare kommer og gør deres ting uden ret meget pis. De spiller bare, hele tiden bundsolidt og pissesejt. Det er normalt ikke noget, der får én højt på årslister, men man burde honorere den altid gode præstation lidt mere. Jeg nåede meget få koncerter sammenlignet med et normalt år (faderskab og deraf følgende tidlig opvågning satte en stopper for koncerter i hverdagene); måske var Saint Vitus ikke kommet med på et almindeligt år. Men det er alligevel en koncert, der har brændt sig fast på sin egen uspektakulære måde.

Årets internationale navn:

Lingua Ignota – Spillede åbenbart nogle usædvanligt medrivende koncerter og var her, der og allevegne og fik et mindre gennembrud med 'Caligula'. Hun bliver stor, tror jeg. Også så stor, at jeg sikkert er irriteret over hende i 2021.

Årets danske navn:

Denial of God – Første fuldlængde i syv år med et album af så høj kvalitet, at man ikke troede det muligt. Orm og Baest og alt det der er da sikkert fint nok, men der er mere personlighed i et lilletrommeslag hos Denial of God, end der er i hele diskografien hos de andre.

Årets nye internationale navn:

Riot City – Lige ud af intet kom en debutplade fyldt med den ene banger efter den anden. Looke kan de også:

Billedresultat for riot city

Årets nye danske navn:

Gabestok – Fuld skid, fuld smadder og fuld æde på debutens blanding af black og punk. Sådan skal man være et nyt band.

Årets comeback:

Den klassiske, 80'er-inspirerede metal. Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst er kommet så mange gode plader. Bands som Riot City, Iron Griffin, Chevalier, Smoulder, Traveler, Angel Sword, Tanith, Galaxy, Screamer og en hel del andre leverede virkelig gode udgivelser. Ikke ret meget originalitet, men rent stål og ofte usædvanligt stærk sangskrivning. Nyd det, så længe det varer: Om et par år er vi lige så trætte af den bølge, som vi er af retro-doom.

Det overså jeg i 2018:

Kriegsmaschines 'Apocalypticists' nævnte jeg i min årsgennemgang sidste år, men jeg havde ikke helt fattet, hvor god den var. Som at blive kørt over af et godstog. Et meget ondsindet godstog. Hvis godstog kan være det.

Årets optur:

- Det var en positiv overraskelse at blive far. Jeg havde forventet det værste.
- Den klassiske metals opblomstring.
- Åbningen af Mephisto i København – en meget stilsikkert kurateret butik, behageligt fri for al den Nuclear Blast- og Napalm-metal, man for ofte finder som det eneste i sortimentet i hovedstadens andre pladebutikker.

Årets største skuffelse:

- At være blevet så gammel og sat, at jeg foretrækker et dårligt Copenhell-program, så jeg slipper for at tage derud, frem for et godt Copenhell-program, så jeg føler mig tvunget til at tage derud. (Jeg bor endda 15 minutter i adstadigt cykeltempo fra Refshaleøen).
- Et godt Copenhell-program.
- Min egen forvænthed synes rimelig at bringe på bane her.
- Mercyful Fate-gendannelse uden Michael Denner.
- Egen arbejdsindsats.
- Det er søreme svært at finde tid til at gå til koncerter i hverdagene, når man har fuldtidsarbejde og et spædbarn. Hvorfor har ingen fortalt mig det?
- At sønnikes fødsel lå alt for tæt på Metal Magic. Tænk at ødelægge sin fars festivalsommer på den måde.
- Dødsfald, dødsfald, dødsfald (Roky Erickson, David Berman, Scott Walker, Timi Hansen, Daniel Johnston, Larry Wallis for nu bare at nævne nogle få).

Største ønske for 2020:

- At gå til flere koncerter.
- At metallen tager sig sammen og bliver bedre. I år har med få undtagelser været et sløjt år med mange halvgode plader, som rammer genren rent, men som er mere hype end substans.
- At få hørt flere ikke-metalplader. Jeg er blevet doven og opsøger for lidt ny musik.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

Jeg er blevet far og er holdt op med at se frem til ting. Nu frygter jeg kun det værste. Men jeg glæder mig til endelig at se Malokarpatan live på dansk grund. Det skal nok blive en skuffelse.

Jeg glæder mig også til at se, hvordan danske metalbands i kiksede forsøg på folkelighed og leflen for alle, der vil give et like på de sociale medier, kommer til at synke endnu dybere til næste år. Afslutningen på 2019 bliver svær at overgå, men mon ikke det lykkes ved hjælp af lige dele bøvethed, mangel på selvkritik og halvt forstået jantelovsforagt?