Perfektioneret provokation

Bring-Me-The-Horizon-22Amo22-vinyl-cd

Briternes sjette fuldlængdeudgivelse er et stort, succesfuldt skridt væk fra alt, der har noget med metal at gøre. Det er et provokerende gateway-album, der for alvor skyder kvintetten op i superligaen.

Titel
Amo
Label
Genre
Trackliste
i apologise if you feel something
MANTRA
nihilist blues
in the dark
wonderful life
ouch
medicine
sugar honey ice & tea
why you gotta kick me when i'm down?
fresh bruises
mother tongue
heavy metal
i don't know what to say
Karakter
5

"Don't be afraid to wonder, don't be afraid to be scared / It should never be a prison / So I apologise if you feel something."

Stroferne, der indleder Bring Me the Horizons sjette fuldlængdeudgivelse, er en provokation og en klar udmelding om, hvad der bør forventes. Der er ingen tvivl om, at kvintetten fra Sheffield er fuldt bevidste om, hvad de foretager sig, og hvilke valg de har taget. Det er mange år, siden bandet udgav den mildest talt kaotiske og mindre interessante deathcore-debut, ligesom kvintetten i dag er milevidt fra dengang. Musikalsk og genremæssigt. Grænserne er blevet rykket, især på de seneste tre udgivelser, og det kulminerer på  ‘Amo’. En udgivelse, der er en milesten i bandets karriere, såvel som en rebelsk foragt for de forældede ideer og forankrede forventninger til metalbands.

Til trods for at de to første singler fra ‘Amo’, ‘MANTRA’ og ‘wonderful life’, begge var guitardrevne, var der aldrig tvivl om, at Bring Me the Horizon havde taget skridtet videre fra den nu-metal-inspirerede ‘That’s the Spirit’. Men det var først, da ‘Medicine’ og senere hen ‘Nihilist Blues’ udkom, at det for alvor stod klart, hvor stort et skridt kvintetteten havde taget. Hvor langt bandet var fra udgangspunktet såvel som den seneste udgivelse. Andre bands har forsøgt at tage springet og udvikle deres lyd i en mere poppet retning. Det seneste større band, der forsøgte, var Linkin Park med ‘One More Light’. En plade, der langtfra havde succes med at løfte bandet eller skabe en ny identitet. Det har ‘Amo’ til gengæld, og det er en af pladens største forcer.

En anden force er naturligvis den stærke sangskrivning. Projektet var faldet til jorden, havde pladen ikke været fyldt med stærke og medrivende kompositioner. Guitaren har stadig plads, men overraskende nok er nogle af pladens stærkeste melodier ren pop. ‘mother tongue’ har en tydelig Avicii-vibe, ‘Nihilist Blues’ tager et nutidigt tag om bands som Crystal Castle, hjulpet godt på vej af Grimes, mens ‘medicine’ er et utroligt ørehængende popnummer. Musikalsk mixes mange udtryk, men ‘Amo’ er primært baseret på dystre elektroniske stykker, poppede fraseringer og opløftende, smukke harmonier. Det er en Bring Me the Horizon-plade spækket med godt materiale og diversitet, hvor kvintetten har stor succes med at transcendere genren.



‘Amo’ er en vigtig udgivelse. Måske en af de helt essentielle i 2019. Det er en mindre genistreg, der, bevidst eller ubevidst, er dyrket og fremgroet over de seneste tre plader. En langsom overgang, der sandsynligvis nu har nået sit klimaks i et brag af en udgivelse. Kvintettens tre første plader taget i betragtning var der næppe nogen, der havde forventet, at Bring Me the Horizon ville ende med at være et indflydelsesrigt gateway-band, kun ni år efter udgivelsen af den mere eller mindre forfærdelige ‘There Is a Hell, Believe Me I've Seen It. There Is a Heaven, Let's Keep It a Secret’. Det sker for sjældent inden for metallen som overordnet genre, at et band har succes med at skubbe barriererne i den grad, skifte til en genre så markant anderledes, så vellykket.

Hvis ikke vi udvikler os, er vi fortabt i gentagelse og uopfindsomhed. Spøgelser af fortiden. Et genre-crossover er ikke unikt. Ej heller ønsket om musikalsk udvikling. Kunsten er at gøre det med succes. Jo større skridtet er, desto sværere er det. Det er en kunst, der er essentiel og vigtig for miljøet. ‘Amo’ er en succes lige så meget som en provokerende udgivelse. Den vil skabe omtale, respons og forhåbentlig være til inspiration. Om det så er positiv eller negativ. God, velskrevet musik skaber inspiration og refleksion. ‘Amo’ gør det hele på opfindsom vis, fint afspejlet i titlens ordspil, 'Amo(r)'.

Bring Me the Horizon imponerer endnu en gang med en plade, der er bandets største satsning. Det er samtidigt den mest sammenhængende og bedst komponerede udgivelse, bandet har skrevet. Det er en provokation, der hyppigt udmønter sig i lyriske sværdslag og opgør. En plade, der udfordrer og ikke går på kompromis. Det vil være ønskværdigt, hvis andre etablerede kunstnere turde udfordre sig selv og deres lyttere på samme vis.