Hvad blev der af John Arch?

Hvad blev der af John Arch?

For otte år siden hørte man igen fra Fates Warnings tidligere og unikke sanger - nu er han igen aktiv med et fantastisk album i samarbejde sin gamle bandkammerat Jim Matheos.

Kunstner
Titel
Sympathetic Resonance
Dato
12-09-2011
Distributør
Karakter
5

I 2003 kom den ret fantastiske EP 'A Twist of Fate' udgivet i den tidligere Fates Warning-sanger John Archs eget navn. Med sig havde han Jim Matheos fra Fates Warning og selveste Mike Portnoy på trommer samt bassist Joey Vera (Armored Saint/Fates Warning).

Johns stemme er speciel og er meget savnet af de fans af Fates Warning, der ikke helt forstod skiftet til den ligeledes fantastisk Ray Alder med den dog lidt mere kommercielt anlagte stemme. John kan nå meget høje toner på en nærmest nasal måde. Han vælger melodier på en karakteristisk måde, hvor især den rytmiske fremførsel er hans varemærke og meget vigtig for hans specielle sound.

Hvis man som skribenten her, først stod på Fates Warning-vognen med Ray Alder i front, så kan man måske have ment, at John Archs vokal på skiver som klassikeren 'Awaken the Guardian' måske lige var 80'er-nosseklemmende nok. Men med en lidt mindre high-pitch servering her tyve år efter og samtidig en langt bedre produktion på henholdsvis EP'en og nu denne fuldlængde, så er det virkelig blevet guf for feinschmeckere.

Skulle have været et nyt Fates Warning-album

Line-uppen på 'Sympathetic Resonance' er, som det er givet i bandnavnet, med Jim Matheos på guitar og sangskrivning. Jim kontaktede faktisk John efter, at Ray Alder havde meddelt ikke at have tid til at lave noget nyt til Fates Warning. Således er de tre første sange på skiven faktisk oprindeligt tænkt som Fates Warning. Og det kan høres: det ligger et sted i grænselandet mellem den varierede, moderne progressive 'Disconnected' og det mere ligetil melankolsk rockende på 'FWX'.

Med sig har de to igen fået Joey Vera - igen, altså med reference til førnævnte EP - og i stedet for Portnoy er det en anden profileret trommeslager: Bobby Jarzombek (Riot, Halford, Spastic Inc. m.fl.). De gør det begge godt - præcis som man ville forvente.

Musikken har en smuk, let melankoli over sig, og der er givet meget plads til John Arch, som har en så eminent stil, at han nærmest laver sin egen sang i hver enkel sang. Han bryder sig ikke om, at følge den mest oplagte vej over et riff, og det gør det til en meget interessent affære at følge hans gøren og laden på skivens fornemme 55 minutter.

Det er jo Jim Matheos, så der er selvfølgelig masser af sjove skift og finurlige taktakter, som giver Bobby og Joey gode muligheder for rigtigt at vise sig som den stærke rytmesektion, som de udgør. Samtidig er lead-arbejdet fyldt af en hel del gennemtænkt lag-på-lag, som falder helt naturligt, og så er der bare de her fantastiske melodiske soli.

55 minutter kan være noget af en håndfuld, men egentlig er det jo noget nær kutyme indenfor prog-genren. Se bare på Dream Theaters mastodont-udgivelser. Kun i én sang daler opmærksomheden på musikken lidt. Det er ikke i den over 13 minutter lange 'Stained Glass Sky' med sine lange instrumentale lire-passager. Nej, det er den ligeledes lange 'Any Given Day (Stranger in Me)', som lige trækker lidt for langt ud nogle steder.

Den stille efterfølger og albumafslutter, kan ved de første par lyt have samme tendens, men den bærende melodistemme hæfter sig bare lidt efter lidt. En flot afslutning på et album, som ellers primært har været i den anden grøft med mange fede metalliske og teknisk krævende stykker.

En forkortet udgave af 'Stained Glass Sky' kan man høre herunder: