10x10: Uncle Acid and the Deadbeats – ’Blood Lust’

Doom, stoner, retrorock og psych oplevede en massiv genkomst i 2010’erne. Hvis der var ét album, der indvarslede den tendens, var det ’Blood Lust’, som blev mødt med jubel og massiv hype.

Historien gentager sig, også inden for musikken. Tendenser kommer og går, reaktioner afløses af modreaktioner, trends avler modtrends. Og når tingene begynder at synes lidt for fremsynede, står der som regel nogen klar til at grave noget op fra historiens skattekammer og finde en måde at revitalisere det på.

Sådan kan man skitsere nok så mange bevægelser i musiklandskabet. Og sådan kan man skitsere den bølge af doom, stoner og psych, der opnåede fornyet popularitet i løbet af 2010’erne og gjorde retro til mode igen.

En vej tilbage
Hvis det var post-metal, progressiv metal, thrashgenkomster og dinosaurreunions, der i høj grad tegnede nullerne, så stod doom- og stonerbølgen klar som en alternativ vej ind i det nye årti.

Det skyldtes ikke mindst en bølge af bands, der gav de nævnte genrer et frisk pust, men det skyldtes også et netværk af arrangører, pladeselskaber og festivaler inden for scenen, der styrkede hinanden, skabte en platform og forstod at appellere til det rigtige publikum.

Sådan kunne den hollandske festival Roadburn gå fra i 2004 at være et éndagsevent med bands som Monster Magnet og Orange Goblin til allerede i 2008 at spænde over fire dage med over 50 bands. Trods sit udgangspunkt i stonerrocken er det i dag en af Europas mest prestigefyldte festivaler, der går langt ud over genren og dækker over en bred vifte spændende og eksperimenterende musik – blot det er tungt og ikke går for hurtigt.

Vi så et lignende tiltag i undergrunden herhjemme med Ungdomshusets Heavy Days in Doom Town, der i årene 2012 til 2015 tappede ned i samme behov for at afdække glassplintrende riff spillet i slow motion og drysset med 70’er-okkultisme og lange, udsyrede guitarsoloer.

Retroboblen sprængte
Men selvom der utvivlsomt var en tendens, hvori inspirationen fra sen-60’erne og 70’erne kom igen, er der også en alternativ indgangsvinkel: Doom, stoner og psych havde aldrig været væk. Som tilfældet med Roadburn viser, var musikken der i forvejen. Der skulle bare gå nogle år, før den fik den rigtige platform og kom endnu bredere ud.

Eller indtil de rigtige bands kom og eksponerede den.

Og da en ny og ukendt britisk gruppe ved navn Uncle Acid and the Deadbeats i 2011 udgav ’Blood Lust’, var det, som om der sprængte hul på boblen.

Kevin Starrs, manden bag Uncle Acid-pseudonymet, og resten af hans band lød friske og skarpe på det, der var deres andet album. De lød også beskidte og grynede, ja, det hører sig stilen til, men der var et klart defineret lydbillede, nogle skarpt skårne sange og en helt tydelig tråd af inspirationskilder.

Motorlarmen den samme
Den helt åbenlyse af disse er Black Sabbath, hvis bluesrockende swagger Uncle Acid and the Deadbeats kunne gengive ud til fingerspidserne. Men der var også en energisk lethed og en kant fra amerikanske The Stooges og Alice Cooper, der gik igen. Og så var det, som om de havde suget al sumpetheden og B-films-inspirationerne fra doom-landsmændene i Electric Wizard til sig og skåret alle overflødigheder fra.

Da Uncle Acid and the Deadbeats steg op af undergrunden, var de som en Bentley fra 1970’erne, der havde fået en kærlig behandling: Mudderet var vasket væk og lakken ny, men designet, udseendet og motorlarmen var, som man huskede og kendte den.

Resultatet var en doom rock, der bar sin historie og sine forbilleder med sig – i alt fra det grynede, vintage-imiterende lydbillede, de swingende bluesy riff og de okkulte tekster til Kevin Starrs karakteristisk lyse vokal og det lillafarvede artwork, der ligner en plakat til en billig Hammer Horror-film.

Det var ikke tidssvarende, men det ramte noget i tiden.

Lee Dorian-effekten
Uncle Acid and the Deadbeats havde egentlig udgivet debuten ’Vol. 1’ året forinden på et stærkt begrænset oplag cd’er uden at få større opmærksomhed, men en blanding af eksklusivitet og en dedikeret fanbase satte en bølge i gang, da ’Blood Lust’, som var indspillet af bandet selv i Kevin Starrs garage, begyndte at florere omkring maj 2011.

Lee Dorian (kendt fra bl.a. Cathedral, Napalm Death og With the Dead) var hurtig til at opsnappe det, udgav ’Blood Lust’ i et begrænset oplag på vinyl og signede bandet på sit label Rise Above Records, der med ligesindede navne som Electric Wizard, Witchcraft og Blood Ceremony i forvejen stod som en stærk afsender på den internationale stoner- og doomscene.

Eksklusiviteten, der fulgte med de begrænsede oplag, ’Blood Lust’ blev udgivet i, bidrog – sammen med en vis mystik omkring bandmedlemmerne, der på dette tidspunkt ikke var offentligt kendte – med en vis aura til bandet, der hurtigt fik status som et nyere kultband, der var værd at holde øje med.

Ikke ulig Ghost, som Lee Dorian sjovt nok også havde udsendt den vigtige debut med året forinden.

Ild i doom rocken
Parallellen mellem Ghost og Uncle Acid and the Deadbeats synes mindre oplagt i dag, men dengang gav det god mening – og derfor blev den også draget i vores anmeldelse fra 2011, hvor ’Blood Lust’ blev taget mere end godt imod.

Hvilket også er til at forstå, selv når man hører albummet i dag.

’I’ll Cut You Down’ er stadig en medrivende og yderst fængende åbner, der slår bandets siden overbrugte midttempo-groove an, men benytter det til stor fremdrivende effekt. ’Death’s Door’ tager med sit sløve tempo doomens tyngde til sig og tager sig god tid, som den udfolder sig over syv minuttør, før den skejer helt ud i flammende Iommi-ismer hen mod slutningen.



Begge er med rette stadig faste indslag til bandets livekoncerter i dag. Ligesom ’13 Candles’ og den uptempo ’Over and Over Again’ også har været det igennem årene.

Der er også tid til et par afstikkere: ’Ritual Knife’ prøver nogle andre rytmer og et anderledes, tambaseret trommespil af, før der går psychout i den, undervejs på ’I’m Here to Kill You’ dukker mere spacy synths op, og på afslutteren ’Withered Hand of Evil’ får Kevin Starr endda plads til den så 60’er-karakteristiske og klangfulde mellotrone som et ledende instrument mellem det doomede rifferi.

Begrænset råderum
Der er ellers ikke meget variation i Uncle Acid and the Deadbeats’ univers, hvilket altid har været den største anke imod dem.

Det er blevet tydeligere med de efterfølgende plader, men at bandet alligevel har kunnet holde kadencen med så begrænset et musikalsk råderum er imponerende.

’Mind Control’ bragte dem videre ud mod de større spillesteder, denne gang som hovednavn, og siden har de spillet landevejene tynde, først med den solide ’The Night Creeper’ og senere den lettere skuffende ’Wasteland’. Det er blevet til mange koncertbesøg, også på både Copenhell og Roskilde, hvor de på sidstnævnte endda livedebuterede herhjemme i 2013 og fulgte det op tre år senere med en slatten eftermiddagskoncert.

Det er svært at se, om Uncle Acid og hans kumpaner har så meget at bidrage med længere. Kan verden holde til mere retrorifferi med horrortemaer i denne omgang?

Muligvis. Men her ved udgangen af årtiet er det ikke Uncle Acid and the Deadbeats, der tegner den hårde rock eller metal hverken udadtil eller indadtil. Den retroscene, de blev født ud af og ind i, lever fortsat videre, men nyhedsværdien er forsvundet og opblomstringen gået i sig selv igen. Scenen kører på halv kraft, i hvert fald hvis man sammenligner med den fart, som Uncle Acid and the Deadbeats gjorde deres entre med, da de udgav ’Blood Lust’.

Hvorfor man blot må vente, indtil andre kræfter kommer til og puster nyt liv i de gamle dyder.