Fremtid til fortid

_XTD5485
_XTJ6160
_XTD5765
_XTD5498
_XTD5770
_XTD5847
_XTD5805
_XTD5554

Alt var, som det plejede, til Kadavars turnéstart, hvor retrorocken fik modsvar af Hällas, der med troldmandskapper og fantasyfortællinger trak i en helt anden retning.

Kunstner
Titel
+ Hällas
Spillested
Dato
06-11-2019
Genre
Trackliste
Hällas:
The Astral Seer
Repentance
The Golden City of Semyra
Carry On
Shadow of the Templar
Star Rider
Hällas

Kadavar:
The End
The Devil's Master
Evil Forces
Into the Wormhole
Godess of Dawn
The Old Man
Black Sun
Demons in My Mind
Into the Night
Die Baby Die
Children of the Night
Long Forgotten Song
-
All Our Thoughts
Come Back Life
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Retrorocken har haft et stærkt årti, men som årtiet går på hæld, gør genrens aktualitet det også.

Vi kom omkring det i sidste uges tilbageblik på Uncle Acid and the Deadbeats’ gennembrudsalbum ’Blood Lust’, som var med til at indvarsle den tunge 1970’er-inspirerede rocks genkomst.

Og det billede, der tegner sig for Uncle Acid anno 2019, tegner sig også for Kadavar: Som et band, der gjorde debut året efter Uncle Acid har berlinerbandet redet bølgen hårdt de sidste syv år, men der er langt fra den styrke, som de gjorde deres entré på scenen med tilbage i 2012, til det vindpust, de optræder med i dag.

Fantasy-kitsch
Tidligere har vi hørt dem med ligegyldigheder som Blues Pills, et andet af retrorockens kortvarige succesnavne, som allerede synes glemt igen; til den turné, der blev sparket i gang denne aften, havde Kadavar fundet et andet svensk, men mere aktuelt navn at hive frem.

Hällas har blot en ep og et album, den et par år gamle ’Excerpts from a Future Past’, på bagen, men de har allerede skabt sig et dedikeret følge i rockundergrunden. Som albumtitlen antyder, væves både fortid og fremtid sammen i deres musikalske univers, hvor en blød prog-rock i guitarløbene tilføres de tertsharmonier, man kender så godt fra NWOBHM-bølgens bands.

Så står de fem mand høj, to af dem med troldmandskapper af velour og glimmer om øjnene, resten i et mere ordinært rockkluns. Det er teatralsk, og som den flok svenskere, de trods alt er, er det nemt at få associationer til et ligeledes teatralsk navn og halvprogget navn som Tribulation. Det vil nok være mere korrekt at drage en parallel til de norske prog-rockere i Wobbler, men med troldmandskapperne og et backdrop, hvor en lang, snoet sti fører op ad et bjerg til et fantasyslot, mens bandets logo står skrevet i gotisk skrift øverst, går min associationsrække videre til Astrid Lindgren og ’Brødrene Løvehjerte’ og hvad-ved-jeg.

Jeg køber med andre ord ikke pakken, og selvom det er har en vis catchiness, når bandet skifter gear og går fra troldmandsrocken over i den dansable AOR, komplet med et discolænende beat, i gruppens ”hit” ’Star Rider’, er det også, som om de bekender kulør. De er ikke så seje, som de gerne vil have det til at fremstå. Det er tværtimod ret kitschet og cheesy.

På halvt blus
Alt var til gengæld, som det plejer at være hos Kadavar. Powertrioen har besøgt København mange gange efterhånden, hvor de da også er populære – så populære, at Kadavar ved deres seneste show, som fandt sted samme sted for to år siden, optog hele koncerten, som udkom på livepladen ’Live in Copenhagen’ sidste år. En udgivelse, som i ret så glimrende grad indkapslede den energi, som Kadavar har bygget deres ry op på at levere live.

For det er live, Kadavars musik for alvor kommer til sin ret. På plade har det haltet i noget tid, og selvom der dukker et par mindeværdige sange op her og der, er der langt op til den revitalisering af arven fra Pentagram, Zeppelin og Sabbath, man hørte på de første to plader.

Det er med andre ord svært ikke at få fornemmelsen af, at luften er gået af ballonen. Hvilket yderligere understreges af, at Pumpehusets store sal ikke er meget mere end halvt fyldt og måske endda bliver affolket en anelse undervejs. Bevares, Kadavar har før spillet nedenunder, men måske var flere i virkeligheden dukket op kun for at høre Hällas.

Sejt look
Showmæssigt er Kadavar dog vokset: Trommeslageren Tiger er rykket helt frem midt på scenen og agerer anker med sine bandkammerater på hver flanke. Lyset komplementerer samspillet og detaljerne undervejs, og den tidligere overvægt af denim og læder er blevet udskiftet til fordel for en mere farverig flower power-påklædning.

Den leopardplettede velour på Tiger sad vanligt stramt, og det store, rødmossede skæg var erstattet af en skovsnegl. Sanger og guitarist Lupus Lindemann stod ud i en pangfarverød blomstret skjorte, mens bassisten Dragon rockede en bredærmet silkeskjorte med tilhørende sort Amish-hat.

Om man kan lide bandet eller ej, så har Kadavar sgu altid set seje ud. Og det uden at være kitschede.

Fra det svage til det stærke
Men dynamikken syntes også anderledes: Lupus syntes mere tilbagelænet end vanligt, mens dens ellers stilfærdige kolos Dragon var mere udadvendt end normalt. Det kunne måske skyldes et vist indtag, for der blev blottet tænder og lavet nogle yderst aggressive læbe- og kæbebevægelser undervejs i koncerten.

Når snakken falder på sætlisten, er situationen en anden end for fem år siden. Der skal spilles noget fra alle plader, og det gør hurtigt koncerten til en ujævn oplevelse. Man skal tækkes med ligegyldigheder som ’Into the Wormhole’, de nye og forglemmelige ’Demons in My Mind’ og ’Children of the Night’ samt hard psych-lavpunktet ’Die Baby Die’, hvis titel og omkvæd fortsat lyder som noget, et tarveligt shock rock-band kunne have fundet på.

Langt mere givende er det til gengæld, når de gamle kendinge får plads: ’Godess of Dawn’ har været overset på bandets senere turnéer, og at få den serveret tidligt i sættet var en tiltrængt påmindelse om, at betonriffene og karismaen sidder løst hos bandet, når bare de giver plads til det. Ligesom faste indslag som ’Black Sun’ og ’Into the Night’ stadig leveres troværdigt og tungt – ikke mindst sidstnævntes afsluttende doomrock-sekvens.

Selv på dårlige dage er Kadavar bedre end de fleste andre livebands. Men selvom det her var første dato på en månedlang Europa-turné, var der noget yderst komfortabelt over hele affæren. Den ørkenrockede powerballade ’Long Forgotten Song’ brød sikkerheden og talte til nogle marginalt større følelser med midler, der er mere varierede end den hammer, bandet normalt banker deres sange fast med, men i det store hele er det meget små udsving, der er plads til i Kadavars univers.

Hvilket også er fint nok. Det er bare ikke, hvad det har været.