10x10: Bring Me the Horizon – 'amo'

Rocken forsvandt, og metallen holdt sig for sig selv i 2010’erne. Men crossover-tendenserne lever, og intet sted er de tydeligere end på Bring Me the Horizons ’amo’.

Rocken er død.

Det er en påstand, der er blevet fremført mange gange gennem tiden, men på intet tidspunkt har det været mere sandt end i 2010’erne.

Men som altid er det en sandhed med modifikationer: Rockmusikken som genre og musikalsk form lever stadig, men den masseappel og allestedsnærværelse, der har omgærdet genren, siden Elvis for 65 år siden sprængte racebarrieren og gjorde rock ’n’ roll til allemandseje, er forsvundet.

Allerede i begyndelsen af årtiet kunne den britiske avis The Guardian bakke proklamationen op med statistikker: Målt på de hundrede største hits i Storbritannien faldt andelen af rocknumre fra 2009 til 2010 fra små 13 % til sølle 3 %.

Og kigger man ud over det populærmusikalske landskab i dag, er det ikke, fordi den statistik ser ud til at have ændret sig meget op igennem årtiet. Man skal lede længe efter noget, der ligner rock på den amerikanske Billboard-chart, og billedet er det samme i Danmark, hvor man kan dog kan indvende, at populariteten for et band som The Minds of 99 er tegn på en modtendens.

Det ændrer bare ikke ved det store globale billede op gennem 2010’erne: Rocken er en døende stilart og en fortidig magtfaktor i populærkulturen.

Det visuelle sprog
Modsat det har metallen trivedes. Giganterne som Metallica og Iron Maiden sælger stadig stadioner ud, og selvom det ser sort ud med at finde værdige arvtagere, så har metalscenen opretholdt en status som massiv og dominerende nichegenre med sit eget netværk af salgs- og marketingkanaler, distributører og gatekeepere holdt i live af en levende koncertkultur og et dedikeret publikum.

Men selvom rocken er trådt tilbage som kulturelt samlingspunkt, mens metallen lever sit eget separate liv, så findes sproget stadig i populærkulturen: I arenakoncerterne, i de hymniske fællessange, i de politiske protester, i omfavnelsen af merchandise som betydelig salgsvare for musikerne og som identitetsmæssig og (sub)kulturel markør for publikum.

Og i løbet af årtiet skete der særligt én fascinerende ting ved populærkulturen: Den overtog metallens visuelle sprog.

Kendisser som Kanye West fremviste merch med Megadeth og Cradle of Filth, hans realitystjernekone Kim Kardashian West blev spottet i Metallica-T-shirts. Justin Bieber lavede merch, der så ud til at være inspireret af Pentagrams logo, Rihanna brugte en dødsmetal-version af sit eget logo til en prisuddeling, og Kendall Jenner, et andet medlem af Kardashian-familien, optrådte offentligt i en Slayer-T-shirt.

Hvortil Slayers Gary Holt, som mange ved, tog til genmæle ved at optræde i en sort T-shirt med teksten ”Kill the Kardashians”. Mange gange.

Indoptagelse af kritikken
Skarpt sat op kan man sige, at populærkulturen approprierede metallens æstetik med intet andet for øje end profit: Metal som musikalsk udtryk blev ignoreret og holdt hen, mens billedsproget gav en modkulturel kant, som kunne bruges til at forny imaget og cashe ind.

Som den europæiske kunstbevægelse Situationistisk Internationale beskrev det, så er det en af kapitalismens største bedrifter at indoptage kritikken udefra for at reformere og videreføre sig selv og sin dominans.

Men det, der kunne ligne en flygtig tendens i halvvejs inde i årtiet, ser her ved slutningen af årtiet anderledes ud: For den hårde rock og metal har faktisk vundet indpas i populærkulturen. Bare på en anden måde, end man kunne have forestillet sig.

Og det blev især tydeligt, da det britiske metalcoreband Bring Me the Horizon i anden halvdel af årtiet tog springet over mod popmusikken og slog døren ind til et nyt publikum.

Grænseløs bastard
Intet sted står det klarere end på ’amo’, der udkom tilbage i januar. Et album, der med foragt for genrekonventioner blander alt fra pop, rock, hiphop, metal, synthpop, IDM og glitchet elektronik ind i én stor, bastardiseret mikstur.

Det er musik, der, som Politikens Pernille Jensen har beskrevet det, lyder, som om det er opfundet af videnskabsmænd i hvide kitler.

Men det er også musik, der peger på og er et produkt af den genrenedbrydning, som internettets grænseløshed, streamingtjenesternes dominans og zapperkulturens indtog har haft for det moderne kulturforbrug.

Den måde, vi har opdelt, klassificeret og forbrugt musik, står for fald. Og den gamle, opdelte genreoffentlighed giver ikke mening at opretholde i mødet med ’amo’.

Eklektisk pophedonisme
Så nej, ’amo’ er ikke et metalalbum i konventionel forstand. Langt fra. Det er mest af alt et moderne popalbum spillet af et rockband, med alt hvad dertil hører af svulstige produktioner, poleret lyd, fængende melodier, hooklines og earworms i så stor overflod, at man skulle tro, at det var selveste Max Martin, de seneste 25 års popmaestro par excellence, der stod bag.

Der er et gigantisk stadionomkvæd i den pumpende banger ’MANTRA’, feststemning med et glam rock-twist på ’sugar honey ice & tea’, r’n’b-guitar på den tilbagelænede ’in the dark’, rendyrket patospop på ’medicine’ og ’mother tongue’ og noget så absurd som et sammenstød mellem tunge guitarer og 90’er-dance i en slags raverock på ’nihilist blues’. Som desuden gæstes af Grimes, der også selv flirter med metal.



Det er stort, opulent, ubekymret, eklektisk og vulgært.

Og helt igennem henrivende, hvis man kan lægge puritanismen på hylden og give sig hen til pophedonismen.

En homage til metal
Men ’amo’ står stadig i gæld til metallen: Frontmand Oliver Sykes hiver lejlighedsvis de gamle metalcoreskrig frem, og i den selvbevidste ’heavy metal’ (der gæstes af den amerikanske rapper og beatboxer Rahzel, kendt fra bl.a. The Roots og Mike Patton-samarbejdet Peeping Tom) ironiseres der i omkvædet over bandets stilskift: ”I’m afraid you don’t love me anymore / ’cause a kid on a ’gram in a Black Dahlia tank / says it ain’t heavy metal”.

Og på den kæmpemæssige, catchy og guitartunge single ’wonderful life’ hiver de selveste Dani Filth med som gæst i en homage til deres genreophav og 90’ernes goth-forbilleder.

Det er et provokerende gateway-album, som vi selv beskrev det ved udgivelsen. Og at ’amo’ har en crossover-appel, blev tydeligt herhjemme, da netop ’wonderful life’ i december sidste år blev Ugens Uundgåelige på P3.



Og det blev yderligere understreget, da Bring Me the Horizon blev booket til at spille på Orange Scene på Roskilde Festival i år.

En ny tids crossover
En naturlig indvending her vil være, at Bring Me the Horizons mainstream-airplay og kurs mod de store scener ikke er på grund af metallen, men på bekostning af den. Deres stjernestatus er først kommet, efter de er trådt væk fra den musik, der har formet dem, og i den sammenhæng er de eksemplet på, at der først er plads til metalbands i mainstreamkulturen, når de ikke længere spiller metal.

Det er der en væsentlig pointe i.

Men det overser også et andet aspekt, der er mindst lige så vigtigt: Selvom Bring Me the Horizon har ændret deres lyd og er trådt over mod popmusikken, så er de – om man vil det eller ej – stadig repræsentanter for metal. Og da de fyrede op for de gamle metalcoreslagere fra ’Sempiternal’, er det vel at mærke første gang, metal er blevet blæst ud af højttalerne på Orange Scene siden 2014, hvor henholdsvis Rob Zombie og Deftones begge spillede der.

Så kan vi diskutere kvaliteten af koncerten (den kunne have været langt bedre) og fremmødet (det kunne også have været bedre), men formatet er der.

Og det gør Bring Me the Horizon til foregangsmænd for en ny tids crossover.

Diffus populærkultur
Set i det perspektiv er Bring Me the Horizon lige nu det bedste bud på en form for popmetal, der kan bygge bro mellem nichekulturen og populærkulturen. Og selvom de ikke befinder sig i hjertet af mainstream endnu, så gør den åbenhed, som de plæderer for på ’amo’, til gengæld.



For på sin egen diffuse facon er populærkulturen anno 2019 en smeltedigel, hvori også metal er en komponent.

Fandenivoldske ansigtstatoverede rappere med farverigt hår har domineret hitlisterne de senere år og har ført en aggressiv, punket energi ind i hiphoppen, hvis koncertkultur også har taget moshpitten til sig, og det har givet en kredibilitet til den rock, punk og metal, som de står i arv til.

Soundcloud-rappens foregangsmand Denzel Curry namedropper Black Sabbath på sit track ’Black Balloons’ og har desuden et nummer med titlen ’Black Metal Terrorist’ på albummet ’Ta13oo’ fra 2018. Den hvide rapper Ghostemane laver en moderne form for horrorcore-hiphop, der får millioner af plays på Spotify, og som trækker stort på goth- og black metal-æstetik, ligesom han gerne optræder i corpsepaint live.

Men det er ikke kun i hiphop, man ser det.

Crossoveren lever
Et af årets største hits er et country/rap-crossover, der byggede på en Nine Inch Nails-sample, og en af tidens mest roste kunstnere er den blot 17-årige Billie Eilish, hvis minimalistiske horrorpop har en lignende sortrandet crossover-appel.

Tidligere på året udgav Post Malone, rapper, sanger, metalfan og en af tidens største popstjerner, nummeret ’Take What You Want’ med Ozzy Osbourne som gæsteartist ved siden af autotunerapperen Travis Scott. I processen blev Ozzy så glad for at arbejde sammen med Post Malones producer og guitarist Andrew Watt, at Watt endte med at producere, skrive og spille med på Ozzys kommende album, ’Ordinary Man’.

Og, ja, så var der Tool, der efter 13 års albumpause væltede Taylor Swift af pinden på Billboards førsteplads en enkelt uge, da de udgav ’Fear Inoculum’.

Så kan det godt være, det ikke er den hårde rock og metal, der spilles i radioen eller modtager glamourøse priser – og det er såmænd fint. Men musikken har ikke udspillet sin rolle, for her ved udgangen af årtiet og indgangen til et nyt er indflydelserne over det hele.

Og det er den crossover, man hører blæst op i fuld stadionstørrelse på ’amo’.

Læs de andre indslag i 10x10, vores artikelserie om plader, der definerede 2010'erne, her:
Cattle Decapitation: ’The Anthropocene Extinction’
Ghost: ’Opus Eponymous’
Uncle Acid and the Deadbeats: ’Blood Lust’
TesseracT: ’One’
Vektor: ’Terminal Redux’
Deafheaven: ’Sunbather’
Watain: ’Lawless Darkness’