Heksekunsternes ophør
Populær
Witchcraft er efterhånden blevet et af de største og mest anerkendte svenske bands i retrogenren. På ‘Nucleus’ har sanger/guitarist Magnus Pelander smidt guitaren for at koncentrere sig om vokalen og producertjansen. Resultatet er ujævnt.
02. Theory of Consequence
03. The Outcast
04. Nucleus
05. An Exorcism of Doubt
06. The Obsessed
07. To Transcend Bitterness
08. Helpless
09. Breakdown
10. Chasing Rainbows
‘Nucleus’ sættes i gang med det lange nummer ‘Malstroem’, der starter som fortryllende folk med akustisk guitar- og fløjtespil og siden bevæger sig over i et 70’er-tungt doomstykke, før Pelanders forpinte vokal bryder frem efter lige godt 3½ minut.
‘Theory of Consequence’ kæler for proto-doomen a la Pentagram, men Witchcraft leverer den her mere storladent og bedre produceret end forbillederne.
Pladens tredje nummer ‘The Outcast’ starter ligeledes godt ud; her med et up-tempo og godt boogierocket guitarriff, fint underbygget af fløjtespil på samme melodi. Første alarmklokke begynder dog at ringe ved det tåkrummende ringe omkvæd: “To save a nation from a bad economy is like sailing away on an endless sea”, og cirka halvvejs igennem sangen går det da også helt galt, da sangen slår over i noget, der mest af alt minder om noget, de finske ophavsmænd til "genren" love metal – H.I.M. – kunne have brygget sammen. Det lyder decideret kvalmende og er klistret godt ind i en alt for smagløst perfekt blanding af selvdyrkelse, -had og -medlidenhed af den allermest selvskærende slags.
Og pladens næste sang – det over 14 minutter lange titelnummer ‘Nucleus’ – er lige så ligegyldigt og H.I.M.-dyrkende, selvom det ender ud i flere minutter med udelukkende instrumentalisering, woah-kor og ikke mindst harmonika.
Det står så grelt til, at efter at have hørt de sidste to numre er resten af pladen ødelagt for mig, og de resterende sange lyder som rene H.I.M.-skæringer, indtil jeg lægger pladen væk en stund.
Da jeg vender tilbage, starter jeg, hvor jeg slap, og fortsætter altså med ‘An Exorcism of Doubts’, hvor Witchcraft til min store lettelse faktisk har lagt barberbladet fra sig og leverer et nummer, der væver klingende rene guitaranslag sammen med distortede guitarstykker med masser af vibrato, orgel og slæbende trommer. Og det fungerer alt sammen meget godt, men fortsætter lidt længe på det næsten otte minutter lange nummer.
‘The Obsessed’ er en omskiftelig sag, der dog leverer et enormt fedt fuzz-riff, men det stopper desværre alt for tidligt til fordel for et rod af overtoner.
Pelander forsøger sig til tider med at få mere kraft ud af sin spinkle – og ellers meget fine – vokal, end hans stemmebånd umiddelbart kan klare. Med varierende resultat; for det meste lyder det forceret og ubehageligt, især over de melankolske guitarmelodier, men på for eksempel ‘Helpless’ får han det til at fungere – ja, her ligefrem løfter det nummeret.
Det næsten 16 minutter lange ‘Breakdown’ føles og lyder som to forskellige sange mikset ind på samme spor; den første starter med, hvad der føles som en evighed af gentagelsen af de samme fire guitartoner, klokkespil og lydeffekter samt Pelanders vokal, før den med et lille “okkult” lydklip skifter til et langsomt stampende, fuzzet guitarriff på repeat. Det er tydeligt, at målet er at skabe en form for trance-tilstand at syre ud over, mens der bygges op med violin og kor og så videre, men det er riffet sgu ikke interessant nok til i næsten ni minutter, og det bliver ærlig talt mere irriterende end lækkert at lytte til i længden.
‘Chasing Rainbows’ samler heldigvis en op, lige når man igen har lyst til at hive barberbladet frem; endnu engang med et godt skud fuzz, fløjte og et lettere upbeat tempo, men slutter lidt for brat, og det føles ærligt talt, som om der mangler noget et sted.
‘Nucleus’ er en underlig størrelse, der gør nogle ting godt, men vil alt for meget, hvilket desværre fører til for mange skift og en massiv identitetsforstyrrelse; den mangler et solidt ståsted – en kerne – at starte fra og siden bevæge sig ud fra. Elementer som det rigtig gode riff eller det gode groove er til stede, men man får som lytter alt for sjældent lov til at dvæle ved det; i stedet holdes man enten hen i alt for lang tid ad gangen med mindre interessante instrumentalstykker, eller også slutter de ting, der fungerer ekstra godt, før tid.
Produktionen og de musikalske elementer og stykker er hver for sig imponerende, men usammenhængende og ikke ordentligt gennemtænkte – eller måske endda fortænkte – i deres forsøgt sammenstykkede helhed.