Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lang tid til alderdoomshjemmet

Populær
Updated
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet
Lang tid til alderdoomshjemmet

De gendannede amerikanske doomlegender Saint Vitus gæstede atter Loppen i Påsken. De aldrende doomkonger ser ikke ud til at have planer om at abdicere fra tronen foreløbig. De leverede en mere end godkendt koncert.

Kunstner
Titel
+ Mos Generator
Spillested
Dato
28-03-2013
Genre
Trackliste
1. Blessed Night
2. I Bleed Black
3. War Is Our Destiny
4. Look Behind You
5. Let Them Fall
6. The Bleeding Ground
7. Patra (Petra)
8. The Troll
9. The Waste of Time
10. White Stallions
11. Thirsty and Miserable
12. (Black Flag cover)
Encore:
13. Dying Inside
14. Born Too Late
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Der er noget velgørende over at se, hvordan et band med mere end 30 år på bagen (hvis ikke man medtager de perioder, hvori bandet har været opløst) går ind på scenen og sparker røv, sådan som Saint Vitus gjorde skærtorsdag på Loppen. At tænke sig, at folk som Dave Chandler og Wino har alderen til at kunne være ens far…

Ordinær opvarmning

Før Saint Vitus gik på scenen var der dog opvarmning ved Mos Generator. Trioen havde placeret trommeslageren helt fremme på scenen, på linje med bassisten og med guitaristen og sangeren. Det var det mest originale ved bandet, der leverede en kompetent, men også ekstremt ordinær omgang gyngende stonerdoom. Alt, hvad de lavede, havde man hørt et trecifret antal gange tidligere. Man havde hørt det bedre et tocifret antal gange. I den høje ende af de tocifrede tal.

Retfærdigvis bør det siges, at publikum virkede ganske tilfredse med de middelmådige amerikanere, så måske var det bare undertegnede, der ikke havde sans for kvaliteterne i metervarestenermetallen. En gang imellem var der fede riffs og interessante passager, men ikke særligt længe ad gangen, så jeg tog turen ud på trappen for at snakke med nogle venner i stedet.

Vogt dem for efterligninger

Da Saint Vitus gik på fik man at føle, hvor stor kvalitetsforskellen kan være inden for doom-metallen. Saint Vitus havde naturligvis den naturlige autoritet, man har, når man har været medskabere af genren, men sangskrivningen, lyden, evnerne, sceneoptrædenen – alt! – var ganske enkelt på et meget højere niveau. Nogle gange er forskellen på genrens originaler og efterligningerne noget så simpelt som en kvalitetsforskel.

Kvalitetsforskellen betød også, at selvom Saint Vitus egentlig ikke – i forhold til tidligere gange jeg har set dem – leverede en blændende koncert, så var koncerten alligevel på så højt et niveau, at den var langt over gennemsnittet. Og det emmer da af klasse: at levere en koncert, der mest er en dag på kontoret, men som alligevel sparker noget så eftertrykkeligt røv på lytteren, som Saint Vitus gjorde.

I forhold til tidligere koncerter på turen var der ikke nogen udskiftning i sætlisten. Den uptempo ’Blessed Night’ åbnede ballet efterfulgt af evigt(t)unge ’I Bleed Black’ lagde en god bund. Herefter fik vi en del doomklassikere, et par fra den nye ’Lillie: F-65’, et par af de hurtigere, mere hardcoreprægede numre som ’White Stallion, og som afslutning på det ordinære sæt Black Flag-coveret ’Thirsty and Miserable’. Det blev også til to knusende tunge ekstranumre i form af ’Dying Inside’  og hittet ’Born Too Late’.

Man kunne måske nok have ønsket sig, at sætlisteposen var blevet rystet lidt mere – hvorfor bandet undlod sange fra det første album forstår jeg ikke helt (men okay, det er ikke ligefrem, fordi man savner kvalitetsmateriale med Wino på oprindelig vokal) – men til gengæld blev sangene leveret tæt sammenspillede og med autoritet.

Undervejs blev det til en del tilkendegivelser af, hvor glade de var for at spille på Loppen osv. Det kan blive lidt for meget, men det lød da oprigtigt nok, og så er det nok lidt nærigt at brokke sig over al den stage banter. Heldigvis var der også plads til en masse jokes (bl.a. blev Wino kaldt ”The Ayatollah of Doom”), og stemningen i bandet lod til at være overordentligt god. Det var den også blandt publikum. Og så lever jeg helt fint med, at koncerten ikke indeholdt de store overraskelser. Overordentligt solidt arbejde.