Dynamisk duo med celebre gæster

winter

'Winter Ethereal' er progressiv metal af høj, høj klasse fra Arch/Matheos. De gæstes af prominente folk fra Death, Cynic, Fates Warning, Leprous og meget mere på duoens andet album.

Kunstner
Titel
Winter Ethereal
Dato
10-05-2019
Trackliste
Vermilion Moons
Wanderlust
Solitary Man
Wrath Of The Universe
Tethered
Straight And Narrow
Pitch Black Prism
Never In Your Hands
Kindred Spirits
Karakter
5

Efter år 2000 kunne man begynde at regne med, at der skulle gå otte år mellem, at man fik lov at få nyt fra den specielle sanger John Arch. Han sang på de første Fates Warning-udgivelser, inden guitarist Jim Matheos og resten af bandet fyrede ham for at gå med Ray Alder, hvis blidere stemme blev anset som en sikrere vej til større succes. Fates Warning nåede da også nye højder, men heldigvis skulle eftertiden altså byde på gentagne samarbejder mellem Matheos og Arch. I 2008 var det EP'en 'A Twist of Fate' udgivet i navnet John Arch, hvor Matheos stod for guitararbejdet, og Mike Portnoy tog sig af trommerne.

Prog-kollektiv
I 2011 fik vi så den eminente 'Sympathetic Resonance', hvor samarbejdet mellem de to nu var så stærkt, at begge var klar til at lægge navn til bandet, og således var debuten med Arch/Matheos en realitet. Otte år er nu gået, og der følges op med den omfangsrige 'Winter Ethereal' og dens spilletid på en time og otte minutter. Forgængeren havde Bobby Jarzombek (Riot, Halford, Spastic Ink, Fates Warning m.fl.) på trommer: Han er også med denne gang, men får kun to sange at boltre sig i. Det giver i stedet plads til en tour de force af tøndebankere som Mark Zonder (ex-Fates Warning, Warlord m.fl.), Matt Lynch (Cynic), Thomas Lang (Paul Gilbert, stOrk m.fl) og Baard Kolstad (Leprous, ICS Vortex).

På bassiden diskes der ligeledes op med et større persongalleri: Joey Vera (Armored Saint, Fates Warning), som også var med sidste gang, men nu også Joe DiBiase (ex-Fates Warning), Steve Di Giorgio (Sadus, Death, Testament m. fl.), George Hideous (Ugly But Proud) og Sean Malone (Cynic, OSI). Arch/Matheos har med 'Winter Ethereal' sat sig for at lave et meget varieret album med en distinkt forskel fra sang til sang, hvilket har ført til, at de dygtige gæster hver især har kunnet sætte sit unikke præg på sangene. Hvis det allerede var progressiv creme de la creme med Arch og Matheos, så bliver det det ikke mindre af at have så så ferme musiknørder med om bord i projektet. Vokal- og guitarbejde står der naturligvis Arch/Matheos på, men der er dog lige lidt gæstelir og et par soli fra Frank Aresti (Fates Warning).

En mere afrundet produktion
Med en bevidst plan om at have stor variation i sangene og mandskabet forstår man godt, at produktionen denne gang er mere rund i lyden end den mere dystre og kølige 'Sympathetic Resonance'. Den fyldige bund bløder op og er bindeleddet mellem sangenes skift fra stort opsatte pompøse passager, sære rytmeskift og spidsfindige riffs, som man elsker det i proggen, og så de mere metallisk fræsende sange som i 'Pitch Black Prism' og 'Straight and Narrow', hvor der piskes mere igennem, end det er hørt fra Matheos i mange år. Det selvom han virkelig har udvist storform med de seneste par Fates Warning-udgivelser, som også har fået mere bid.



Åbneren 'Vermillion Moons' er virkelig et klassenummer indenfor den progressive metal. Det er hele albummet værd, uden at det skal forstås som kritik af de resterende sange. John Arch laver albummet igennem fede melodier, der spænder fra de meget tilgængelige, næsten popfængende melodier til de mere sære, nærmest anti-musikskolede fraseringer. Det er, som om 80'ernes Fates Warning-album med Arch på vokalen i en stil, som bestemt ikke var for alle, nogle steder har været inspiration på dette album. Dels er der heavy metallen, der flyder mere umiddelbart og i en herlig strøm flere steder, men der er også gensyn med denne særlige rytmiske, staccato-agtige vokal som kun Arch kan slippe af sted med. Eller, det er jo netop spørgsmålet, for læser man kommentarer om albummet på nettet, så er stadig en del folk, der roser det instrumentale og sangskrivning i dette album, men vælger at vrænge på næsen af den high-pitchede og indimellem temmeligt nasale Arch.

Tiden er godt givet ud
Men er man først med på vognen, så får man ypperlig metal af den progressive slags tilsat en særdeles unik vokal. Arch og Matheos har gjort det igen. 2011-udgivelsen blev heldigvis ikke en enlig stjerne på den progressive himmel, men er nu fulgt op med endnu et fremragende og gennemarbejdet album. Albummets lange spilletid giver tid til fordybelse, selvfølgelig er nogle passager bedre end andre, men fyldet er ganske begrænset og tjener stadig et formål som pusterum og optakt til det næste fede stykke musik.

Der er nok at fordybe sig i, hvad enten man går efter sangene på overordnet plan eller de mange seje instrumentale detaljer på hhv. guitar, bas og trommer. Det er simpelthen et stærkt album på alle planer.