Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse

Populær
Updated
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse
Et glædeligt gensyn og en svær skuffelse

Et umiddelbart stærkt line-up besøgte mandag aften et udsolgt Pumpehuset. Det ene band gav en energisk og velspillet performance, det andet nærmede sig en farce. Men selv større bands kan vel have en off-day?

Spillested
Dato
03-10-2016
Genre
Trackliste
Kadavar:
1. Come Back Life
2. Pale Blue Eyes
3. Last Living Dinosaur
4. Living In Your Head
5. The Old Man
6. Black Sun
7. Eye of The Storm
8. Fire
9. Thousand Miles Away From Home
10. All Our Thoughts
11. Creature of the Demon
12. Helter skelter
Karakter
2

Mandag aften i København er sjældent garant for et særlig stærkt fremmøde, men efter koncerter i byen cirka en gang om året på mindre spillesteder over de sidste håndfuld år og ikke mindst besøg på sommerens store sjællandske festivaler – henholdsvis Copenhell og Roskilde Festival – har tyske Kadavar og svensk-amerikanske Blues Pills samlet en stor nok fanbase til at fylde noget større sale og der var således udsolgt i Pumpehuset mandag aften – imponerende. Og Kadavars Lupus Lindemann får da også nævnt det med en vittig bemærkning: “Der er så mange mennesker; har I ikke noget job eller hvad?”

Den tyske trio
Kadavar er første mænd på scenen af de to turnerende co-headlinere og deres sceneopsætning er der, for dem, ikke noget nyt i: Lupus med sin guitar til venstre, Dragon med bassen til højre og Tiger bag tønderne, trukket helt frem til scenekanten mellem de to andre som for at understrege hvert bandmedlems rolle som ligevægtig med de andre. Til lyden af et introstykke over pa-anlægget indtager de tre deres vante pladser og der går ikke lang tid før tonerne af en solid 'Come Back Life' banker ud gennem højttalerne med pumpende basanslag og guitaren svævende henover.

Lyden er selvfølgelig ofte helt afgørende for koncertoplevelsen, og på Copenhell havde vores udsendte svært ved at høre vokalen, men mandag aften er den fint balanceret; en smule bastung og med en smule feedback her og der i de første numre, men overordnet god.

Godt og blandet
Koncerten igennem væver Kadavar nyt og gammelt (med blandt andet den sjældent spillede 'Fire' fra bandets andet album) sammen til en sætliste, der for denne anmelders vedkommende kun for alvor manglede 'Doomsday Machine' og 'Liquid Dream'. Og det er, sættet igennem, tydeligt at Kadavar er et travlt liveband i disse år, for de er vanvittig godt sammenspillet: hvert anslag sidder simpelthen lige i skabet, trommerne tonser derudad og Lupus' vokalkontrol er klasser over den til tider sketchy levering, han før har leveret – foreviget på 'Live In Antwerpen' fra 2014 – mens han spiller de nærmest orientalske toner fra 'The Old Man' eller strummer og pumper sig igennem 'All Our Thoughts'.

Under 'Creature of the Demon' stjæler Tiger næsten showet med sit hår flagrende omkring sig, et kæmpe smil, lige så store armbevægelser og tordnende trommespil. Og som om det ikke allerede var godt nok, slutter Kadavar – til publikums åbenlyse fryd – af med en eksplosiv udgave af Beatles-klassikeren 'Helter Skelter', der ender med Lupus på knæ i en eksplosion af hår.

Kadavar har været garant for et godt show de fleste gange, de har gæstet Danmark, og mandag aften var ingen undtagelse.

En flad fornemmelse
Blues Pills entrer scenen med store smil, og frontkvinde Elin Larsson byder publikum velkommen på svensk, før de begiver sig ud i titelnummeret fra den nyeste skive, 'Lady In Gold'. Efter Kadavars tyngde og nerve skal der en lille mental omjustering til, for Blues Pills har efter sidste album gjort et udtryksmæssigt skift live: væk er den smule løssluppenhed bandet før har udvist, og i stedet minder musikernes tilstedeværelse på scenen om noget fra en koreograferet optræden på et familievenligt amerikansk talkshow i 60'erne. Ja, fra det øjeblik de har indtaget deres pladser på scenen, flytter ingen sig meget mere end en meters penge, ud over Larsson, der – tydeligt en mere selvsikker performer – hopper og danser rundt med sin tamburin, som om hun skal kunne bære hele showet selv. De giver ikke indtrykket, af at der er et bandfællesskab, men nærmere at de blot agerer backingband for Larsson, som de står der og svajer som stueplanter i vinden fra et åbent vindue.

Gode sange, ringe levering
Det virker tamt og det har tyndet ud i publikum – ja, flere står endda bare og hænger ud ved merchboderne og baren nedenunder eller udenfor. Denne anmelder har da heller ikke noget problem med at besøge toilettet og købe en ny øl. Og det på trods af en sætliste med stærke sange fra begge fuldlængdes album. Elin synger smukt, og bandet spiller sådan set også enormt flot sammen. Men de japper igennem sangene og destruerer hits som 'Devil Man' og 'High Class Woman' i et alt for højt tempo, så Elins – og bandets – egentlige styrke, de kraftfulde, udtrukne og soulede strofer, får ikke plads før bandet sidst i sættet går af scenen, og Elin sætter sig ved pianoet og fører os gennem den smukke 'I Felt A Change'. For første gang, siden Blues Pills gik på scenen, leveres noget, der virker ægte, dybtfølt og indlevet. Ja, faktisk havde en hel koncert med Elin og piano været at foretrække.

Færdige som band?
Blues Pills har banet vejen for nyere tids 70’er-inspireret psych på de store internationale scener, og det er flot, men baseret på deres optræden i København mandag aften, synes de at have udtjent deres formål, og havde de eksisteret i 60'erne eller 70’erne, var der gået højst to år fra dags dato, til Elin, som en anden Janis Joplin, var blevet overtalt til at signe med et større selskab som “Elin Larsson and the (...)”. Man må håbe, at det var en engangsforeteelse, og at Blues Pills trækker sig op til at give publikummet en større og mere ægte oplevelse i Århus i aften.

Kadavar:     4/5
Blues Pills: 2/5