Årsliste 2019 – Mathias Nielsen

Introtekstskriveren var særligt oppe at køre over Lightning Bolt og var positivt overrasket over, hvor mange danske bands der pludselig forstod at fatte sig i korthed.

Årets danske album:

1. Gabestok: 'Tre' – Det er, som om danske bands har fattet, at et album ikke behøver være sådan noget på 40-60 minutters længde, hvor man føler sig nødsaget til at fylde spilletiden ud med utallige bovlamme minutters kedsommeligheder, når man i virkelig kun har materiale til en ep. De tre øverste udgivelser på min danske årsliste varer i hvert fald under en halv time. Første indslag er københavnske Gabestok, der i år endelig fuldlængdedebuterede med ‘Tre’. Frisk blanding af black, død og punk på dansk.

2. Fordærv: 'Knep dig selv ihjel' – Dansksproget grind/metal/D-beat? Jatak. Min kollega Svend beskriver fint, hvad jeg selv kunne have fundet på at sige om dette festlige udspil, så jeg vil ikke spilde mere spalteplads her.

3. Ligæder: 'Den tomme menneskehed' – Endnu mere dansksproget smadder, og igen på under en halv time. Jeg nåede aldrig at kede mig. Dødsmetalduoen Ligæder er langt fra det mest nyskabende foretagende, man kan rende på. Til gengæld holder de en høj standard på deres debut fra i år. Det ensartede udtryk rystes op via de vokale gæsteoptrædener undervejs, og et par underholdende riffafstikkere undervejs gør, at de 30 minutter aldrig bliver kedelige.



4. Orm: 'Ir' – Ikke helt så højt oppe at ringe, som flere dele af resten af redaktionen er/har været, men som værk kan jeg ikke andet end bifalde et dansk band, der er ambitiøse nok til at sammensætte et konceptalbum med to 20+ minutter lange monolitter, der kunne bære vægten. Fedt også at se en plakatkampagne for et dansk black metal-band i det københavnske bybillede.

5. Halshug: 'Drøm' – Måske nok deres svageste plade, men det siger så mere om de forrige.

Årets internationale album:

1. Sadistic Ritual: 'Visionaire of Death' – Vel er jeg ved at være gammel, ikke tyk, og derfor passer det perfekt at have en altmodisch, men pissegod thrashplade på førstepladsen blandt årets plader. Den kommer fra Georgia-bandet Sadistic Ritual, der kan lidt mere end blot kopiere forbilledernes riffs. Power Trip og High Command burde finde notesblokken frem.



2. Lightning Bolt: 'Sonic Citadel' – Jeg havde egentlig afskrevet dette band på vej ud af 00’erne, men så vender de med dette vanvittige comeback ti år efter deres seneste gode plade. Hvis man havde glemt, hvordan det føles at blive overfaldet af Brian Chippendales trommetornado, så er ‘Sonic Citadel’ en fantastisk reminder og i øvrigt indbegrebet af ordet action-packed. Lad dig køre over af ‘Big Banger’ og ‘Van Halen 2049’.

3. Liturgy: 'H.A.Q.Q.' – Min kollega Ekstrem-Jon skrev en lang nedsabling af albummet, som jeg dog synes var vægtet rigeligt på Hunter Hunt-Hendrix’ konceptuelle pludder. Jeg hørte egentlig bare albummet og fandt det særdeles sammenhængende og underholdende, netop på grund af al den bizarre instrumentering, harpe, glockenspiel og hvad har vi. Derudover hader alle selvfølgelig blokfløjte, men det er heldigvis heller ikke den, der hjemsøger åbningsnummeret, Ekstrem-Jon, det er selvfølgelig den japanske dragefløjte, på japansk ryūteki og hichiriki. Dejligt at høre på pianostykkerne, at Hunt-Hendrix kan sin Ligeti. Altsammen med et overtrukket af et sortmetallisk fernis. Og på vibrafon også Cory Bracken fra Sunwatchers, som jeg har med her:

4. Sunwatchers: 'Illegal Moves' – Ikke særligt metal, men jeg har altid haft en svaghed for disse instrumentale amerikaneres fusion af psych, kraut og jazz, selvom det var en temmelig sjasket koncert, de gav i København for nogle år siden. Fraset liveudgivelser og selvudgivne sager er dette deres tredje album, og det er heldigvis næsten lige så godt som de to foregående.



5. Cult of Luna: 'A Dawn to Fear' – Mere af det samme. Gode. Uden dog helt at nå ‘Vertikal’- og ‘Mariner’-niveauet. Men som bekendt kan mindre jo ofte gøre det.

Årets internationale hit:

Lightning Bolt: 'Hüsker Dön't' – Noise-powwow for alle pengene, og samtidig årets sangtitel.



Årets danske hit:

Det må være noget fra en af de nævnte plader, men der er ikke noget, der har sat sig så godt fast, at det giver mening at fremhæve frem for andet.

Årets genfundne klassiker:

Jade Warrior: 'Last Autumn's Dream' – Dette var året, hvor jeg gravede Jade Warrior frem igen. Et ret excentrisk engelsk prog-rock-band, der havde en række meget tunge heavy psych-sager på deres første plader. Jeg kan muligvis bedst lide deres debut, men 'Last Autumn's Dream' har nogle af deres mest metal numre. Siden blev de endnu mere besat af japansk historie og verdensmusik, og det kom der såmænd også gode plader ud af, men ikke så mange, som det giver mening at nævne i dette forum.



Årets fysiske udgivelse:

Monty Python: 'Norwegian Blu-ray Edition' – Der er ikke noget norsk over udgivelsen, men det er jo Monty Python, så sådan måtte den jo hedde. I anledning af 50-året for premieren på den britiske kultkomedieserie blev den restaureret, så den nu ser flottere ud, end jeg har nogensinde har set den før. Glæder mig til et gensyn i den kommende tid. Dejligt at kunne købe det hele igen, 20 år efter at jeg købte serien på dvd som verdens dyreste US-importerede bokssæt.



Årets koncerter:

1. Robert Plant: Roskilde Festival, 04-07-2019 – Jeg har set ALT for få koncerter i år, og derfor er det måske meget sigende, at en gammel dinosaur ryger herop. Mens man selv bliver ældre og kan mærke, at generationerne skifter skifter på festivalen, er der også en anderledes stemning til de helt gamle navne. Jeg får lidt fornemmelsen af at se rocken dø. Det bekræftes kun af, at Robert Plant, når han engang dør, bliver afløst af sådan noget som Greta Van Fleet. Så er det lige før, man bliver nostalgisk af sådan en koncert, som Robert Plant gav på Roskilde, hvor han spillede sine gamle numre, men tænkt i moderne arrangementer, så det aldrig virkede bedaget.



2. Maurice Louca Elephantine Band: Roskilde Festival, 04-07-2019 – Lige inden Robert Plant-koncerten stod i Pavilion-teltet og lod mig hypnotisere af dette multinationale 10-12 personer store band, der spillede en post-rocket blanding af jazz, psych og elektronisk. Det virkede stillestående, og det virkede godt. Men ikke særlig metal.

3. Marc Ribot: Montmartre, 11-05-2019 – Marc Ribot har engang udtalt, at han er en “mislykket metalguitarist”. I stedet er hans endt som en af de mest feterede og umiskendelige gæsteguitarister, som de fleste kender bedst fra Tom Waits’ plader. Denne koncert var akustisk, men gav alligevel anledning til, at Ribot kunne sidde krumbøjet over sin guitar og tvinge bizarre og atonale lyde ud af den, inde mellem alt det skønne. På sin vis også en smule metal.

4. Ralph Towner: Montmartre, 02-05-2019 – Endnu en akustisk solokoncert, her med ekvilibristen Ralph Towner, der spillede, så fingrene dansede. Slå ham op, hvis du ikke kender ham og har brug for en stille stund.

5. Pixies: K.B. Hallen, 01-10-2019 – Uanset hvor elendige til middelmådige, Pixies’ gendannelsesplader har været, og uagtet, at de fandeme spillede nærmest det hele af den seneste til denne koncert, så var det fantastisk at se et af de store, ældre rockband bare spille. Uden noget pis eller leflen for publikum. Og når man spillede 30+ sange, så gør det ikke noget, at 12 af dem er nye og ringe. Og jeg havde heller aldrig fået set Pixies før, så ...

Årets internationale navn:

Liturgy – Jeg har egentlig ikke lyst til at fremhæve nogen frem for andre, men andre på redaktionen bliver måske harme over den her, og så har det alligevel ikke været helt forgæves.



Årets danske navn:

Orm – Det siger sig selv hvorfor, hvis man har fulgt med i vores dækning af bandet i forbindelse med deres anden plade.

Årets nye internationale navn:

Sadistic Ritual – De blev vist dannet for omkring ti år siden, men deres debut kom først i år, så i min bog er de nye.

Årets nye danske navn:

Ligæder – For at lave god musik.

Årets comeback:

Lightning Bolt – Det har jeg jo sådan set redegjort fint for længere oppe ...

Det overså jeg i 2018:

Utvivlsomt en masse, men ikke noget, det er lykkedes nogen at overbevise mig om.

Årets optur:

At Volbeat-gate bare blev ved og ved med at give. Ret meget af sig selv, da bandet jo aldrig har forholdt sig til sagen. Nogle mente, at vi tærskede langhalm på sagaen, men vi savnede (og savner) jo svar på, hvorfor vi ikke længere er velkomne til koncert med Danmarks største metalband. Der var ingen røde krydser over Devilution på gæstelisten, da vi bar Poulsen og hans band frem via hype og koncertanmeldelser fra Stengade for 10-15 år siden. Nedtur over dårlig stil, men optur over den debat, den har affødt.



Årets største skuffelse:

Der er jo altid rigeligt at tage af, men når jeg ser tilbage, så står den her alligevel mest klart: den ekstremt trættende fornemmelse at overvære overhypede Power Trip stå og jerne deres sekunda/hipster-thrash af på Roskilde Festival. Foran et publikum, der bare synes, at metal er “max lolleren” og opførte sig derefter. Næsten lige så enerverende, som når King GIzzard and the Lizard Wizard laver en “thrash-plade”.

Største ønske for 2020:

At jeg får hørt mere musik, end jeg gjorde i år. Og at jeg husker at skrue op.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

At skrue højere op!