I ly af historien

Exhorder - Mourn the Southern Skies

De skabte skabelonen for groove metal og gik i opløsning. 27 år efter er Exhorder tilbage med deres tredje album, og her lyder veteranerne langt mere vitale, end man kunne have regnet med.

Kunstner
Titel
Mourn the Southern Skies
Dato
20-09-2019
Genre
Trackliste
1. My Time
2. Asunder
3. Hallowed Sound
4. Beware the Wolf
5. Yesterday's Bones
6. All She Wrote
7. Rumination
8. The Arms of Man
9. Ripping Flesh
10. Mourn the Southern Skies
Forfatter
Karakter
4

Der er ingen historie uden en historieskrivning. Der kan være mere eller mindre konsensus om et givent forløb, der sikrer historien en vist fastlåsthed, men den er også altid genstand for forandring og revisionisme, alt i mens der bliver skrevet videre på den. Det, der synes vedtaget, står aldrig stille.

Det gælder også i musik. Når vi som anmeldere og skribenter fælder dom over ny musik, når vi laver tilbageblik, lister og oversigter og deslige, går vi også altid i dialog med eller mod historien. Der vil være nedslag, særlige år, perioder eller bands, der fungerer som fælles referencepunkter, men der vil også være steder, hvor opfattelserne er forskellige.

Det er en erkendelse, man bliver man konfronteret med i mødet med Exhorder. Et band, der uden for en snæver kreds af kendere for længst er gledet ud i glemslen, men som ikke desto mindre har en stor betydning.

Historisk kappestrid
For snart 30 år siden udgav gruppen, der stammer fra New Orleans, Louisiana, to plader: ’Slaughter in the Vatican’ (1990) og ’The Law’ (1992). Det er plader, der var med til at bære thrashen ind i det nye årti og over mod det, der blev bredt anerkendt som groove metal. Lighederne med et vist andet band fra det sydlige USA er tydelig, men efter Exhorder gik i opløsning oven på udgivelsen af det andet album forblev de et navn for kendere, mens Pantera red bølgen videre og som bekendt endte som et af 1990’ernes største og mest definerende bands.

I dag er både ’Slaughter in the Vatican’ og ’The Law’ anerkendt som semiklassikere, ligesom de er vigtige dokumenter for udviklingen af thrashgenren, men man kan altid diskutere, om Exhorder har fået den anerkendelse, som de burde. Genrenørder kan diskutere indflydelser, ligheder og forskelle frem og tilbage, men den historiske kappestrid er selv blevet afblæst af forsanger Kyle Thomas, der har udtalt, at Pantera fortjener deres succes, og at de arbejdede mere for den, end Exhorder selv gjorde.



Og mens Phil Anselmo i dag turnerer verden rundt og spiller de gamle Pantera-sange, har Exhorder meldt deres tilbagekomst. De har ganske vist været gendannet af et par omgange, men nu, hele 27 år efter ’The Law’ udkom, er gruppen tilbage med deres tredje album, ’Mourn the Southern Skies’, der lander lige i røven på den thrashrevival, der stædigt har rullet ind over 2010’erne og fortsat gør det.

Nyt, men gammelt hold
I de mellemliggende år har Thomas været aktiv i grupper som Alabama Thunderpussy og doompionererne Trouble, som han har været i front for siden 2012, blandt andet på comeback-albummet ’The Distortion Field’ fra 2013.

Med sig har han den faste guitarist og makker Vinnie LaBella, der har været med igennem alle år og reunions. Ellers er holdet nyt, om end ikke helt fremmed: På henholdsvis bas og trommer finder vi Jason Viebrooks og Sasha Horn, der begge spiller i techthrash-gruppen Heathen (der også udgav et par underkendte plader i 1990’erne for at gå i opløsning og blive gendannet i det nye årtusind), og på andenguitar finder vi Marzi Montazeri, der – meget passende – har spillet op mod Phil Anselmo i hans backingband The Illegals og supergruppen Superjoint Ritual.

Exhorder anno 2019 er altså på ingen måde et uerfarent hold, men som det ofte er med bands, der har haft en historisk indflydelse og sender en ny plade på gaden mange år efter storhedstiden, er der er en tvetydig indstilling til genkomsten: Man kan høre, hvor de kommer fra, og det er hele pointen, men man kan også høre hvordan den lyd, de definerede, er blevet taget så meget videre siden hen.

Overraskende vitalt
Det er altså på både godt og ondt, at Exhorder giver 52 minutters opvisning i fuldfed groove thrash. Godt, fordi bandet ved, hvad de vil og indfrier det. Ondt, fordi det trods alt er en begrænset ramme, bandet bevæger sig rundt i.

Når det er sagt, så er det overraskende, hvor vital og frisk ’Mourn the Southern Skies’ lyder. Det er ikke en gentagelse af hverken ’Slaughter in the Vatican’ eller ’The Law’. Sangskrivningen er skarp, præstationerne – særligt Thomas’ – er i topklasse, og produktionen er klar, sprød og en anelse steril, hvilket for nogle vil være på bekostning af den råhed, der prægede de gamle plader.



Selvom Exhorder primært forholder sig til en klassisk thrashdyd, er der også et mere nutidigt præg over numrene, der minder om hvordan en anden veterangruppe som Testament har taget det sylespidse groove til sig i de senere år. Numre som åbneren ’My Time’ og baskeren ’Asunder’, der tager sig god tid med at sømme groovet fast, før Thomas sætter ind med første vers, er mere end overbevisende, og det gælder ligeledes den korte og kontante ’Ripping Flesh’, der bærer oldschoon-fanen højt og hamrer afsted i halsbrækkende tempo i små tre minutter.

Så overser vi for en stund den påtagede tough guy-attitude i det machobøllede tekstunivers, der udmunder i tåkrummende verslinjer som første vers i ’My Time’: ”I’m dealing with assholes and snakes / in a contest of pulsating dicks / listen up and take heed / I’m coming through and I’m taking no shit, my friend”.

Av. Det er lige før, Robb Flynn må se sig slået hvad angår tåkrummende tekster her.

Sludget mesterstykke
Ligeledes holdes ’Mourn the Southern Skies’ som så mange andre comebackplader nede af en lige lovlig lang spilletid, der kunne have set pænere ud, hvis nogle af sangene var blevet barberet til. Midttempo-numrene som ’Yesterday’s Bones’ og ’The Arms of Man’ er med sine syv og seks minutter til den lange side, men har ikke idéer nok til at holde interessen, hvor spilletiden bruges på udpenslet sololir og unødig repetition.

Langt mere vellykket er det afsluttende titelnummer, der viser sangskrivningsevner, der retfærdiggør de ni et halvt minut, som nummeret strækker sig over. Her tager gruppen tempoet helt ned og bevæger sig ud i et sludget sydstatsterræn, hvor Thomas får plads til at croone med sit bluesede Anselmo-lydende twang, der til tider næsten får ham til at lyde som en sort gospelsanger – hvilket er positivt ment, hvis man skulle i tvivl.

Det er et lille mesterstykke, der viser, at veteranerne også kan tænke ud af deres egne begrænsninger. Det er kærkomment, men det er måske ikke det, man forventer af et band, der vender tilbage efter 27 år – og målt på den målestok er ’Mourn the Southern Skies’ et ovenud vellykket comeback fra et thrashband, som de fleste nok havde glemt i ly af historien.

Det kan være, der bliver ændret på det nu.