Metaldiktator: Down - NOLA

Populær
Metaldiktator: Down - NOLA

Metaldiktatoren tager den ærede læser med til midt-90'ernes New Orleans, Louisiana, hvor supergruppen Down udgav debutpladen og mesterværket 'NOLA'.

Kunstner
Titel
NOLA
Genre
Trackliste
1. Temptation's Wings
2. Lifer
3. Pillars of Eternity
4. Rehab
5. Hail the Leaf
6. Underneath Everything
7. Eyes of the South
8. Jail
9. Losing All
10. Stone the Crow
11. Pray for the Locust
12. Swan Song
13. Bury Me in Smoke
Karakter
666

I sommeren 1997 vendte min bror hjem fra et udvekslingsophold i Texas. Med sig hjem havde han en solid cd-samling af hovedsageligt metalmusik, som jeg med det samme gik ombord i. Her stødte jeg for første gang på en lang række bands heriblandt Pantera, Korn, Rage Against The Machine, Prong, Anthrax og Biohazard. Det var ren lykke, og det satte for alvor gang i min interesse for metalmusik. Der var imidlertid én plade, der mere end nogen anden bed sig fast, og som har været i jævnlig rotation lige siden, hvilket ikke mindst var sangen ’Stone the Crow’s fortjeneste. Jeg taler selvfølgelig om supergruppen Downs debutplade ’NOLA’ fra 1995.

Stone the Crow:



Lyden af New Orleans, Louisiana


Gruppen bestod dengang af Phil Anselmo fra Pantera, Pepper Keenan fra Corrosion of Conformity, Kirk Windstein og Todd Strange fra Crowbar samt Jimmy Bower fra Eyehategod. Senere var der et par udskiftninger på baspladsen, hvor bl.a. Rex Brown fra Pantera en overgang slog sine folder, indtil han i 2011 igen forlod bandet. Med eller uden Rex må Down på papiret siges at stille i noget nær stærkeste opstilling, når vi taler traditionel sludge-/stoner metal, og det var efter sigende deres indbyrdes venskaber og en fælles lidenskab for bands inspireret af Black Sabbath, såsom St. Vitus, Trouble og Witchfinder General, der havde bragt dem sammen. Samtidig er alle undtagen Pepper Keenan oprindeligt fra New Orleans (NO), Louisiana (LA), og ’NOLA’ er, som titlen indikerer, om noget en hyldest til og en manifestering af New Orleans-, eller rettere, NOLA-lyden, som vi kender den – tung, hårdtslående, beskidt og fra sydstaterne.

Fra sideprojekt til bannerfører

Down var og er til dels stadig blot et sideprojekt, hvilket de mange år mellem udgivelserne synes at bevidne, og uden at undervurdere medlemmernes hovedprojekter og deres betydning for sludge- og stoner metal-musikken, så virker det retrospektivt, som om Down var bandet, der slog hovedet på sømmet og for alvor definerede NOLA-lyden. Sammensmeltningen af Pantera, Crowbar, C.O.C. og Eyehategod gik med andre ord op i en højere sydstatslig enhed på ’NOLA’ – og kunne man nærmest forvente andet? Det er i hvert fald meget sigende, at Down i dag har vokset hovedprojekterne over hovedet.

Hvad er det imidlertid, der gør albummet så enestående?

Udover, at Anselmo åbnede helt for godteposen og gav os noget af det bedste og mest varierede vokalarbejde fra hans side til dato, og Pepper (og Anselmo) skrev hårdtslående, men stadig kække (sydstats)riffs lige efter min smag, samtidig med, at kompositionerne blev holdt tilpas simple og forståelige, så var ’NOLA’ på en eller anden måde den perfekte overgang fra Black Sabbath til den moderne, tunge metal med en nærmest perfekt balance mellem melodi og tunge nosser, som en flabet 13-årig knægt havde brug for, og som en knap 30-årig den dag i dag stadig lader sig røre dybt af.

Autentisk produktion


Derudover faldt jeg dengang pladask for produktionen, som er skåret helt ind til benet og møgbeskidt, hvilket giver ’NOLA’ en unik autenticitet. Man føler nærmest, at man står i øvelokalet med bandet og overværer en øvesession. Guitarerne er lidt for høje, spillet lidt sloppy og er over-gain’ede, så især bassen drukner, trommerne er helt tørre, og vokalen er vild og dynamisk. Det er herligt befriende, og jeg synes nærmest, at produktionen på ’NOLA’, som årene er gået, og metalproduktioner er blevet mere og mere stiliserede og sterile, er blevet tilsvarende mere relevant. Som en god vin er pladen modnet i årenes løb.       
Noget siger mig imidlertid, at ens forhold til en given plade er meget kontekstafhængig. Jeg har eksempelvis forsøgt at introducere ’NOLA’ for utallige venner og bekendte de sidste godt 15 år, men det er langtfra alle, der kan fornemme genialiteten. Hvad er der dog galt med folk?

Nedslag i perlerækken

’NOLA’ indeholder 13 perler, hvor det er svært at udvælge en favorit, men førnævnte ’Stone the Crow’ var sangen, der fangede min opmærksomhed, og som vel også er at regne for sangen med størst hitpotentiale. Men kort tid efter fik jeg andre favoritter, som eksempelvis åbningsnummeret ’Temptations Wings’ og ’Lifer’, der følger umiddelbart derefter. Begge sange giver en god forsmag på, hvad lytteren har i vente af tunge, melodiøse og i det hele taget interessante riffs samt sprød vokal – for Anselmo er nemlig rigtig sprød på ’NOLA’.

Temptations Wings:


Et par numre længere henne støder vi ind i en af albummets rygersange, ’Hail the Leaf’, som Anselmo efter sigende egenhændigt har skrevet. Sangens tema bliver tykt understreget i et mellemstykke, hvor den boblende og underligt tillokkende lyd af en bong rammer ens trommehinde. Herefter følger den tonstunge og forløsende simple ’Underneath Everything’, der baner vejen for en anden af mine yndlingssange, ’Eyes of the South’, som starter stille med en rullende bas og en sologuitar, før rytmeguitaren lægger sig lækkert i baggrunden. Sologuitaren fortoner og introducerer i stedet hovedriffet, der sammen med trommer bygger op til et af ’NOLA’s utallige gedigne headbanger-stykker. Midt i nummeret giver Anselmo desuden prøve på sin betagende rene vokal i trestemmig harmoni.

Eyes of the South:


Et helstøbt albums afslutning

I mine øjne bør en helstøbt (metal)plade byde på andet og mere end 9-12 mere eller mindre uafhængige singler, hvilket desværre er en gennemgående tendens i musikverdenen af i dag. Den helstøbte plade skal også indeholde de små og i nærværende tilfælde stille og anderledes numre, som måske virker som ubetydeligt fyld, men som er med til at binde hele pladen sammen og give et dynamisk helhedsindtryk. ’NOLA’ byder på to af den slags numre, ’Jail’ og ’Pray For The Locust’. Førstnævnte markerer pladens midte, mens sidstnævnte varsler pladens afslutning. Tilsammen indrammer de pladens sidste fire reelle sange, hvor sangen med det højeste antal bpm, ’Losing All’, lægger for og følges op af hittet ’Stone the Crow’. ’NOLA’ afsluttes behørigt med den helt igennem fantastiske og godt 7 minutter lange ’Bury Me In Smoke’, hvor de sidste 3 minutter bliver brugt på at prale med et af pladens fedeste riffs, der både fades ud og ind igen, som en art ekstranummer, før det fades ud for allersidste gang.

Bury Me In Smoke (Live fra Download 2009):

Opsummering
For mig er ’NOLA’ knap en time i musikhimlen. Det er en plade, jeg er vokset op med, og som bringer mange minder og følelser frem; en plade, som har formet mit generelle forhold til musik, og som har inspireret min kreativitet. Der findes med andre ord ikke andre plader, der kan komme så langt ind under huden på mig. ’NOLA’ er ubetinget min favoritplade, hvilket også har betydet, at Downs senere udgivelser desværre slet ikke kan måle sig med den, men jeg glæder mig alligevel som en gal til at se Down live igen til sommer.