Kun en halv rumrejse

Blood Incantation - Hidden History of the Human Race

Forventningerne er bygget op, og hypen har kørt på fuld mølle. Men tidsportalen åbner sig aldrig for alvor på den anden fuldlængde fra undergrundskometerne i Blood Incantation.

Titel
Hidden History of the Human Race
Dato
22-11-2019
Trackliste
1. Slave Species of the Gods (5:29)
2. The Giza Power Plant (7:06)
3. Inner Paths (to Outer Space) (5:37)
4. Awakening From the Dream of Existence to the Multidimensional Nature of Our Reality (Mirror of the Soul) (18:03)
Forfatter
Karakter
3

I en evig strøm af nyheder og nye udgivelser er hype tidens største valuta. Det er måden at få opmærksomhed foræret på, og det er måden at fastholde et publikum, hvis man leverer varen.

Eller det er den forudsigelige fortællingskurve, hvor musikbranchen selv pumper forventningerne op, og det hele falder på jorden, når et band eller et album ikke leverer det, man troede eller håbede på – eller bare efterlader publikum med et svagt træk på skuldrene.

Det er en hype, der er relevant i mødet med Blood Incantations anden plade, ’Hidden History of the Human Race’. Den fremadstormende amerikanske kvartet, der netop er blevet annonceret til Copenhell næste år, har med deres Morbid-Angel-fanget-i-et-rumskib-i-en-anden-galakse-metal arbejdet sig op til en position som veritable undergrundskometer og som et godt bud på dødsmetallens næste store navn. Ikke mindst hjulpet på vej af solide liveshows, yderst aktiv turnévirksomhed og selvfølgelig en moderne genreklassiker i form af debutalbummet ’Starspawn’ fra 2016.

Årets album …?
Indrømmet: ’Starspawn’ ramte aldrig det overjordiske sweet spot hos undertegnede. Det er et glimrende album, også ved genlyt her et par år efter, men ved udgivelsen havde Vektor allerede stjålet al tordenen og udfyldt rollen som tidens væsentligste sci-fi-metalband med ’Terminal Redux’, en af årtiets vigtigste plader, der udkom et par måneder forinden.

Hypen har ikke desto mindre kørt på fuld mølle, siden ’Hidden History of the Human Race’ blev annonceret og albumcoveret afsløret. Et albumcover, hvis motiv er et ældre maleri af den britiske sci-fi-maler Bruce Pennington – som også stod bag illustrationen på bandets første officielle udgivelse, ep’en ’Interstellar Extinction’ fra 2015 – og som giver så stærke ’X Files’-vibes, at albumtitlen lige så vel kunne have været ’I Want to Believe: The 2019 Edition’.

Mulder og Scully er ikke at finde i det musikalske univers, men ikke desto mindre er ’Hidden History of the Human Race’ allerede inden udgivelsen blevet kåret til årets album af det amerikanske metalmedie Decibel, der efterhånden har gjort det til en tradition at offentliggøre deres årsliste før tid, så de kommer Reddit og deres mest entusiastiske læsere i forkøbet.

Ligesom de tårnhøje ratings begyndte at fremgå på databasen Rate Your Music, efter albummet leakede, så man allerede nu kan finde pladen blandt de højest ratede fra 2019, hvor den er placeret som årets næstbedste metalplade, lige i røven på det splinternye dobbeltalbum fra Esoteric, ’A Pyrrhic Existence’.

Doseret spilletid
Så meget for optakten: Kan ’Hidden History of the Human Race’ så leve op til hypen?

Det korte svar er nej. Det lidt længere er: Njaaah, hvis man altså justerer sine forventninger. Eller ja, hvis man bare virkelig elsker Blood Incantation.

Det mest umiddelbart iøjnefaldende ved albummet er længden: 37 minutter fordelt på blot fire sange er det blevet til. Det er ikke en sci-fi-odyssé men en doseret smasker, der passer fortrinligt på to siders vinyl og potentielt kan efterlade én med ønske om mere.

Hvilket ’Hidden History of the Human Race’ både gør og ikke gør.

Noget, man må beundre Blood Incantation for, er, at de ikke følger genren som en skabelon med bestemte bokse, der skal sættes flueben ved. De bruger dødsmetallen som et middel til at fremkalde noget andet og større, og det er utvivlsomt det, der har været med til at løfte dem op fra den dybeste undergrund og mod de større scener.

Psykedelisk powerhouse
Der er fart og fremdrift fra første færd, når ’Slave Species of the Gods’ slagkraftigt letter med et riff, der alluderer til Morbid Angel med sine genretypiske pinch harmonics smidt ind i det buldrende startriff. Paul Reidls growl står i centrum, og selvom man ikke fatter en brik af, hvad der fortælles om, går den generelle stemning af noget monstrøst og overjordisk klart igennem.



Det understøttes af de progressive elementer, der får plads – som når vrængende blueslicks træder ind over et tungt midttempo-stykke og giver en snert af melodi, før den forsvinder i et feedbackhyl.

Og det får så meget ekstra vægt, når gruppen viser sig som et reelt psykedelisk powerhouse i ’The Giza Power Plant’, der to minutter inde overtages af et mellemøstligt klingende riff, der får lov at repetere, mens trommeslager Isaac Faulk lægger en reel trommesolo – med blastbeats og det hele! – ind under, og Jeff Barrett bygger ovenpå med jammede licks på sin båndløse bas.

Dér glider Blood Incantation lige så stille og roligt længere ud på et formløst plan, hvor de fleste metalbands ikke tør bevæge sig ud. Og dér giver hypen mening.

Frem med kanonerne
Desværre knækker tråden på anden halvdel. Instrumentalnummeret ’Inner Paths (to Outer Space)’ var et aparte valg som førstesingle – og er det stadig – som det jammer ud over fem minutter, før et enkelt brøl fra gæstevokalist og Demilich-frontmand Antti Boman afrunder nummeret.



For sig kan nummeret ikke stå på egne ben, og med sine trippy visuals vækker det mere minder om Tool og Mastodon end undergrundsveteraner som Timeghoul og Demilich – men på albummet får det også karakter af blot at være en intro til den 18 minutter lange afslutter, der bærer titlen ’Awakening From the Dream of Existence to the Multidimensional Nature of Our Reality (Mirror of the Soul)’!

Nuvel, overlange titler er velkomne i metal, også selvom det lyder, som om Paul Reidl og resten af bandet har set for meget History Channel og er forsvundet ned i et new age-ormehul på YouTube. Men når du dedikerer et halvt album (og lidt til) til den slags multi-epic, så skal de store kanoner sgu også i stilling. Bring in the heavies – det er fandeme ikke for sjov, at det her er space-dødsprog!

Det gør (ja, vi tager den lige én gang til) ’Awakening From the Dream of Existence to the Multidimensional Nature of Our Reality (Mirror of the Soul)’ bare ikke rigtigt.

Undervældende ekskursion
Blood Incantation riffer rundt og afsøger forskellige idéer og forskelligt materiale, men samler det aldrig i et afgørende groove eller et decideret payoff, ligesom der heller ikke er et samlende tema eller bare ét riff, der repeteres og går igen.

Længden bliver ikke retfærdiggjort af materialet, men synes mere at være komplekst for kompleksitetens skyld. Visse steder lyder det mere en slet skjult hyldest til deres helte, som når et skævt, proggy riff tilsat en kvintharmonisering, der er som taget ud af Chuck Schuldiners lærebog, dukker op ni minutter inde.

Hvor gruppen på ’The Giza Power Plant’ spillede sig ud ad en tangent, der førte dem et nyt sted hen, forbliver de her i et indelukket musikalsk rum, der lukker sig mere og mere om sig selv, før det slutter i melodiske guitarleads og en påklistret – og unødvendig – akustisk outro.

Det er der måske en filosofisk pointe i, men hvad den pointe er, står ikke tydeligt frem.

Med andre ord åbner tidsportalen sig aldrig, og hvis det var meningen, at man som menneske skulle føle sig lille og ubetydelig i forhold det store univers, der omringer os, og som vi næsten intet ved om, ja, så lykkes det ikke.

Det, der skulle have været den store space-prog-ekskursion viser sig undervældende i en sammenhæng, hvor det er de kortere numre, der viser bandets kompositoriske evner stærkest frem.

Mission failed og tilbage til start.

Hvilket man så glædeligt kan gøre, for det er albummets første lille kvarter, der for alvor rykker.