Den ekstrametalliske dimension: Nick Drake – 'Five Leaves Left'

Five Leaves Left
Backcover
Nick Drake 3
Nick Drake
Nick Drake2

Nick Drakes mystificerende lyrik og eksperimenterende sangskrivning langt fra samtidens peace, love & harmony er et stærkt gateway-drug for det mere progressivt stemte metalhoved En naturlig svaghed for sirligt akustisk guitarspil er dog påkrævet.

Kunstner
Titel
Five Leaves Left
Dato
03-07-1969
Trackliste
1. Time Has Told Me

2. River Man

3. Three Hours

4. Day Is Done

5. Way To Blue

6. Cello Song

7. The Thoughts of Mary Jane

8. Man in a Shed

9. Fruit Tree

10. Saturday Sun
Forfatter

The summer of 67 var overstået. Fred og kærlighed var stadig knæhøj karse, og den naive hyggepladderlykke levede videre under mere trange kår, mens bomberne væltede ned over Vietnam og nabolaget. Syren var stadig hip under tungen, og Apollo 11 gav drømme om en større virkelighed væk fra tyngdekraftens begrænsninger på Jorden, men krigens ulmen, den sociale ulighed og fordommene mod den unge generations sværgen til langt hår, fri sex og stoffer satte et mere dominerende præg på musikverdenen. Sangteksterne blev mindre omtågede og mere politisk prægede, og et større fællesskab kom til udtryk fra alle hjørner af musikverdenen, med undtagelse af den stivnakkede, gamle garde, der stædigt fornægtede enhver musikalsk udvikling siden Little Richard.



Under disse fællesskabsprægede vilkår druknede enegængerne nemt i mængden. Det gjaldt også Nick Drake. En stille, indadvendt karakter, der kedede sig i det pænere aristokrati i England, men om ikke andet fik stillet sin musikalske sult på hjemmefronten med en familie, der alle kom fra en musikalsk baggrund. Diverse primitive hjemmeoptagelser afslører en tidlig interesse for jazz og blues, og efter et kort studieophold i Paris og den dengang obligatoriske hippie-dannelsesrejse til Marokko blev hans personlige stil raffineret, ikke mindst i forlængelse af en ualmindelig stor forkærlighed for marihuana. 



Det skal ikke være nogen hemmelighed, at visse musikere, der sværger til den grønne urt, nemt fortaber sig i endeløse soli, fabulerende spil og musikalske konstruktioner, der kan være svære at se den dybere mening med for andre end musikeren selv.

Nick Drake var dog af en helt anden støbning, og hans musikalske opdragelse, parret med hans interesse for hallucinogener af blandet karakter, kickstartede en periode, hvor han sad oppe til den lyse morgen, eksperimenterede med guitar-stemninger og skrev tekster med udgangspunkt i den klassiske engelske litteratur, han havde læst på universitetet, herunder især William Blake, men også med en inspiration fra natursymbolik. Resultatet blev debutalbummet 'Five Leaves Left', der ganske vist tog navn efter den lille notits for enden af rizzlapakkerne om, hvor mange papirer man har tilbage til at rulle sine joints med, men alligevel ikke lyder som et produkt af sin samtid. Hvilket givetvis også forklarer, hvorfor så få interesserede sig for Nick Drakes kortvarige karriere før 20 år efter hans død.



 

Stryger-melankoli og lyrisk dystopi
Det er en ualmindeligt søgende karakter, der gennemsyrer debuten fra start til slut. Samtlige numre er i forskellig tuning. Strygersektioner tilføjer i nogen tilfælde et ekstra krydderi til Nick Drakes følelsesfulde fingerspil, som i 'River Man', hvor det i andre tilfælde er det altdominerende akkompagnement til den skrøbelige røst, som i 'Way to Blue'. En østlig klang summer gennem 'Three Hours', mens den mere traditionelle, og i øvrigt den eneste skæring med normal guitartuning, 'Day Is Done' anlægger en mere dyster tone, i stærk kontrast til den afrundende luftigt jazzede 'Saturday Sun'.

Kontrasterne til trods er der en påfaldende rød tråd, der gennemskærer hele pladen. Dels besad Nick en mørk, nærmest croonende røst, der i samspil med den drømmeriske, melankolske lyrik anlægger en særlig dyster tone for hele albummet.



When the day is done

Hope so much your race will be all run

Then you find you jumped the gun

Have to go back where you began

When the day is done

Sisyfos-myten spøger i passagen, der vil gentage sig i det uendelige, ligesom den cykliske struktur i resten af 'Day Is Done'. Det samme mørke præger 'Fruit Tree', der indleder med de i eftertidens mytologiske tolkning fremsynede ord om Drakes egen død og senere succes:

Fame is but a fruit tree, so very unsound

It can never flourish, 'til its stock is in the ground

Derudover havde Nick Drake et umiskendeligt øre for at tilføje et organisk flow til sangene. Strygere flyder ind og ud, piano dukker op hist og her, men det hele virker i sin sammenhæng så smukt konstrueret, at man nemt forfalder til et begreb som tidløst. For alle andre tider end 1969, forstås. 





 

Efter rizzlaen var brugt op
Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at hans indadvendte karakter kombineret med det utrolige besvær knyttet til at skulle stemme påny efter hvert nummer, gjorde det til en håbløs opgave for ham at spille koncerter. Efter hans kamp for succes med efterfølgeren 'Bryter Layter' og den ualmindeligt skrøbelige 'Pink Moon', der blev indspillet med få timers varsel på en nat, døsede han hen efter et habilt pilleindtag, og så må det være op til den enkelte at vurdere, om det var bevidst selvmord eller ej. Han efterlod sig således en diskografi med blot tre album, der alle hyldes som favoritter af grupper af fans. Er det den drømmende, storladne side af Nick Drake, man sværger til, er der ingen tvivl om, at 'Five Leaves Left' er vejen frem.


Under alle omstændigheder skulle der gå mange år, før kunstnere som Jeff Buckley og Radiohead nævnte ham som inspirationskilder, hvorefter frugttræet er blomstret i de alternative kredse. Den sarte, inderlige natur og poetiske lyrik har dog sjældent krydset barrieren over til rockens verden, og de sirligt arrangerede konstruktioner på 'Five Leaves Left' er da heller ikke ligefrem rockede. Kanten gemmer sig imellem linjerne i form af numrenes eksperimenterende karakter, hvorfor det da også i metalmiljøet primært er mere søgende kunstnere såsom Opeth og Boris, der har refereret til Nick Drake som inspirationskilde. Nick Drakes skarpe øre for sangkonstruktioner med inspirationer fra bl.a. blues, jazz og folk danner rammen om et album, der afsøger diverse afkroge helt uden for den metalliske dimension uden på nogen måde at ty til pleaservenlige metoder. Den afsøger genrer langt ude i den ekstrametalliske dimension, men rummer samtidig ambitionerne og seriøsiteten fra proggens verden og er i den forstand et klassisk bud, når det er tiltrængt med lidt afdæmpet afveksling fra metallens overhalingsbane.

Hvor langt væk fra metal er det her?

Guitarspillet er akustisk. Strygerne får ikke for lidt. Og så er der habitjakken og det drømmende blik ned i haven, der pryder coveret på grøn baggrund. Vi er meget, meget langt fra vores vante hjemmebane.

Er der overhovedet noget metal over det?
Lyrikken har mystificerende facetter, især i skæringer som 'River Man', 'Way to Blue' og 'Fruit Tree', der fortsat bliver fortolket ud i det uendelige, ikke helt ulig grupper som Tool og Alcest, der heller ikke ønsker at smide letfordøjelige budskaber i hovedet på deres lyttere.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er harmonisk, storladen sangskrivning, der søger sit udtryk i diverse afkroge langt uden for metallens sfære uden nemme løsninger. 'Five Leaves Left' er ubesværet eksperimenterende.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
'Five Leaves Left' er en plade for det åbentsindede metalhead med en naturlig svaghed for varieret sangskrivning, eventuelt af mere progressiv karakter. Den tilføjer lag til arrangementerne, som er uhørte inden for metallens egne rammer, og vokalen, der aldrig ville fungere på en bund af powerakkorder og dobbeltpedal, anlægger en inderlighed og seriøs tone, som på papiret ikke er så langt fra Mikael Åkerfeldt. Og så alligevel...

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Skal du absolut holde dig inden for de vante rammer, har Opeths forrige album 'Pale Communion' momentvis samme eksperimenterende nysgerrighed, svaghed for sirlige arrangementer og reflekterende karakter. Det er dog uden tvivl en tilsnigelse.