Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '19: Når sjælen driver værket

Updated
LRM_EXPORT_1047090077847472_20190704_234658160
LRM_EXPORT_1047076659815771_20190704_234644742-01
LRM_EXPORT_1047083510686193_20190704_234651593

Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.

Kunstner
Titel
and the Sensational Space Shifters
Dato
04-07-2019
Genre
Trackliste
1. When the Levee Breaks (cover) (Led Zeppelin)
2. Turn it Up
3. Black Dog
4. Going to Califormia (Led Zeppelin)
5. The May Queen
6. Carry Fire
7. Babe, I'm Gonna Leave You (cover) (Led Zeppelin)
8. Little Maggie (trad.)
9. Funny in my Mind (I Believe I'm Fixing to Die)
10. Ramble On (Led Zeppelin)
--------------------------------
11. Gallows Pole (trad.) (Led Zeppelin)
Koncertarrangør
Fotograf
Mathias Nielsen
Forfatter
Karakter
5

Lad os være helt ærlige.

Der var næppe mange her, undertegnede inklusiv, der ikke håbede på at høre de Led Zeppelin-klassikere, vi næppe får muligheden for at høre (igen) fra de overlevende medlemmer på samlet hånd. Netop på grund af herren, vi ser her til aften, der ved flere lejligheder har udtalt, at han ikke ønsker at følge Rolling Stones i hælene i kampen for at genskabe fortidens bedrifter et halvt århundrede tilbage.

Det var i særdeleshed på 'Led Zeppelin III', at Plant blev involveret i sangskrivningen, især de akustiske, folkede indslag, hvor teksterne, der ofte opstod on-the-spot, dvælede ved alt fra sagn og naturromatik til Tolkien-baserede historiefortællinger. Hans solokarriere har også båret også præg af denne moderate distance til de elektriske indslag, og mere kærlighed til en tid, før guitaren stod i brand på Monterey. Dengang den sorte blues, rock 'n' rollen og skellene mellem diverse kulturers folkemusikalske indslag var mindre udvaskede. Dengang lyrikken fik tid til at føle sig frem: Og det var da også netop, hvad Plant gjorde for os denne aften.

Det er i år 50 år siden, at Led Zeppelins debut udkom, og selvom hans figur er noget mere svulstig end i bandets storhedstid, var det en Robert Plant med ånden og stemmen i behold, Roskilde Festival havde flettet ind på Arena-scenen. Så du på menneskehavet allerede en halv time forinden, var der næppe megen tvivl om, at Orange Scene havde været en mere naturlig placering til et ikon af det format, og mange måtte kæmpe sig til overhovedet at få sig en plads under teltdugen, væk fra regnen.

Ser vi isoleret på sætlisten, var det nemt at stille sig tilfreds, hvis ens succeskriterie var Led Zeppelin. Kort inden Roskilde Festival havde en sjælden livefremførsel af 'Immigrant Song' dæmpet forventningerne, ikke mindst fordi Plant sang intet mindre end pivfalsk på en klassiker, der under de omstændigheder havde været bedre tjent med helt at blive udeladt. Det blev den da gudskelov også i aften, og den stemme, vi optagelsen havde fået os til at  frygte skulle blive et problem, havde han stadig i god behold. Det var småt med det helt lyse register, men til gengæld skortede det hverken på patos, sjæl eller kraft, og hans velkendte imitering af guitarsoloernes melodilinier blev også effektueret flere gange undervejs.

Vi kommer naturligvis ikke udenom the Sensational Space Shifters: Plants faste backingband siden 2012, der smertefrit bevægede sig fra den akustiske blues inklusiv violinsolo i deres take på 'Black Dog' og de flamenco-klingende soloforløb i den forlængede 'Babe, I'm Gonna Leave You' til den mere hypnotisk fængslende folk i titelnummeret fra det seneste album 'Carry Fire' og de undtagelsesvise rock-outs, ikke mindst i den sublime afrunding af hovedsættet, 'Ramble On'.

Plants forkærlighed til musikverdenen, før 60'ernes eksperimenter elektrificerede rockens videre udvikling, var tydelig, og det var derfor heller ikke så overraskende, at ekstranummeret 'Gallows Pole' ikke blev leveret i dens legesyge form fra 'Led Zeppelin III', men som den traditionelle folksang den oprindeligt udsprang af. På den måde virkede koncerten som en videreførsel af Led Zeppelins arv med inspirationer alle vegne fra uden at forfalde til sangene, som vi kender dem, men med helt andre briller på, når det tjente nummeret ret, og en instrumentsektion, der konstant var i forandring. Robert Plant var stadig fyr og flamme med klap, knipsen og levende gestik og holdt æren i behold 50 år inde i karrieren, hvilket er mere, end hvad man kan sige om de fleste fra den årgang.

Det er tydeligt, at det er sjælen, der driver værket, og Robert Plant ikke blot gør det for pengene. Så havde han formodentlig også sagt ja til at genoptage samarbejdet med Jimmy Page og John Paul Jones, men hvorfor skulle Plant blot gengive fortiden 1:1, som en gendannelse ville lægge op til, når han kan modulere og opdatere fortiden, som han brænder for at gøre det, sammen med sine nye legekammerater? Vi har i hvert fald ingen indsigelser mod det, så længe ånden lever lige så stærkt i Robert Plant, som den gjorde her til aften på Arena.