Black 'n' rollet kælderfest
Populær
På deres andet album leverer canadiske Wormwitch en ret så veloplagt omgang black metal, der vedkender sig klichéerne og både river, flår og rocker hårdt.
2. Vernal Womb
3. Two Wolves
4. Spirit Braid
5. Benighted Blade
6. Midnight Sun
7. Dancing in the Ashes
8. Lord of Chains
9. Iron Woman
10. Alone Before the Doors of the Silent House
Nogle gange er det bare et "ugh!", der skal til.
Siden årtusindskiftet har black metal støt fået mere og mere opmærksomhed, som den har forgrenet sig ud og er blevet inkorporeret og sammensmeltet med shoegaze-, post-rock-, og indietendenser i de både populære og forkætrede hybridformer som blackgaze og post-black metal.
Fra at have været sikkert positioneret i ekstremmetallens mest ekstreme undergrund er genren kommet langt op over overfladen til et punkt, hvor den udgør en ny mainstream i moderne metal. Derfor glemmer man også nogle gange, at black metallens tidlige rødder ligger langt fra, hvor genren befinder sig nu, men skal findes i en skramlet og punket bastardblanding.
Rockmonster med et gotisk skær
Det kan man dog blive mindet om af canadiske Wormwitch, hvis take på genren forvandler black metal til et højoktansrockmonster, hvor den raspende vokal, blastbeatene og de speedpickede guitarfigurer bare venter på at blive brudt op af rockede guitarsoli, mandekor og breaks. Masser af breaks.
Det kunne høres på den to år gamle debut ’Strike Mortal Soil’, der bar tydeligere crustpunkede tendenser, men på deres andet album, der bærer titlen ’Heaven that Dwells Within’, som udkom for et par uger siden på det californiske pladeselskab Prosthetic Records, er sammensmeltningen af black metal og punket rock ’n’ roll blevet sømløst integreret til en velfungerende helhed, der kalder på både natlige riter og næven i vejret.
Her kunne det være nærliggende at sammenligne med norske Kvelertak, der i starten af årtiet begejstrede store dele af scenen med deres take på black ’n’ roll. Der er dog et stykke fra Kvelertaks øl-punkede approach til Wormwitchs udtryk, som i momenter minder om Watain, når de er mest catchy, men som også trækker på den smægtende gotik, man finder hos Tribulation. Sidstnævnte finder man også et skær af i albumcoverets viktorianske motiv, hvor en ung kvinde yndefuldt klædt i hvidt sidder i udkanten af en skov med et ængsteligt ansigtsudtryk og en mystisk aura om sit hoved.
Seje klichéer
Det ville dog ikke være værd at beskæftige sig med, hvis det ikke var, fordi Wormwitch rockede hårdt. Og det gør de. Man skal ikke mange minutter ind i åbningsnummeret ’Disciple of the Serpent Star’, før det står klart.
Ikke nok med at frontmand og bassist Robin Harris sparker groovet i gang med et ”ugh!”, før dobbeltpedalen og de dobbelte guitarer ruller af sted i et lydbillede, der er fornemt mixet og mastereret af Triptykons guitarist V. Santura. Der bydes også på et umanerligt catchy hook, før bandet bevæger sig over i et breakdown og i bedste forudanende stil også gør opmærksom på det med et raspende ”uuugh, watch out!”.
Wormwitch vedkender sig rockklichéerne, og de gør flittigt brug af dem. ’Heaven that Dwells Within’ er fyldt med den slags virkemidler, fra ’Midnight Sun’s velfungerende stop-breaks og råbekor til punk-feelingen og trommebreaket i ’Iron Woman’.
På ’Vernal Womb’ er der endda plads til en klassisk rock-guitarsolo og en kortvarig twin lead-harmonisering, før der blastes ud over stepperne igen, men der er også så meget mere end det: I samme nummer bruges mandekoret ikke kun til kollektive udråb, men også til at skabe en mere storladen stemning, som går igen i den Watain-lydende ’Two Wolves’. Singlen ’Dancing in the Ashes’ starter helt blidt og folket med skønsang og akustiske guitarer, men antager en langt mere episk og heltemodig, men også lettere melankolsk tone, før det ender i et blæret rockriff, der, ja, kunne være taget fra Kvelertaks første plade.
Ikke nok med at det fungerer i konteksten og er råt. Endnu vigtigere er det, at det også er sejt. Det er metal, man kan drikke til, men modsat den stemning af øltelt, som man finder hos Kvelertak, så er Wormwitch en lukket kælderfest. Det er en fest for de indviede, der favner metallens sejhed, men som heller ikke er blege for at tage et par klichéer at skylle det ned med.