10x10: Vektor – ’Terminal Redux’

Vektor - 'Terminal Redux'

Vektor fusionerede sci-fi, prog og thrash og skabte over en årrække den mastodontiske svanesang 'Terminal Redux', der står som en af de vigtigste udgivelser i et årti, hvor thrash-scenen ellers ikke foretog de store landvindinger.

Kunstner
Titel
Terminal Redux
Dato
06-05-2016
Genre
Trackliste
1. Charging the Void
2. Cygnus Terminal
3. LCD (Liquid Crystal Disease)
4. Mountains Above the Sun
5. Ultimate Artificer
6. Pteropticon
7. Psychotropia
8. Pillars of Sand
9. Collapse
10. Recharging the Void
Forfatter

Efter en længere detour igennem de eksperimenterende 1990'ere oplevede thrashen en revival i starten af det 21. århundrede. Slayer afklarede deres had til Gud, Metallica lagde makeuppen på hylden og søgte tilbage til storhedstidens lyd på ’Death Magnetic’, og Megadeth lagde de kryptiske rocktendenser fra de sidste albums med Marty Friedman bag sig.

Nye bands som Toxic Holocaust og Municipal Waste var nogle af de større navne til at genoplive thrashen med uforbeholden kærlighed til storhedstiden i 1980'erne, om det var i mere eller mindre fordrukne eller fartfikserede afgreninger. Og endelig rundede Machine Head årtiet af med deres hæderkronede ’The Blackening’, der tilføjede mere moderne, groove-metalliske riffs til gryden.

Med undtagelse af sidstnævnte var det på trods af den genfødte interesse ikke, fordi der skete de større kunstneriske nybrud. I bund og grund handlede det fortsat om at høvle riffs afsted i højt tempo med alt, hvad dertil hører af skrigende soli, dobbeltpedaler og vrede vokaler. De større, tekniske udskejelser var sekundære, der var ikke nødvendigvis noget ønske om at bryde med det normative – det handlede i bund og grund stadig om at spille sejt og hurtigt i tro forlængelse af crossover-scenen, de tyske, teutoniske forbilleder og de fire store.

En tendens, som en ung kvartet fra Tempe, Arizona ønskede at gøre op med. De tekniske tendenser fra Voivod og de dissonante skrig fra Death var blandt de toneangivende inspirationer, og selvom tempoet var hæsblæsende, var der dybere lag at lade sig hvirvle ind i. Grundkonstellationen af Blake Andersons komplekse trommer, Eric Nelsons kombination af melodiske og overgearede guitarleads, Frank Chins mere rodfæstede bas til at holde vildskaben under kontrol og så selvfølgelig det indlysende midtpunkt, David DiSanto, var den solide grundkerne hele vejen fra debuten ’Black Future’ (2009). En ambitiøs debut, der ikke blot i titlen indikerede de sci-fi tendenser, der tog mere form et par år senere på efterfølgeren ’Outer Isolation’ (2011). Derefter skulle der gå yderligere fem år med turneren, bl.a. som support for Voivod, før ’Terminal Redux’ i 2016 så dagens lys.

Der skal ikke sås nogen tvivl om, at netop denne plade er deres mest storslåede værk. En mastodont, der tordner afsted i komplekse tonaliteter som et resultat af flere års nidkær perfektion – hvorfor den blev toneangivende i et årti, hvor thrashen ellers ikke gjorde synderlig væsen af sig. Og hvorfor så lige det?



I orkanens øje
’Terminal Redux’ er først og fremmest lyden af en sammentømret enhed. En kvartet, der konstant udfordrer hinanden og spiller op til hinanden uden at give tab på de store melodier. Med sanglængder på op til 14 minutter føres vi igennem en malstrøm af indtryk, der kun momentvis giver lytteren en chance for at finde ro undervejs. Af samme årsag er der tale om et album, der med en spilletid på 73 minutter er en voldsom mundfuld ved første lyt, men som vinder desto mere ved genlyt, ikke mindst på grund af legesygen, der fortsætter hele albummet ud.

De visionære kompositioner med dertilhørende korsektioner undervejs, for ikke at nævne den storladne progballade ’Collapse’ hen mod slutningen af albummet, kan i høj grad krediteres David DiSanto. Frontmanden, der med sit raspende skrig og inspiration fra Rush, ikke mindst i det konceptbaserede tekstunivers med udgangspunkt i planeten Cygnus, tydeligt hentede idéer fra proggens verden i stedet for at hvile på mere traditionelle thrash-virkemidler. Det er ingen tilfældighed, at Vektors logo er som skåret ud af Voivod-skabelonen.

Der er en mening med galskaben, om man så må sige.

Uanset DiSantos rolle, så har 'Terminal Redux' den her gennemgående lyd af at være indspillet i øjet af en orkan. Kald det stilistisk rastløshed, kald det dyrisk vildskab, kald det overjordisk maksimalisme, kald det hvad du vil. Vektor er hele tiden et skridt foran, og det er måske også det, der forklarer, hvorfor der stadig intet er her i 2019, der ligger i klar forlængelse af Vektors bidrag til det metalliske verdenskort. Ganske vist var forgængerne også stærke forløbere med indikationer på hvad der var i vente, men svanesangen var prikken over i'et, hvor det hele gik op i en højere enhed, hvorfor vi også her på Devilution gav den topkarakter da den udkom i 2016 og havde vores udsendte til at teste deres form på scenen i Innsbruck kort efter udgivelsen.

Den sorte fremtid
Det blev dog muligvis deres svanesang: I slutningen af 2016 forlod Anderson, Nelson og Chin bandet uden klarere udmelding, end at medlemmer kan glide fra hinanden, og at de havde nået grænsen. Det blev ikke uddybet nærmere, men det får unægteligt en anden klang, efter DiSantos kone i foråret anklagede DiSanto for otte års misbrug og vold af både psykisk og karakter; anklagerne kan man læse mere om her. Om det kan være med til at forklare eks-medlemmernes fælles exit i 2016, kan vi ikke udtale os om: Vi må blot erkende, at Vektors fremtid ser umiskendeligt sort ud i øjeblikket

Med en kompleks fusion af sci-fi, prog og teknisk thrash er det svært at se andre, der kan videreføre, hvad Vektor stablede på benene i løbet af deres relativt korte karriere, uden enten at skille en af brudstykkerne fra regnestykket, eller for den sags skyld tabe terræn på sangskrivningen. 'Terminal Redux' er, alene i ambitionsniveau og sangskrivning, en af de mest unikke og sublime udgivelser, 2010'erne har haft at byde på, hvorfor den var selvskreven til denne opsamling over 10'ernes vigtigste udgivelser – også selvom Vektor kommer fra en scene, der ikke har bragt os nogen reelt ligesindede.

Ganske vist blev de opdaget af det legendariske pladeselskab Earache Records, som udgav pladen i 2016, men med navne som Rival Sons, Misfits og Those Damn Crows som nogle af de mest kendte på deres label den dag i dag er Vektor også markant anderledes fra, hvad vi ellers finder indenfor Earaches rækker. Gudskelov er alle Vektors udgivelser imponerende friske stadig og tåler mange gennemlyt, og så må tiden vise, om DiSanto har mere i ærmet, eller om andre kan videreføre den imponerende arv, som Vektor har givet os – hvoraf 'Terminal Redux' står som højdepunktet.