I kampens hede

Populær
I kampens hede

Vektor kom, så og sejrede, da de spillede ’Terminal Redux’ fra start til slut i et hederamt Innsbruck, men et par mangler i lyden tog toppen af ekstasen. De lokale black-thrashere Transilvania gjorde også god figur.

Kunstner
Titel
+ Transilvania
Dato
26-08-2016
Genre
Trackliste
Charging the Void
Cygnus Terminal
LCD (Liquid Crystal Disease)
Mountains Above the Sun
Ultimate Artificer
Pteropticon
Psychotropia
Pillars of Sand
Collapse
Recharging the Void
Tetrastructural Minds
Asteroid
Black Future
Fotograf
Emil Hansen
Forfatter
Karakter
4

Sjældent har en T-shirt været så gennemblødt af sved, som da jeg sent fredag aften trådte ud på gaden, efter Vektor havde leveret et thrash-show af karat i den østrigske by Innsbruck. I løbet af dagen havde temperaturen passeret de 30 grader, og selvom den værste hede var væk senere på aftenen, var det ikke til at mærke på spillestedet, der under koncerten var på kogepunktet det meste af tiden.

Da jeg for tre måneder siden kastede mig over Vektors tredje album ’Terminal Redux’ (læs anmeldelsen her), var mit kendskab til bandet yderst begrænset. Det skulle ændre sig, da jeg for alvor fik albummet ind under huden og indså, at det ikke bare med al sandsynlighed er årets bedste metal-album, men er blandt de sidste mange års bedste metal-album overhovedet. Det er et prog-album for dem, der ikke ønsker eklektiske genreblandinger og skæve taktarter i overflod, men først og fremmest vil have store fortællinger pakket ind i massive riff. Og det er et thrash-album for alle dem, som savner et nutidigt bud på fortolkere af arven fra Voivod, Slayer og Death.

Det var derfor lidt af en skuffelse, at Vektor efter udgivelsen af ’Terminal Redux’ annoncerede en Europa-turné, der ikke engang bragte dem forbi Skandinavien. Man skal dog kun tre år tilbage for at finde deres første europæiske koncert, som var et one-off-show på franske Hellfest i 2013, og først sidste år var bandet på en reel turné, hvor de spillede en række koncerter i blandt andet Italien, Tyskland og Sverige. Det er altså ikke, fordi de ligefrem har plejet deres publikum herovre, og de har så stadig til gode at spille i Danmark.

Derfor så jeg og en ven os nødsaget til at tage til Innsbruck, en by, der med et indbyggertal på cirka 120.000 er af en relativt beskeden størrelse, og som umiddelbart ikke ser ud af meget, selvom det ligger flot placeret midt i Alperne. Et dedikeret metal-community findes selvfølgelig stadig i byen, og det er især centreret om baren The Abyss og spillestedet p.m.k., der tidligere i år blandt andet har haft så forskellige navne som Six Feet Under, King Dude og danske Raunchy forbi. Det ligger på en gade, der fremstår som en pendant til Gothersgade i København, hvor der ikke sker meget i hverdagene, men hvor der i weekenderne til gengæld er der fyldt med mennesker, som frekventerer barerne, klubberne og spillestederne, der alle ligger klumpet sammen på små 3-400 meter.

Effen amatør-support
Før Vektor skulle det lokale black-thrash-band Transilvania opvarme. Frontmanden og bassisten med det glimrende black metal-navn Possessor optrådte i noget, der lignede en 1800-talsskjorte med puffede ærmer, som var pakket ind under en lædervest. Der var pigarmbånd, store smykker om halsen, nitter og corpsepaint over det hele, og trommeslageren havde oven i købet monteret et omvendt kors på sit ene bækken.

Det så umiddelbart lettere amatøristisk og ufrivilligt komisk ud, men sådan må det også gerne være, når der er black metal involveret. Og musikken var slet ikke ueffen. Den rå black blev så rigeligt opvejet med beskidt thrash, hvor der blev lavet kontante grooves og 80'er-typiske harmonier som kontrast til de tonsende blastbeats. Possessor lød mindre heldig, når han lavede nogle bizarre ulvehyl, men ikke desto mindre var den samlede pakke mere end overbevisende.

Transilvania kom dog aldrig helt ud over det amatør-agtige stadium, og det blev allertydeligst, da de måtte afbryde koncerten før tid, da Possessor sprængte en streng på sin bas og ikke havde en ny at sætte på. Han beklagede og snublede derefter ned af scenen, mens resten af bandet fulgte efter. Sådan sluttede fornøjelsen brat. Desværre.

Thrashet storhed
Tyve minutters tid efter indtog Vektor afslappede scenen, og det var tydeligt, at de ikke holder sig tilbage med at vise, hvem deres helte er. Forsanger og guitarist David DiSanto var iklædt en Kreator-tanktop, bassisten Frank Chin en Voivod-tee, og leadguitarist Erik Nelson, der med sine krøller lignede en arvtager til Morbid Angels Trey Azagthoth, flashede en T-shirt, der hyldede de italienske undergrunds-space-thrashere Vexovoid. DiSanto mindede i øvrigt om Dave Mustaine, som han stod med sit krøllede pandehår langt ned over øjnene, mens han spillede.

Et af de store spørgsmål angående aftenens koncert var for mit vedkommende, hvordan de mere kosmiske og svævende stykker på ’Terminal Redux’ ville blive gengivet live. Det åbenlyse svar var via et backingtrack, hvilket kan virke lidt fladt, albummets størrelse taget i betragtning. For det er netop kvindekorene i ’Charging’/’Recharging’-numrene og de dobbelttrackede vokaler i fx ’Collapse’, som løfter Vektors udtryk fra at være rå og stærkt komponeret thrash til at være et direkte majestætisk og storladent prog metal-sammensurium.

Det tog lige toppen af oplevelsen, at korstykket i åbneren ’Charging the Void’ ikke var tydeligere, end det var, ligesom andre detaljer forsvandt i det massive lydbillede: Tappingriffet i ’LCD (Liquid Crystal Disease)’ stod ikke særlig klart frem som bærende element, og flere af soloerne, heriblandt Frank Chins bassolo i ’Psychotropia’, druknede en anelse.

Alligevel var det på sin vis befriende, at lyden var så live-agtig, som den netop var. Vektor balancerer mellem thrash metallens umiddelbare aggression og prog metallens mere prætentiøse storladenhed. Ligesom det nemt kan blive for højpandet, når prog-bands fokuserer på at lave den indadvendte, men teknisk perfekte performance, så kan det også blive lidt for enerverende, når thrash-bands fokuserer mere på at levere en retrolyd end på at gøre udtrykket til deres eget.

Hos Vektor var vægten tydeligt lagt mod blot at blæse materialet igennem så effektivt som muligt. Der var ikke noget sceneshow, men blot fire fyre, der storsvedende spillede løs på tæskende og ekvilibristisk manér i lidt mere end 90 minutter. Der er ikke en finger at sætte på de individuelle musikeres instrumentale evner, men især trommeslager Blake Anderson var bemærkelsesværdig, som han sad ved sit lave og relativt lavpraktiske trommesæt og ikke lagde et eneste slag ved siden af.

Numre som 'Cygnus Terminal', 'Collapse' og især den totalsmadrende 'Pillars of Sand' gik rent ind. Og selvom backingtracket var lidt for lavt, fungerede 'Recharging the Void' stadig som den monumentale afslutter, den er.

Vektor løftede opgaven så godt, som man egentlig kunne, når man har at gøre med et album af ’Terminal Redux’s størrelse. De kæmpede sig til en sejr i heden, og efter gennemspilningen, hvor rummet var helt kogende, kunne man have forventet en pause eller andet, men bandet spillede blot videre og leverede tre bonusnumre: ’Tetrastructural Minds’ fra albummet ’Outer Isolation’, ’Asteroid’ fra debuten ’Black Future’ og et sidste nummer, som jeg mener var debutens titelnummer.

Det var samlet set ikke overjordisk på samme måde, som ’Terminal Redux’ er det ved en koncentreret gennemlytning. Men mindre kan også gøre det, og koncerten viste et gennemspillet band, som gerne blev på jorden, selvom deres materiale trækker dem den anden vej.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Vektor inden for de kommende år rykker ud af de små spillesteder og længere op på festivalplakaterne. Det har de så sandelig også fortjent. Hvor de før var et lovende thrash-band, så er de med ’Terminal Redux’ rykket op til et niveau, hvor de er blandt de bedste metalbands, der overhovedet er at finde i de her år.

Så lad os da snart få en koncert på dansk grund, hva’?