Copenhell 2013: Bonderøvenes festlige sejr
Populær
Down var i absolut topform, da de lørdag aften leverede den måske bedste koncert på årets Copenhell.
Witch Tripper
Lifer
Lysergik Funeral Possession
Hail the Leaf
Ghosts Along the Mississippi
Pillars of Eternity
New Orleans is a Dying Whore
Losing All
Underneath Everything
Stone the Crow
Bury Me in Smoke
Da den nedstemte sydstatskvintet Down lørdag aften lagde vejen forbi Refshaleøen og Copenhell, skulle de lettere paradoksalt vise sig at være et af de mere forfriskende og energisk smittende bands på årets festival. Downs traditionsbundne, riffbaseret stoner-sludge bør egentlig ikke virke så forfriskende igen, og de forsumpede drukkenbolte, der udgør bandet, bør ej heller være i stand til at få deres publikum så meget med, som det var tilfældet denne aften. Men langsomme, nedstemte riffs og dårlige jokes fra Philip Anselmos angiveligt evigt påvirkede metalhjerte var lige præcis det, der skulle til for at give årets musikprogram et vedkommende los i dets polerede soniske prime time-røv. Down kom, så og smadrede brillerende igennem.
Beskidt anciennitet
De har også det, der skal til for at smadre det meste. Ud over Anselmos karismatiske frit-fra-leveren-jargon, hvis herlige ordforråd hovedsageligt består af ord som ”fuck”, ”cunt” og ”pussies”, har vi ikke mindst Pepper Keenan og Kirk Windstein at takke for, at det polerede blev blæst af helvede til denne aften. Med rødder i henholdsvis Corrosion of Conformity og Crowbar skal man mildest talt lede længe efter en tungere guitarduo end den, som de to enorme skikkelser udgør. Keenan og Windsteins beskidte samspil er antitesen til det gejlede og synkrone, og deres på én gang primitive og fuldblodselegante udtryk var lige præcis dét, publikummet på Copenhell trængte til. Testament havde godt nok haft thrash-speederen trykket solidt i bund et par timer forinden, men den lurvede naturlighed, der både karakteriserer musikken og medlemmernes optræden i Down, blev festivalens festligste midtpunkt.
Rendestensheavy og fuck-tegn
”Long live the ugly and proud” annoncerede Anselmo stolt, umiddelbart inden der blev sat ind med det stoner-bluesede publikumshit, ’Stone the Crow’. Anselmos lurvede forkyndelse kom prompte, da tyksakken Kirk Windstein tog sin t-shirt af og flashede sit betragtelige 48-årige korpus. Ikke ulig forfatteren Charles Bukowski sætter Down tydeligvis en ære i at være afdankede, og en betydelig anpart af bandets charme skal netop findes i deres på én gang opkvikkende og påtagede omfavnelse af alt det, der går imod etablissementet. På samme måde som Bukowski sviner den etablerede litteraturfabrik fra sit tilhørssted i rendestenen, delte Down således verbale svinere ud til 80’er-overflødighedshorn som Mötley Crüe og Skid Row. Og på samme måde, som Bukowski gerne deler øretæver ud, var Anselmo desuden ikke bleg for at udpege de publikummer, der angiveligt viftede deres langfinger af ham lidt for åbenlyst. Anselmo har dog snakketøjet med sig og kan tillade sig det meste, uden at det tilføjer til andet end den festlige stemning. I Down-country er trusler og redneck båtnakke-attitude en del af underholdningsværdien.
Strategisk dovenskab
Hos Down går den fornuftige strategi desuden hånd i hånd med dovenskab. Ud af sætlistens tolv numre var otte hentet fra debutpladen ’Nola’ (1995), hvilket kan undre en del, taget i betragtning at der figurerer yderligere to fuldlængder og en dugfrisk ep på bandets cv. Det, der på papiret kunne tyde på, at der i øvelokalet bliver brugt mere tid på at grille spareribs og ryge galar end på at indøve nye numre, er dog de fedladne metalhoveders svar på gedigen forretningssans. ’Nola’ sælger kort og godt Down mere overbevisende end resten af deres diskografi. Selvom specielt bandets tredje udspil ’Over the Under’ (2007) har stunder af tung suverænitet, er der ikke meget, der kan hamle op med slidstærke skæringer som ’Lifer’, ’Eyes of the South’, ’Losing All’ og ’Stone the Crow’, der alle blev leveret forbløffende tight og med en herligt medrivende løssluppenhed på Copenhell. Alligevel havde man nu gerne set bandet udfordre sig selv bare lidt mere ved eventuelt at krydre sætlisten med eksempelvis en alvorligere sag som ’Nothing In Return’. Men når fedladen dovenskab kan bringe noget så underholdende og tøjleløst med sig, som den koncert, Down leverede på årets Copenhell, så byder man alligevel dovenskaben og det rutineprægede velkommen.