Ud over kanten, et skrig og et vådt klask
Populær
Hunter Hunt-Hendrix har ikke opgivet at redde black metal og den moderne verden fra hinanden med new age-sludder og elektronik, men han fejler på gruopvækkende vis.
EXACO
VIRGINITY
PASAQALIA
EXACO II
GOD OF LOVE
EXACO III
HAQQ
. . . .
Hvornår er det ikke længere etisk forsvarligt at viderebringe en psykisk uligevægtig kunstners udgydelser, fordi det er med til at fastholde den person i sin sindslidelse? Er vi som metalpresse og -publikum med til at forstærke sådan en type som Shining-sangeren Niklas Kvarforths selvdestruktive spiral, når vi fortæller om hans seneste eskapader? Eller er det bare en del af pakken, hvis man er et kunstnerisk geni? Hvis det er det, hvad så, når geniet ikke længere rækker, og kunstneren selv indser det og begynder at smadre alt omkring sig, ultimativt sig selv?
Hunter Hunt-Hendrix er ingen Niklas Kvarforth, så vidt jeg ved: Han er ikke en voldelig junkie med hang til misogyni og Hitler-vitser. Men når Liturgy om bandets første plade i fire år proklamerer, at den er “Liturgy’s most vulnerable record for Hunter Hunt-Hendrix, addressing anger and struggles around mental health, sexuality, and religion,” er der alligevel grund til at stille sig selv de indledende spørgsmål.
For ‘H.A.Q.Q.’ er sindssyg plade at høre. Ikke i overført betydning, ikke noget med, at den er af-krogen-fed: Det er 45 minutters mentalt sammenbrud på plade. Manisk, skizofrent, psykotisk. Og er det overhovedet noget, vi har lyst til at applaudere?
Det er der lige så lidt et entydigt svar på, som der er det på de indledende spørgsmål. Havde ‘H.A.Q.Q.’ været vellykket, kunne man sige, at den gav én et blik ind i det exceptionelle: En verden, de fleste af os er forskånet for at have indsigt i, men hvor vi alligevel kan genkende en snert af os selv i vanviddet. Det kan være berigende, på samme måde som det er det at høre Joy Division, Nick Drake eller nogle af de andre kunstnere, der itonesatte den depression, der endte med at drive dem ud i selvmord og efterlod os andre med nogle plader, der på en måde fik os til at føle os hørt af et andet menneske.
Barnligt raserianfald
Det behøver ikke engang være så følsomt: Havde ‘H.A.Q.Q.’ været vellykket, kunne det have føltes berigende at stå inde midt i stormen og se alt flås op og sønderkastes omkring sig. Det ville have været fascinerende at være vidne til. Det er den bare ikke. Om noget er den skræmmende i sit afsind, men ikke på en måde, det giver én noget at være vidne til. At lytte til ‘H.A.Q.Q.’ er som at se et lille barn, der fuldstændig opslugt af et fortvivlende og afmægtigt raseri kaster alt sit legetøj omkring sig og ligger midt i en cirkel af ødelæggelse og brøler ned i gulvet. Den skingre blokfløjte i åbneren ‘HAJJ’ er sådan set kun med til at bestyrke det billede.
Da Hunter Hunt-Hendrix – et navn, som er dybt misundelsesværdigt, lige indtil det går op for en, hvilken type forældre der giver deres barn sådan et prætentiøst navn – i 2008 udsendte sin debut-ep under navnet Liturgy, var hans mission at ændre black metal for altid. Året efter havde han ikke alene samlet et band i Brooklyn og udgivet debutalbummet ‘Renihilation’, han havde også skrevet essayet ‘Transcendental Black Metal – A Vision of Apocalyptic Humanism’. Det var dels et opgør med black metal-scenens selvforståelse og dens lukkethed, dels … en bizar omgang pseudo-akademisk mysticisme tilsat en personlig new age-kosmologi med en masse kasser og lånte begreber, der skulle forklare, hvordan verden hang sammen ifølge Hunter Hunt-Hendrix.
Ti år senere er det fortsat den forståelsesramme, han forsøger at lægge ned over Liturgys musik. Coveret til ‘H.A.Q.Q.’ viser hans såkaldte System of Transcendental Qabala, men verden hænger mindre og mindre sammen. Det er ikke, fordi ‘H.A.Q.Q.’ ikke har sine øjeblikkes klarhed i vanviddet: Det kor, der går igen fra åbneren ‘HAJJ’ til ‘God of Love’ over i den afsluttende titelsang, angiver et melodisk holdepunkt, mens bandet gør deres bedste for at rive alt fra hinanden rundt omkring det, og resten bliver tilsat som elektroniske glitches som en metafor for det kaos, Hunter Hunt-Hendrix ser herske omkring sig.
Mislykket sovs
Det største problem ved pladen er, at ingen af de enkelte dele fungerer i sin egen ret: De melodiske passager virker kun som kontrapunkt til frenesien, de elektroniske elementer lyder sært bedagede i deres 90’er-modernitet; strygere, vibrafon, glockenspiel, harpe og piano virker, som om de er hældt på for at dække over, at der ingen substans er, som en mislykket tomatsovs forsøgt reddet med ekstra chili, ekstra sukker, ekstra salt, ekstra alting.
For det er først som sidst det, ‘H.A.Q.Q.’ er: Mislykket. Den black metal, Liturgy spillede på ‘Renihilation’, havde faktisk nogle interessante ting at byde på, både kompositorisk og i sit lydbillede. Det var en besynderligt optimistisk plade at høre dengang. Ti år senere synes Hunter Hunt-Hendrix at have givet fortabt over for at ændre black metal indefra, og i stedet bliver genren en stak virkemidler, som han i Liturgy lunefuldt anvender i et forsøg på at drive sin noiserock ud over kanten. Optimalt havde det været der, Liturgy befandt sig på denne plade: Balancerende på kanten med spændingen om, om de kunne redde sig selv op, som det, der fik én til at hænge på som lytter.
Men der er ingen spænding, kun et langt, fortvivlet skrig efterfulgt af et vådt klask. Og det er sådan noget, som man egentlig ikke har det særlig rart med sig selv over at agere tilskuer til.