Det sorte guld

Vimur - Triumphant Master of Fates
Véhémence - Par le Sang Versé
Musmahhu - Reign of the Odious
Meszaroth - Caro Data Vermibus

Monstrøs dødsmetal, episk middelalder-black fra Frankrig og tør heksemetal fra USA's sydstater. Devilution samler op på noget af den aktuelle undergrundsmetal, der florerer på det store internet.

Kunstner
Titel
+ Musmahhu + Véhémence + Meszaroth
Forfatter

Der er blevet sagt og skrevet mange lovord om det fantastiske internet, hvis store demokratisering også altid har haft en udemokratisk slagside, men er der én ting, vi kan glæde os over i denne big data-tid, hvor techgiganterne slås om vores opmærksomhed og personfølsomme oplysninger, så er det da i det mindste, at det er nemmere end nogensinde at surfe sig frem til den fedeste og vildeste metal, som verden har at byde på. Borte er tiden, hvor man skulle gå og vente utålmodigt på, at de udenlandske metalmagasiner og fanzines landede i postkassen, hvorefter man kunne læse om noget brutal musik, som man ikke havde en jordisk chance for at høre, hvorfor man i stedet måtte forestille sig, hvor ond og primitiv, den der klassiske Sodom-plade egentlig var, og hvor ekstremt sådan noget bestialsk dødsmetal fra Sydamerika egentlig måtte lyde.

Nuvel, de lokale og regionale scener har stadig betydning, men en konsekvens ved internettets og globaliseringens udbredelse er også en udviskning af geografiens betydning: Man er ikke intimt knyttet til sin by eller region på samme måde som tidligere, når informationsudvekslingen og den musikalske inspiration går på tværs af landegrænser og krydser kontinenter med blot et par museklik.

Det påvises i hvert fald, når man kaster et hurtigt blik ned i den underskov af ekstremmetal, der florerer på internettet og særligt finder sit publikum på portaler som YouTube og Bandcamp, hvor album og hele diskografier ofte ligger tilgængelige på diverse kanaler, hvis ikke bandene selv eller deres pladeselskaber faciliterer det på deres egen platform. Her på Devilution har vi i de senere ugers tid trawlet os igennem denne underskov, og selvom der altid vil være mere at give sig i kast med, bringer vi her et udpluk over nogle af de bedste ting, vi har fundet fra den dybe undergrund.

Polsk død fra Sverige
At inspirationen ubesværet krydser terræn, og at den musikalske identitet ikke er betinget af lokalområdet på samme måde som tidligere, understreger den brutale dødsmetal fra det svenske projekt med det umulige navn Musmahhu. Med sine lidt over 30.000 indbyggere kan Nyköping næppe bryste sig af den helt store metalscene, men man kunne tro, at der ville være en forbindelse til Stockholm, der ligger godt 100 kilometer nordpå. Det er der givetvis også, men ikke hos Musmahhu; her er der ingen tråde til stockholmerscenens motorsavslyd eller til den mere polerede afart, vi kender fra Göteborgs melodiske dødsmetal.

Musmahhu lyder tværtimod som noget af det sorteste og mest tjæreindsmurte slam, man kan suge ud af østblokkens kloakker. På debutpladen ’Reign of the Odious’, der for et par måneder siden udkom på pladeselskabet Iron Bonehead Productions, er der store spor af black metal i den brutale, atmosfæriske og, ja, til tider frastødende dødsmetal, som bagmanden med det mundrette alias Swartadauþuz har sat i verden. Vokalisten med det seje navn Likpredikaren har et growl, der minder om det, man finder hos Behemoth-frontmanden Nergal, og sådan lyder Musmahhu lidt som en diabolsk udgave af Behemoth, hvis de i et parallelunivers aldrig havde taget de orkestrale arrangementer til sig, men i stedet havde taget brutaliteten fra ’Evangelion’ og bevæget sig ned i dybderne med den.



Produktionen er massiv og tung, men med en sans for detaljerne. Der er plads til svirrende lag af guitarleads over de monstrøse riff, og fem minutter inde i åbningsnummeret ’Apocalyptic Brigade of Forbidden’ åbner helvedet sig med en eksplosion, før flammerne stiger opad. På pladens andet nummer dukker noget, der lyder som plukkede violiner, op og tilføjer en ekstra dimension af horror i lydbilledet.

’Reign of the Odious’ holder sig til 42-minuttersreglen, hvilket er positivt, men med sin vedholdende brutalitet kan man godt køre træt i pladen undervejs. Det betyder dog ikke, at der ikke er guf at komme efter i svenskernes øst-inspirerede metalmikstur.
 
Fransk triumf
Andetsteds søges der ikke væk fra verden, men tilbage til den, særligt som den var i en mere eller mindre imaginær fortid. Franske Véhémence har med ’Par le Sang Versé’ (der groft kan oversættes til ’ved blodsudgydelserne’) lavet et virkelig flot album, der blander folkemusikalske elementer med en skarp og melodisk black metal, der synes at søge tilbage til en smuk og idylliseret middelaldertid.

Det er en fransk triumf, for er der noget, som Véhémence excellerer i, så er det at skrive grandiose temaer, der åbner sig og lukker lyset ind i stedet for at lukke det ude. Selvom det måske er anderledes, hvis man dykker ned i det fransksprogede tekstunivers, så er der en langt større åbenhed at finde hos Véhémence og en større mulighed for at kunne læse ting ind i deres lyd, hvor middelalderen som historisk epoke bliver genskabt og ophøjet og endda får en helt mytisk form. Og trods en vis forlorenhed ved de folkloriske elementer er det meget, meget svært ikke at forelske sig i albummet, når først man er blevet fanget ind af dets episke univers.



’Par le Sang Versé’ lyder fantastisk. Trommerne er sprøde og tørre med en god bund, der resonerer flot og klæder samspillet med guitarerne, som fræser af sted i elegante harmoniske forløb. Alting fremstår tydeligt og klart, der er ingen sumpethed eller nedsynkning i helvedesilden, der er tværtimod en efterstræbt renhed over foretagendet, som var det et historisk dokument, man blev præsenteret for.

Og så er sangene fremragende: Hør hvordan det andet nummer, ’La sorcière du bois lunerive’, over ti minutter folder sig ud med flotte akkordprogressioner, insisterende trinvise melodiføringer, der fungerer som hooks, middelalder-vokalharmonier og et proklamatorisk hvæsende spoken word-stykke, før de fræsende melodiske guitarer vender tilbage til slut. Senere på pladen dukker trompeter og fløjter op sammen med sværdlyde, tamburiner og harmonikaer, og det kan alt sammen synes aldeles fjollet og afskrækkende, hvis ikke det var, fordi det integreres så flot og opløftende i den lille time, albummet varer.

Trykket stemning
Anderledes franske lyder Meszaroth, hvis musikalske identitet dog ikke er helt så vellykket og finjusteret. De er ganske vist fra havnebyen Huelva i det sydvestlige Spanien, men som så mange andre bands står de i evig arv til franskmændene i Deathspell Omega, der sammen med australske Portal har været frontløbere i den fusion af dødsmetal og black metal, der med sin enorme vægt på dissonans og densitet har taget ekstremmetallen langt ud på overdrevet i løbet af de seneste 10-15 år.
 


Det kan gemme på store oplevelser, men det kræver også, at lytteren er villig til at synke ned i dyndet og lade sig sværte til. Meszaroth holder det kort med ’Caro Data Vermibus’, hvis titel er et latinsk udtryk, der betyder "kød givet til orme", og som etymologisk set er oprindelsen til betegnelsen "kadavar".

Med en spilletid på lige under 30 minutter er det mere en ep end et album, og den korte spilletid gør, at Meszaroth ikke når at køre lytteren træt. På den anden side er det heller ikke helt nok til at høre, hvordan de adskiller sig fra de mange ligesindede i samme genrer. Man må dog give dem, at de i løbet af udgivelsens fire numre skaber en trykket stemning, som de veksler mellem doomet dissonans og hurtige riff over blastbeats og pepper det op med growl, clean vokaler og endda strubesang som på åbningsnummeret ’Ascension’. Musikken kan i momenter minde om Mgla, selvom der er langt fra deres hyldest til andenbølge-blacken og til Meszaroths langt mere moderne blanding.

Hvis man tænder på den her slags metal, kan YouTube-kanalen OdiumNostrum desuden anbefales. Der ligger undergrundens mest smertefulde, tænderskærende og misantropiske metalplader tilgængelige som perler på snor.

Det formørkede syd
Mere traditionelle i sin blanding af de pågældende genrer kan amerikanske Vimur siges at være. Bandet stammer fra Atlanta i USA’s sydstat Georgia, som udover at have været metropol for de senere årtiers mainstreamhiphop også har fostret internationale metalsucceser som Mastodon og Sevendust (selvom metal vist lige er at strække den angående sidstnævnte).

Der er noget fedt ved Vimurs umiddelbare udtryk, selvom navnet med en anagram-omskrivning hurtigt kan blive til Virum, hvilket er lettere uncool – men med sangtitler som ’Nuclear Desecration’ og ’Sulphurous Hallucinations Manifest’ er der en sejhedsfaktor over bandet, ligesom artworket til albummet ’Triumphant Master of Fates’ er et, der unægteligt springer i øjnene: Over en blodrød flod, der bugter sig igennem en dal omkranset af bjerge, er en solformørkelse ved at finde sted på en mørk, blågrøn himmel, og i nogle af solens sidste stråler står en lillebitte mand på en klippe med en vandrestav større end ham selv. Det er storslået, episk og sejt, og selvfølgelig kan musikken ikke leve fuldt op til det, men det er sådan noget artwork, der får én som mig til automatisk at kaste mig frådende over albummet, for hvis det, der er udenpå, er så sejt og flot på samme tid, så må indholdet jo også være det.



Det er det så ikke helt, men Vimur har alligevel fat i den lange ende i deres tørre, hekseagtige black metal, der ligesom de øvrige navne her på listen får en indsprøjtning af dødsmetalliske riff. Og drabelige riff er der altså masser af på ’Triumphant Maser of Fates’: Hør blot, hvordan et nummer som ’Adversarial Impetus Ignition’ skifter mellem melodiske guitarlinjer, riff-fræs og doomy mellemstykker, eller hvordan et nummer som ’Nuclear Desecation’ byder på et decideret breakdown to et halvt minut inde, der er helt catchy.

Ellers har bandet fart på, som de halser ud over stepperne i en produktion, der er tilpas rå og tør som hos Véhémence, men som stadig har en anden form for luftighed og åbenhed over sig. Der er en stærk rumfornemmelse på albummet, som der flere steder også manipuleres med: I åbningsnummeret ’Seditious Apertures’ er det fx bemærkelsesværdigt, hvordan lilletrommen i enkelte stykker simpelthen panoreres ud i den ene side og tilføres ekstra rumklang og ekko, så det lyder, som om anslaget kommer fra bunden af en kløft. Og så er der en god og tyk baslyd, der får lov til at kigge frem flere steder, hvilket altid er et plus.

'Triumphant Master of Fates' er det eneste af de nævnte album, der kan høres på Spotify. Det er symptomatisk for den undergrundsscene, der kommer godt ud i de musikalske kroge, og som ikke lader sig begrænse af geografisk lokation, men som, samtidig med at den trives på det store internet, undviger nogle af dens største aktører i form af de brede streamingtjenester.

Det kræver ikke lige så meget aktivitet af publikummet som før internettets tid, men det er heller ikke nok bare at anskaffe sig Spotify eller Apple Music og søge efter ny metal der. Det rigtigt sorte guld skal man stadig grave lidt efter.

Musmahhu: ’Reign of the Odious’ (2019), udkommet 11/1 på Iron Bonehead Productions.
Véhémence: ’Par le Sang Versé’ (2019), udkommet 15/2 på Antiq Records.
Meszaroth: ’Caro Data Vermibus’ (2019), uafhængigt udgivet 31/1
.
Vimur: ’Triumphant Master of Fates’ (2019), udkommet 1/3 på Boris Records.