Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ‘20: Dér kom drømmenavnet

Populær
Updated
down_23556_-e2p4162-1371516344
hallas20017710_1570355849703555_4473773726609797102_o
kiss_2019-0607-22402600-84-1559995947
opeth_IMG-5947-12-1498551251
POD-NewsHero
raisedfist_-XSF9641-98-1466337259
santacrruz73375484_10162175893445251_2637965253891063808_n
-XTD1648-67-1510678647

For en måneds tid siden afslørede Copenhell-bossen, at han allerede havde booket sit drømmenavn. I dag kan vi offentliggøre Kiss og Down sammen med en række imødesete navne og lidt overraskelser.

Kunstner
Titel
+ Kiss + Raised Fist + Opeth + Witchcraft + Hällan + P.O.D. + Deadly Apples + Santa Cruz
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Kiss

Det er ren Copenhell Charlie med Judas Priest, Iron Maiden og nu Kiss øverst på plakaten. Men det er også ved at være uigenkaldeligt sidste udkald, hvis man skal nå at se Kiss, der siden januar har været i gang med en afskedsturné, der strækker sig ind i sommeren 2021. I hvert fald så uigenkaldeligt, som det nu bliver, når det drejer sig om et band, der aldrig har været blege for at pleje deres kommercielle interesser uden at bekymre sig om, hvad andre synes er god smag.
Alt det glemmer vi for en aften, når Kiss headliner Copenhell i plateaustøvler, højt hår, læder og proto-corpsepaint. ‘Cold Gin’, ‘I Was Made for Lovin' You’, ‘Crazy Crazy Nights’ og klassikeren over dem alle ‘Rock and Roll All Nite’: Ikke et øje bliver tørt, når hele Copenhell forsøger at ramme de høje toner sammen med Paul Stanley.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores metaldiktatorer om 'Dressed to kill' her, eller om 'Hotter than Hell' her.

Down

Vi gættede på en Pantera-reunion https://devilution.dk/artikler/top-5/top-5-drommenavnet , vi var i hvert fald sikre på, at Phil Anselmo ville være ét af Jeppe Nissens drømmenavne. Men det bliver ikke med de Pantera-sange, han i øvrigt besøgte Roskilde Festival med denne sommer: Det bliver med stonerrockbandet Down, der sidst besøgte Copenhell i 2013.
Næste år er det 25 år siden, at debuten ‘NOLA’ udkom, og det markerer de med en tour, der kommer til at begrave Copenhell i røg. Måske spiller Anselmo & Co. hele pladen? Det håber i hvert fald mindst én af vore skribenter.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vore seneste koncertanmeldelse her.

Opeth

På søndag spiller Opeth på Det Kongelige Teater, men til sommer er de tilbage i omgivelser, der trods alt nok passer dem bedre på Copenhell. Trods alt: For Opeth er gået gennem en imponerende udvikling, siden de var svensk dødsmetalband til i dag, hvor de er et af de største navne i progmetal.
Opeth har tidligere spillet på Copenhell i 2011 og 2017, og vi ved, at i hvert fald to af vores anmeldere kommer helt op at ringe over den her koncert – eller i det mindste får noget at diskutere igen.



Læs alt om bandet her.
Læs vore seneste interview her.
Læs om den seneste plade her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

P.O.D.

Boom! Der bliver hoppeborg på pladsen, når de kristne nu metallere tager deres største hits med til Copenhell. Godt nok var vores nu metal connaisseur ikke voldsomt begejstret for deres seneste plade https://devilution.dk/anmeldelser/pladeanmeldelser/p-o-d-circles , men det spiller ikke den store rolle, når man har hits som ‘Alive’ og ‘Youth of the Nation’ med sig. Du kan sagtens lade, som om du er for fin på den til at huske dem, men vi ved, at du rockede med, når de kom op på Boogie Listen. Og vi ved, at du lige skal forbi og høre dem igen.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Raised Fist

Troede du, at Refused kom fra langt oppe i Sverige, hvor der ikke var andet at lave i starten af 90’erne end at være bleg og sur og spille vred hardcore om ikke at spise dyr eller drikke øl? 270 kilometer nord for Umeå med den bugnende hardcore-scene begyndte Raised Fist i 1993 i Luleå tæt på den finske grænse.
Siden da har bandet holdt fanen højt for den metalliske straight edge hardcore med en samling solide anthems, der nok skal forvandle festivalpladsen til én stor hoppeborg, hvis ikke P.O.D. har gjort det.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Witchcraft

Mange forbinder dog snarere Sverige med retrorock i ruskindsjakker med frynser på ærmerne, og det skyldes i høj grad Witchcraft – der i øvrigt blev båret frem af Phil Anselmos varme anbefalinger i sin tid. Lyden bliver varm, guitarerne bliver fuzzede, og øjnene lukkes, når vokalharmonier og fine melodier begraver dig i den fede 70’er-rock, som din mor elskede den uden at turde sige det til din far.
På Copenhell kommer frontmand Magnus Pelander med det, man kan kalde for Witchcraft mk3, efter at han i 2017 for anden gang relancerede bandet med helt nye medlemmer (første gang var i 2012). Vi glæder os til at høre, hvordan dét lyder.



Læs alt om bandet her
Læs vores seneste pladeanmeldelse her

Hällas

I nogenlunde samme boldgade befinder Hällas sig. For godt en uge siden spillede de i Pumpehuset sammen med Kadavar, og her viste de, at retrorocken godt kan klare et solidt skud NWOBHM – ligesom i øvrigt landsmændene i Horisont har demonstreret det. Så husk lige at have nogle nitter klar til den ruskindsjakke, OK?



Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Gatecreeper

Gatecreeper er bandet, som alle os, der endnu ikke er fuldstændig solgt til den store dødsmetalrevival, alligevel ikke kan lade være med at knuselske. Og det er ikke kun pga. forsangerens politimandsoverskæg og rare øjne: Amerikanernes kulturelle appropriering af Stockholm-lyden i det hele taget, og Entombed i særdeleshed, er svær ikke at lade sig rive med af.
Bandet har netop udgivet sit andet album, ‘Deserted’, produceret af Kurt Ballou, der rammer 90’er-lyden på kornet.



Blood Incantation

Vil du have din dødsmetal noget mere udfordrende og opfindsom, i stedet for bare sej og tung, så er Blood Incantation et af de navne, der har været rigtig meget snak om blandt fans af genren – og de nysgerrige udefra, der også har kunnet høre, at her var der nogen, der havde fat i noget. Og hypen voksede kun, da bandet sidste år spillede på Kill Town Death Fest.
Bandet udgiver i næste uge pladen ‘Hidden History of the Human Race’, der med sit cover og sin førstesingle lover sci-fi-død til langhårede brilleaber. Det er naturligvis Devilution-godkendt.



Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Santa Cruz

Copenhell kan dårligt beskyldes for at have favoriseret glam metal gennem tiden, men nu forsøger de igen at gøre indhug i storebroderen Sweden Rocks kernepublikum med Santa Cruz. Det forsøgte de sådan set allerede i 2018, men her aflyste bandet i sidste øjeblik, fordi de andre medlemmer smed sangeren ud af bussen midt under en USA-turné, hvorefter han fyrede hele bandet.
Drama!
Nu er et nyt band samlet, og håret er stadig blond og permanentet, mens de veltonede overkroppe har en lød, der ikke ligner noget, der kommer af sig selv i hjembyen Helsinki. Finnerne har med andre ord præcis det look, der skal til, og de har musikken til at bakke det op: tung, metallisk glamrock med store, svulstige omkvæd. Santa Cruz er nemlig ikke blege for at indrømme, at de har ivrigt bankende pophjerter, og de har lavet cover af One Direction til at bevise, hvor frygtløse de er. Pas på med smøgerne oppe foran scenen: Der bliver smeltet et nyt hul i ozonlaget, når dåsen med hårlak bliver trykket i bund af Santa Cruz.



Deadly Apples

Ingen på redaktionen havde hørt om Deadly Apples, da vi fik navnene fra Copenhell i går aftes. Canadierne får altså lov til at spille deres hardrock for et fuldstændigt fordomsfrit publikum på Copenhell til sommer – så skal vi nok stå klar til bagefter at fortælle jer, om det så var godt nok.