Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Otte nye navne til Copenhell 2015

Populær
Updated
Otte nye navne til Copenhell 2015

Copenhell smider yderligere otte navne (og Marduk) på plakaten, nemlig Primordial, Saint Vitus, Konkhra, Huldre, SEA, Night Fever, Blues Pills og Krokodil. Læs her interviews med de tre af de fire danske navne og se præsentationer af de fire internationale samt af Marduk, der blev offentliggjort for et par dage siden.

Vi er stolte af at kunne præsentere en stribe nye navne til årets Copenhell. 

DE DANSKE

Der er interview med (næsten) alle fire offentliggjorte danske bands her:

Konkhra

Huldre
Sea
Night Fever – da det kun er et par uger siden, vi sidst talte med Night Fever, henviser vi istedet til dette interview.


DE UDENLANDSKE


Primordial:

Det er så indlysende rigtigt af Copenhell (eller hvem som helst, der nu måtte booke dem) at booke Primordial, der har været af dette århundredes mest konsekvent fremragende bands. Bandets første udgivelse, ’Dark Romanticism’ fra 1994, var ellers en forholdsvis ordinær black/pagan/folk metal-udgivelse. Men fra og med ’A Journey’s End’ (1998) tillagde Primordial sig en ganske unik stil, der blander pagan metal, black-riffs, episk og barbarisk metal, doom-tendenser og folk metal (uden rædsomme overmelodiske tendenser) med folkemusik af episk og keltisk inspireret tilsnit med fremragende vokal fra forsanger Nemtheanga. Klassiske metaldyder holdes i hævd, men på en ganske tidssvarende vis.

Det er en cocktail, der har leveret hovedværk på hovedværk op gennem 00’erne (senest med den formidable ’Where Greater Men Have Fallen’), og som har skaffet bandet megen anerkendelse og et dedikeret kultpublikum, som burde være meget, meget større. Det bliver det nok også efter bandets optræden på Copenhell i 2015, som er Primordials første optræden i Danmark. Det er metal, der emmer af epik, heltemodighed og maskulin sved under ringbrynjer. Det er det band på årets Copenhell, som er mest metal. Det er det band, som det vil være allerdummest at gå glip af. Lyt til titelnummeret fra deres seneste plade nedenfor – hvis ikke du kan lide det, fortjener du en snarlig fremtid som moselig:



Læs alt om Primordial her!


Saint Vitus:

Med dannelsen i 1979 var amerikanske Saint Vitus sammen med andre ikoner som Pentagram og Trouble med til at definere lyden af tung doom metal. I 1984 kom den selvbetitlede debutplade, mens hovedværket ’Born Too Late’ først kom i 1986, da den tidligere frontmand i The Obsessed Scott ”Wino” Weinrich sluttede sig til Saint Vitus som deres nye sanger.

Winos karismatiske og dyster stemme gik perfekt i spænd med de dødstunge toner, der fik Black Sabbath til at lyde som speed metal ved siden af Saint Vitus. ’Born Too Late’ og de efterfølgende ’Mournful Cries’ (1988) og ’V’ (1990) er alle klassikere i doom-genrens diskografi.

Desværre fik Saint Vitus aldrig det helt store kommercielle gennembrud. Men har man først oplevet dem live, efterlader de ingen tvivl om, at de er særklasse. Også tre årtier efter dannelsen. ”De aldrende doomkonger ser ikke ud til at have planer om at abdicere fra tronen foreløbig”, skrev vi, da de sidst gæstede Dammark i 2013 på Loppen.

På deres seneste Europa-turné i efteråret sprang de Danmark over, men turnéen endte også temmelig brat, da Wino blev anholdt ved den norske grænse for besiddelse af 11 gram amfetamin og blev deporteret tilbage til USA. Wino har gennem det meste af sit voksne liv kæmpet med misbrug, og i perioden, hvor Saint Vitus var i opløsning i 90’erne, levede han som hjemløs narkoman i Los Angeles.

Det hårde liv synes dog ikke at have påvirket hans indsats på scenen, så forvent intet mindre end et dæmonisk brag af en koncert!



Læs alt om Saint Vitus her!

Blues Pills:

Blues Pills er pendanten til sidste års Graveyard-booking og er festivalens mest retrorockede indslag indtil videre. De svenske højdespringere synes også at være fuldt ud berettigede til at repræsentere genren, og referencer til koryfæer som Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Janis Joplin og Cream har haglet rundt om ørerne på kvartetten, siden de startede karrieren for bare et par år siden.

Som vores anmelder skrev om en af deres koncerter i august sidste år bestod fremmødet af folk i alle aldre og beklædninger; langhårede og sortklædte metallere; drenge og piger med stretches og tusser; pæne piger og denimskjorteklædte fyre. Det er sikkert og vist, at Blues Pills appellerer bredt, men det er spændende at se, om det ydmyge band med deres nostalgiske, stenede hippierock og den store stemme i front for alvor kan stå distancen på Danmarks største metalfestival.



Læs alt om Blues Pills her!

Krokodil:

Slipknot. Bloodhound Gang. Gallows. The Hell. Hexes. Sikth. Er du fan af et eller flere af disse bands, er Krokodil måske lige akkurat det, du har brug for at opleve på Copenhell. Bandet består nemlig af medlemmer, der alle begår sig i førnævnte bands, udover altså at spille i Krokodil. Bandet blev dannet i 2011 og er en af disse supergrupper, hvor medlemmer af et eller flere etablerede bands samler sig og hygger sig på tværs af disse. Krokodil udgav i november måned 2014 deres debutplade 'Nacash' og fulgte det op med en række koncerter i England. Til sommer er turen så kommet til bl.a. Danmark, og du får således chancen for at opleve deres første koncert på dansk beton når de gæster Refshaleøen og Copenhell. Er du nysgerrig efter at vide, hvilken stil de spiller, så kan du lytte til nummeret 'Shatter' her:



Læs alt om Krokodil her!


Marduk:

Siden debuten med ep’en ’Fuck Me Jesus’ i 1991 har få bands formået at fortsætte med at spille så kompromisløs black metal som Marduk har. På deres seneste og 13. udgivelse, ’Frontschwein’, beviser svenskerne såmænd også, at de stadig hører til blandt genrens elite. Pladen er et konceptalbum om Anden Verdenskrig og lyder som et skræmmende mareridts-soundtrack til krigens rædsler.

Især frontmand Daniel ”Mortuus” Rosténs vokal klinger som et ondt ekko fra helvedes dybder, og få andre i genren tåler sammenligning med den 37-årige growler. På scenen holder de også den sorte fane højt, når kvartetten først lader musikken brage henover publikum som en tankvogn.

Sidst, Marduk gæstede Danmark, var under Ålborg Metal Festival i november, og i december gav de to koncerter i hjembyen Norrköping, hvor Devilution var til stede – ondt og bragende højt black metal. Og der er næppe grund til at tro, at kampformen er blevet dårligere, når det svenske krigsorkester først rammer helvede til sommer!



Læs alt om Marduk her!