Kranier og doom
Populær
Place of Skulls leverede egen-numre med bid og legendarisk doom uden tænder for et dårlig besøgt Loppen.
- The Fall
- Relentless
- The Monster
- Wartime
- Dayspring
- Evil Seed
- Timeless Hearts
- Don’t Let Me Be Misunderstood
- The Maker
- All Your Sins
- Last Hit
- Lost
------------------
- Feeling of Dread (Part 2) / The Deist
- Return
Der var ikke mødt så mange publikummer op til sidste uges omgang Doomed Denmark på Loppen, som der ellers har været til det suveræne booking-koncept til tidligere koncerter. Faktisk var fremmødet temmelig ringe, hvilket dog heldigvis syntes at prelle af på Place of Skulls, der leverede en gedigen koncert, der dog aldrig røg op i det uforglemmelige koncertfelt.
Forsanger og guitarist, Victor Griffin har blandt andet en fortid i Pentagrams helstøbte dage i midt 80'erne, hvilket i manges undergrundsøjne sikkert pr. automatik gør ham til en doom-legende. En anerkendelse han denne aften heldigvis legitimerede ved ikke blot at hive flere sikre riff-kort frem i form af Pentagram-klassiskere, men egentlig i højere grad ved at bevise, at det rent faktisk var et par Place of Skulls-numre, der skulle blive aftenens bedste numre.
En pudsig trio
De fleste øjne var denne aften rettet mod Griffin og hans sære udseende, der blander Geddy Lees pudsige ansigt med Howard Sterns store fysisk. Lee Abney, som ligeledes har en fortid i Pentagram og som ligeledes sammen med Griffin (samt Liebling en overgang) desuden også har været med i det tidligere Doomed Denmark-band, Death Row, er en slatten liveakkompagnon af en bassist. Underligt fraværende stod han det mest af koncerten igennem og skulede underligt op i bjælkehyttens loftspæle, mens han dog heldigvis gjorde sit job på strengene efter bogen.
Trommeslageren Tim Tomaselli vil man knap nævne. Med 80'er garn med vind i og overordnet, overgearet trommestil passede han ikke ind. Med mindre det var meningen, at man skulle klukke lidt, hver gang man glanede på ham, var han ikke hensigtsmæssig. Og det på trods af hans anciennitet i bandet, der ellers går ret langt tilbage. Bevares, æstetikken kan man nok sige rend og hop til, men rent musikalsk stod det som sagt også galt til. Han er simpelthen en ret kedelig trommeslager. Momentvist imponerede han dog - blandt andet i det fortrinlige covernummer 'Don't Let Me Be Misunderstood'.
Med fokus på fortiden
Place of Skulls har skrevet masser af vedkommende doom-numre, og netop derfor overraskede det, hvor meget de denne aften kiggede fortiden hos Pentagram i bedende. Ikke et eneste ondt ord om udødelige doom-perler som 'Relentless', 'All Your Sins' eller 'The Deist', men på Loppen blev det ret tydeligt, at det ligesom var som om, at netop de numre mister en del af deres twistede genialitet, når de spilles uden Bobby Liebling. Og det er til trods for at Griffin som sangskriver til størstedelen af Pentagram-numrene selvfølgelig er i sin bedste ret til at spille dem. Og ja, klart, riffene sidder lige i skabet - altså: lige dér, hvor de absolut skal sidde! - men uden Liebling tager de bare ikke stikket hele vejen hjem.
De overraskende højdepunkter kom der i mod hen i mod slutningen i form af 'Last Hit' og 'Lost'. Begge sange er fra pladen 'With Vision', som sejtrækkeren og doom-helten over dem alle, Wino, leverede spade til på pladen side om side med Griffin. Det resulterede i diskografiens hidtil bedste plade, og denne aften hjalp det med at rykke sidste halvdel af sætlisten op i et betydeligt højt gear. Et gear som svingende betydeligt aftenen igennem, men som dog aldrig var helt i bund.