Født kampklar

-B2A2252-copy-28-1434922897

Trods en sanger, der lige skulle synge sig varm, var doom-legenderne Saint Vitus simpelthen godt gammeldags fede onsdag aften i Pumpehuset. Dopelord var til gengæld bedre, end man skulle tro ud fra bandnavnet.

Kunstner
Titel
+ Dopelord
Spillested
Dato
10-04-2019
Genre
Trackliste
Dark World
White Magic/Black Magic
Remains
Hour Glass
War Is Our Destiny
One Mind
A Prelude To...
Bloodshed
12 Years in the Tomb
Burial at Sea
Saint Vitus

Encore:
Born Too Late
Hallow's Victim
Useless
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest (arkiv)
Forfatter
Karakter
4

Når et band har taget navnet Dopelord, er man vel efterhånden opgivende på forhånd. Man tænker, at det umuligt kan være andet end tarveligt og generisk stoner metal eller sludge, at det umuligt kan være godt, og at det eneste, der kunne have gjort det værre, var, hvis Saint Vitus' polske opvarmningsband også havde kaldt sig selv med Witch.

Af samme grund er min overraskelse relativt stor: Først over, at bandet tilsyneladende har et lille kontingent fans samlet i Pumpehusets lille sal, hvor de banger og brøler med. Der er altså stadig et dedikeret publikum til bands, der hedder Dopelord. Dernæst over, at Dopelord faktisk er gode og har en tilgang til genren, der virker friskere end de fleste. Dels har de nogle melodiske guitarforløb, der kan få tankerne hen på tidlig Pallbearer, dels er vokalen relativt melodisk og sunget fremfor brølet. En kærkommen afveksling i en ellers ret stillestående genre. At de har sangtitler som ’Reptile Sun’ tyder også på, at de har gidet sætte sig ned og ryge noget hash for at komme på tekster, der er dummere på en federe måde, end bandnavnet forleder en til at tro. 

Dopelords udseende er heller ikke vildt originalt, men stikker ud fra genren: De fleste af bandmedlemmerne kunne glide ubemærket ud på Vesterbro. Kan man virkelig få lov at spille på Flying V, når man har guitarist Grzegorz Pawłowskis frisure?

Riff mejslet i granit
At man må have lov at spille på Flying V, når man har Dave Chandlers frisure, er til gengæld indiskutabelt. Han er 61 år gammel, riffene er mejslet i granit, og den ikoniske frisure er ubevægelig gennem hele koncerten. Ligesom scenelysene: Når man er oppe i årene, kan blinkende lys i mange farver sikkert være distraherende. I hvert fald har Saint Vitus bedt om hvidt scenelys, statisk og uden at blænde op og ned. Temmelig basic, men det er Saint Vitus’ musik jo også.

De er på 40-årsjubilæumsturné (ja ja, de blev dannet i cirka 1979, men har holdt løbende pauser). Rytmegruppen er dog af nyere dato: den formidable trommeslager (og Lorenzo Woodrose-lookalike) Henry Vasquez har kun været med siden 2009, hvor Armando Acosta fik en tumor i hjernen, mens bassist Pat Bruders dækker for Mark Adams, der har Parkinsons. Til gengæld er den originale sanger Scott Reagers med, ligesom sidst på Copenhell.

Metal-fightere

Bandet spiller røven ud af bukserne på de fleste, og de gør det på en tilfældig onsdag i København foran et pænt, men ikke imponerende stort publikum. De står og nyder det på scenen, og det gør publikum også. Det aftvinger respekt. Sætlisten er en blanding af ældre klassikere (uden numre fra perioden med Wino som sanger) og nye numre fra det selvtitlede album, der udkommer i maj. De nye numre falder ikke igennem, men det er heller ikke helt til at gætte, hvilke der bliver klassikere. Ekstranummeret ’Useless’, der kommer efter ’Born Too Late’ og ’Hallow’s Victim’, har i hvert fald potentiale: En thrashet, hardcore-agtig knytnæve, der viser, at det ikke var tilfældigt, at Saint Vitus i sin tid udkom på hardcore-selskabet SST Records.

Er bandet i topform, er Reagers til gengæld et stykke fra. Han er højrød i hovedet og ligner en mand, der er ved at besvime mellem numrene. Når han da ikke drikker … te? af en kop lige foran trommesættet. I begyndelsen har han også svært ved helt at ramme tonerne, overkompenserer, mangler lidt luft. Han virker forkølet eller i hvert fald som en, der lige skal synge sig varm, for lidt over halvvejs i sættet sidder stemmen der. Det lægger en dæmper på en klassiker som ’White Magic/Black Magic’, men på den anden side: Hvem kan ikke lide en fighter, der kæmper sig gennem problemerne og kommer ud som sejrherre?

Og fightere er, hvad Saint Vitus er. Det er bands som dem, der holder metallen i live i den evige undergrund. De har skabt deres egen niche, uanfægtet af trends, og har altid stået uden for tiden.
’Born Too Late’? Næ, født på det helt rigtige tidspunkt. Det er derfor, de stadig er her.