Årsliste 2019 – Emil Hansen

_DSF4359
Orm - Ir
Heathe - On the Tombstones, the Symbols Engraved
Lingua Ignota - Caligula
Bring Me the Horizon - amo
Misery Index - Rituals of Power
Véhémence - Par le Sang Versé
Idle Hands - Mana

Med en enkelt dansk undtagelse glimrede 2019 ved sit fravær af metal, der borede sig ind i bevidstheden. Så det var heldigt, at andre var klar til at ruske op i konventionerne.

Fotograf
Johan von Bülow
Forfatter

Årets danske album:

1. Orm: 'Ir' Ingen danske bands nåede over eller kom bare i nærheden af det niveau, Orm præsterede, da de på 'Ir' på egenhændig vis behandlede bornholmske myter i et episk format med to mastodontnumre. Hypen er fortjent.

2. Heathe: 'On the Tombstones; The Symbols Engraved' – Formatet er om muligt endnu større på aalborgensiske Heathes debutalbum, hvis eneste nummer er et langsommeligt og stemningsfuldt ridt på 38 minutter i et spænd mellem drone, doom og no wave med et skvæt af black metal. Og horn.



3. Ligæder: 'Den tomme menneskehed' Indrømmet, jeg har kun hørt ’Den tomme menneskehed’ meget få gange, men her ved årets udgang står den københavnske duos debut klarere frem i bevidstheden end så mange andre danske bands. Selvom formen er velkendt, lyder Ligæder friske. Måske fordi de æder friske lig.

Årets internationale album:

1. Lingua Ignota: 'Caligula' Til dem, der siger, at køn intet har at gøre med musik, at kunst og politik er to adskilte størrelser, og at afsenderperspektiv ikke har noget at sige i udformningen af musikken: I tager fejl. ’Caligula’ er et værk, der i sit opgør med misogyni og partnervold ikke kunne være lavet af en mand, og derfor står det så meget stærkere i et år, hvor ethvert forsøg på at rykke ved den herskende status quo automatisk blev mødt med reaktionær modstand. Rykke ved status quo gør Kristin Hayter dog, og det på sin helt egen eklektiske og hårrejsende facon.



2. Bring Me the Horizon: 'amo' Jeg er en sucker for et godt omkvæd, og dem har Bring Me the Horizon i spandevis. De er så store og catchy, at de hænger selv tidens popartister til tørre, og så kan det godt være, at det intet har med metal at gøre, men med sine genreclashes og tilhørende mainstreamopmærksomhed tegner 'amo' en ny tids crossover op. Hvorfor vi for nylig også kårede den som en af årtiets vigtigste plader.

3. Misery Index: 'Rituals of Power' Okay, nok om prætentiøs genreeklekticisme og popomkvæd. Dét her, det er bare den fede metal. Beskidt og grum, hårdtslående og groovy og så oven i købet politisk og socialt indigneret. Mere af den slags!

4. Véhémence: 'Par le Sang Versé' Drop vikingeudklædningen, det flettede skæg, den oppustelige gummi-Mjølner og sangene om Valhalla: Middelalderen er federe end vikingetiden, og ser man igennem de til tider skabagtige vokaler, så er ’Par le Sang Versé’ fra franske Véhémence det mest storslåede, du kommer til at høre i år. Snyd ikke dig selv for den her episke black metal-triumf.



5. Wormwitch: 'Heaven That Dwells Within' Vi løber egentlig tør for årslistemateriale her, hvilket nok siger noget om min smag, men også om 2019. Ikke desto mindre kommer de canadiske black ’n’ rollere i Wormwitch lige med, fordi de lyder som Watain, bare med flere sangbare omkvæd. Ikke så mange dikkedarer, bare et ”urgh!”, et catchy riff og et dobbeltpedalrul.

Årets internationale hit:

Misery Index: 'The Choir Invisible' – Jeg kunne vælge et hav af Bring Me the Horizon-numre, men Misery Indexs ode til de menneskeliv, der ender på Middelhavets bund i jagten efter en bedre tilværelse, får i stedet æren. Breakdownet har en af de tekstlinjer, der er så uendeligt 2019, at det ikke burde fungere, men som reddes hjem af groovet og diktionen: ”Sinking, we slip into the black of our briny grave / We die, just another tick on your news feed”. ’The Choir Invisible’ river og flår og minder i momenter om The Haunted, dengang de faktisk var gode.



Årets danske hit:

Orm: 'Klippens lyse hal' – Et hit er det næppe, men det er med længder det bedste, der er kommet ud af dansk metal i år. 23 minutters gennemarbejdet, semiprogressiv, melodisk og storladen black metal.



Årets genfundne klassiker:

Talk Talk: 'The Colour of Spring' Ikke at den ikke er blevet spillet alle de andre år, men foranlediget af Mark Hollis’ død genbesøgte jeg mit favoritalbum med Talk Talk og dedikerede en artikel i vores serie om den ekstrametalliske dimension til den.

Årets koncerter:

1. Testament: Roskilde Festival, 04-07-2019 Testament gjorde en kold og våd torsdag eftermiddag til en af årets bedste. Jeg havde egentlig prioriteret den brasilianske samba med Jorge Ben Jor, men forlod Orange Scene til fordel for mine gamle thrashhelte og ankom derfor først syv numre inde i sættet. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning, for hold nu kæft, hvor det bare flød med thrashbangers. ’Into the Pit’, ’Over the Wall’, ’Practice What You Preach’, 'The New Order' og ’Disciples of the Watch’ kom alle i en lind strøm, inden ’The Formation of Damnation’ satte et udtrykkeligt punktum. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har oplevet nogle af thrashens old timers så vitale. Testament, mand.

2. Heathe: Sorte Firkant Musikfestival, 09-11-2019 – Ti mennesker og ét groove: I et kulturhus på Nørrebro spillede Heathe en af de bedste koncerter, jeg har set med et dansk band i lang tid. Højt, støjende og repetitivt, og når man troede, groovet ikke kunne vokse sig større eller blive mere intenst, blev et fucking valdhorn lige smidt ind i mikset. Michael Gira ville være stolt.

3. Fever 333: Copenhell, 20-06-2019 Det er godt at få bekræftet, at bands stadig kan vinde én over live, selv når de siger en så lidt på plade, som tilfældet er med Fever 333. For jeg skal love for, at alt blev skruet op til 11 under gruppens Copenhell-koncert, hvor forsangeren og guitaristen modbeviste fysikkens love og tilbragte mere tid i luften end på scenegulvet.

4. Demersal: Støberiet, 23-09-2019 – Førnævnte kulturhus på Nørrebro dannede også ramme for en koncert med de unge Demersal, der næsten bevægede sig lige så meget som Fever 333, mens de spillede deres semi-blackened screamo. Full disclosure: Jeg var med til at arrangere aftenen og spillede også selv, og det var en fremragende desperat afslutning på det hele.

5. Morild: Den Blå Planet, 01-02-2019 Albummet bed ikke på mig, men de danske havariblackere passede fortrinligt ind i settingen på Den Blå Planet. At se salige pigrokker og hajer svømme forbi, mens lyden voksede sig stor, var helt specielt.

Årets internationale navn:

Lingua Ignota – Hun skubber grænser og kommer med et tiltrængt perspektiv.

Årets danske navn:

Orm – Det kan ikke være meget anderledes.

Årets nye internationale navn:

Idle Hands – Jeg har ikke hørt det nok, men de her amerikaneres højstemte goth rock tilsat dobbeltpedal og metaltendenser kalder på hyldest. Det er elegant, melodisk forførende og giver vibes af både The Cure, Killing Joke, Type O Negative og Tribulation. Anbefalelsesværdigt.



Årets nye danske navn:

Heathe – Hold øje med de her i 2020.

Årets comeback:

Tool – 13 år skulle der gå, før Tool omsider udgav et album og gik nummer et på Billboard. Godt nok kun i en uge, men det hører sig alligevel til sjældenhederne. Så behøver vi ikke tale for meget om, at 'Fear Inoculum' da var fin nok, men ikke levede op til modtagelsen, og at det egentlige comeback derfor kom fra groove-thrasherne i Exhorder oven på en hele 27 år lang albumpause.

Det overså jeg i 2018:

Der er med garanti masser, jeg har overset, men ikke meget, jeg er bevidst om. Et bud kunne dog være tyskerne i Chapel of Disease, hvis dødsmetal trækker på vintage prog rock, en god dosis melodi og, øh, Dire Straits. Resultatet er ikke helt ulig landsmændene i Venenum.



Årets optur:

Selv at bruge mere tid på at spille og udgive musik. Det blev til to udgivelser, som jeg er stolt af at være med på: Først en kosmisk dødsmetal-plade med Apparatus og senere en ep med mit nye black/thrash-band Terminalist.

Årets største skuffelse:

Jeg øver mig i ikke at forvente for meget, for så bliver man heller ikke skuffet. Det fungerer nogenlunde, men det er da ærgerligt, at der er så mange udgivelser, der ikke lever op til hypen, eller som jeg har svært ved at se kvaliteterne i. Tool, Cattle Decapitation, Slipknot, Opeth, Candlemass og Blood Incantation for nu at nævne nogle stykker. Der er mange ting, der kunne gå bedre i metal.

Største ønske for 2020:

At metalscenen ophører med at være et tilholdssted for nynazister og et skalkeskjul for skabsfascister. Og at de kampklare antifascister, der raserede på Mayhem tidligere i år, indser, at deres voldsstrategi ingenting hjælper. Mere indignation, mindre vold og mere forståelse, tak.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

Forhåbentligt at få fast arbejde og få mere struktur i min hverdag. Selv at komme ud og spille noget mere og forhåbentligt også indspille en fuldlængde med Terminalist. At få ro på, agere mere og reagere mindre. Derfor sætter jeg efter fire år her på Devilution også en stopper for skribentaktiviteten.

Tak for nu. Jeg håber, der var nogen, der læste med.