Årsliste 2019 – Casper Villumsen

Casper_Devilution
winterjpg-26-1559469245
ORM-Ir-Indisc28-Artwork-LO-7-1567108339
a2608502095-10jpg-33-1557470746
-R7A4458-copy-17-1561414968
-B2A8977-copy-15-1561413022
-XTJ7108-79-1549278137
-R7A8433-copy-1-1561393576

Der blev skam hørt god metal i 2019, men det burde være blevet til mere i et år, hvor Chapel of Diseases udgivelse fra 2018 blev hørt mere end Arch/Matheos, Martyrdöd, Misery Index og Orm.

Fotograf
Adriana Zak

Det er nok en ufuldstændig liste, da tiden desværre ikke lige i disse år tillader mig at være frygtelig nysgerrig og udforskende over for nye skiver og spændende koncerter, så det vil være naturligt at tænke "jamen, har han da slet ikke hørt/set ..." 

Men uanset hvad jeg har hørt eller set og ikke hørt eller set, så er det stadig mine favoritter, som året 2019 har set ud på den musikalske front for mig. Jeg har blot plukket fra et noget snævert udvalg.

Årets danske album:


1. Orm: 'Ir' Den første skive fangede mig ikke, men med denne synes jeg, at det er lykkedes bandet at skabe noget stærkt og unikt, som kan stå distancen til de bedste bedrifter fra bandet, da stilen var lidt anderledes, og gruppen hed By the Patient. Og videre.



2. Detest: 'A Moment of Love' – Smæk på, klassisk dødsmetal, der svinger helvedes godt.



3. Gabestok: 'Tre' – På redaktionens anbefaling på en måde, der minder om tvang, fik jeg kort før deadline smidt det her på anlægget. Og sikke en herlighed af smadret, rå lyd og uptempo energi. Jeg kan li' det!



4. Aphyxion: 'Void' Vor anmelder kalder det et skifte fra melodød til metalcore. Det er sikkert rigtigt. I hvert fald melodisk og veludført som altid fra de efterhånden garvede unge herrer.

5. Morild: 'Så kom mørket ...' Jeg er på ingen måde ramt på samme måde af begejstring, som jeg var over den første udgivelse, men det hjalp en del på oplevelsen at få skovlet numrene ind i et helt særligt menageri til releasepartiet på Den Blå Planet.

Årets internationale album:

1. Arch/Matheos: 'Winter Ethereal' De gjorde det sgu igen, John Arch og Jim Matheos. Den tidligere frontmand i Fates Warning med den finurlige stemmme og den dygtige guitarist i Fates Warning. Andet album er også en fornøjelse udi velsmurt prog metal, som lader musikken leve og ikke forfalder til unødigt lir, trods det høje tekniske niveau.



2. Martyrdöd: 'Hexhammaren' Melodisk terror. Stor lyd, bulder og brag. Og noget af en hymne med 'Nästa Syrien', forbandet godt nummer, ligesom skiven, det er fra.



3. Alcest: 'Spiritual Instinct' Redaktionens Alcest-ekspert var godt nok ikke helt begejstret, men 'Spiritual Instinct' blev albummet, der fik mine øjne op for bandet takket være nummeret 'Protection', som Anders Bøtter smed i Sort Søndag-podcasten et par gange. Der måtte lyttes mere, og jeg faldt hurtigt for hele albummet. Utroligt flotte lydkulisser, man kan drømme sig langt ind i.



4. Misþyrming'Algleymi' Stemning og legesyge melodier fra Island. Skøn atmosfærisk black metal.

5. Misery Index: 'Rituals of Power' Misery Index viser sig igen som cremen af hårdtslående, catchy og brutalt swingende dødsmetal.

Boblere: Ketzer, Leprous, Cattle Decapitation, Borknagar, Darkthrone.

Årets internationale hit:

Rotting Christ: 'Vetry Zlye' Duetten mellem Sakis Tokis og Irina Zybina er bare formidabel. Rotting Christ har længe leget med melodier og storladenhed, og her går det op i en større helhed, som er rørende, insisterende og vedvarende effektivt. Albummet var et skridt tilbage efter min ydmyge mening, men det her nummer skilte sig ud med højt til loftet.



Årets danske hit:

Undergang: 'Ufrivillig donation af vitale organer' – Det er titlen, der er hittet. Nummeret er stærkt, klassisk Undergang, men måske ikke med den type catchyness, jeg normalt vil ønske i et nummer, før jeg kalder det et hit. Men titlen, altså. Smukt!



Årets genfundne klassiker:

Candlemass: 'Death Magic Doom' – Stadig smukt i al sin enkelhed. Som en frostklar vinternat.



Årets fysiske udgivelse:

Death: 'Sound of Perseverance' – Altså som T-shirt. Et genoptryk på forvasket grå bomuld, så man næsten ser sej nok ud til at have købt skidtet, da den fabelagtige skive udkom. Første pakke kom ikke frem, men heldigvis var Earache Webstore flinke at sende en ny pakke uden beregning (selvom jeg ikke havde købt "forsikring" til den første pakke).



Det er ikke, fordi jeg gør mig meget i at købe fysisk musik længere. Sidste år skrev jeg vist mit nye hus på i denne kategori, årets fysiske udgivelse, og selvom jeg nu er kommet godt på plads i huset og har fået pladeafspillerne op, så er det ikke, fordi jeg har investeret i meget andet end ting til huset endnu. Udover et par monitors til musikindspiling, som gør et godt arbejde, når jeg sidder på kontoret og skriver anmeldelser (hvilket desværre er sket i sjældnere omfang. Familien kræver også min opmærksomhed). Praktisk i øvrigt, da langt det meste musik, vi anmelder, kommer digitalt, og så fortjener musikken jo god lyd, og hørebøffer bliver jeg i hvert fald lidt træt af i længden. Musikken skal sættes fri!

Årets koncerter:
Ja, det er jo ikke mange koncerter, jeg har nået i år. Derfor også en overvægt af Copenhell-koncerter. Ikke af det ikke var gode sager dér, men jeg erkender, at jeg nok er gået glip af en masse andet godt i år.

1. Uada: Copenhell, 22. juni 2019 Det var sent, så det var en træt og beruset mig, som oplevede det her band give en dragende koncert, som fik mig opslugt i en sådan grad, at koncerten står lige så meget som en drøm som egentlig virkelighed i hukommelsen.

2. Morild: Den Blå Planet, 1. februar 2019 Prætentiøst perfekt. Ja, det var også titlen på anmeldelsen, men det beskriver fint den her særlige oplevelse.

3. Leprous: Lille Vega, 25. november 2019 Ja, synderligt meget metal fik man ikke. Men det var en oplevelse af de større. Smukt som den plade, nordmændene næsten lige havde udgivet.

4. Katatonia: Copenhell, 19. juni 2019 En god koncert uden at være prangende. Men der var noget boblende glæde over nogle dages fri forude og Copenhell-tid, og så det komiske i det absurd voldsomme regnvejr flere gange undervejs i koncerten. Samlet gjorde det hyldesten af den mørke 'Night Is the New Day' til en særlig oplevelse. Og så var coveret af Judas Priests 'Night Comes Down' bare en flot og luftig afslutning, som gav nyt liv til natten.

5. Belphegor: Copenhell, 21. juni 2019 Jeg har set det her band så mange gange før. Musikalsk var det godt som altid, men nok heller ikke noget til historiebøgerne. Men i den mørke nat og med masser af ild var bandet mere gennemført end nogensinde. Tjek Peter Troests foto herunder fra den koncert. Det er koreografi på et højere plan, og fotoet er jo nærmest et coverartwork i sig selv:



Årets internationale navn:

Cattle Decapitation – Ja, det kan godt være, at effekten af det nye album, som igen-igen holder en høj, høj standard inden for ekstremmetal med en bredere appel, først vil slå igennem næste år, da albummet jo kom sent i år. Men der nåede at gå Cattle Decapitation-hype i sagerne her sidst på året, så det er mit bedste bud på sådan en overordnet fællesnævner for metallen i 2019.

Årets danske navn:

Baest – Igen, igen. Alt spiller bare. Så meget, at man kan undre sig over det, hvad en redaktionskollega så gjorde og fint forklarede nogle af årsagerne til, at det passionerede band bare lykkes med alt, de sætter sig for. De ord finder du HER.

Årets nye internationale navn:

Brutus – Det gik stærkt. Altså med hypen. Spændende nyt band, og hypen var fortjent, fandt jeg ud af, da jeg endelig fik lyttet selv. Råt talent, passion og interessant sangskrivning.



Årets nye danske navn:

Katla – "100 bajere!" og "Kærlighed og Satan" er fine slogans.

Vinderne af den danske afdeling af Wacken Metal Battle er udover sejhed på scenen og skarpe sange også fortrinlige udi simpel promovering, der altid gives med smil på læben. 



Og så skal Copenhagen Metal Fest også nævnes. Jeg spillede der selv med Electric Hellride om fredagen, mens jeg var gæst om lørdagen. Og alt spillede bare fra arrangørernes side, så det var en fornøjelse at være på programmet. Og god musik fra vor egen andedam.

Årets comeback:

David Vincent (Vltimas) – Jeg har nydt Vltimas' skive i år som en god, solid omgang dødsmetal. Ikke helt prangende nok til at nå min top 5 for internationale skiver ovenfor, men stadig solid og skøn til masser af lyt i år og årene, der kommer. Og så var koncerten på Copenhell jo heller ikke værst.

Og ja, det er sgu bare rart at se David Vincent på scenen igen i dødsmetallens navn, i godt lune og med det herlige, onde growl, når nu det er blevet et cirkus med hans forhold til Morbid Angel og vice versa.

Det overså jeg i 2018:

Chapel of Disease: '... and as We Have Seen the Storm, We Have Embraced the Eye' – Ærgerligt, at jeg ikke opdagede denne udgivelse i 2018, men til gengæld er det nok den skive, jeg har hørt mest i 2019. Tyskerne har en klassisk heavy metal-lyd i deres dødsmetal, så det er uhyre melodisk, når det ikke er helvedes atmosfærisk, fordi der også kigges mod den sorte metal. Og når bandet e er trætte af at blive sat i bås, så kommer der lige noget sært guitarlir, som er uden rødder i metallen, men alligevel passer flot ind. På sin vis et slags tysk svar på Slægt. Begge bands udgives da også på Ván Records.



En bobler er Dödsrits 'Spirit Crusher'. Minder lidt om den sorte pendant til Martyrdöd. Altså en art blacket crust metal.

Årets optur:

Copenhagen Metal Fest var fedt, hyggeligt og alt det der. Konstant rendte jeg på gode folk, jeg kendte, og så var det aldeles fremragende at være artist der: Både i behandlingen fra crewet og ikke mindst den store opbakning fra publikum trods et spilletidspunkt kl. 18.30 en tidlig fredag aften inde på Beta, mens det ellers var en glimrende dansk sensommeraften udenfor.

Det har ogsp været skønt at se min nu 1½-årige datter headbange impulsivt til noget af den støjende musik, jeg har nydt fra tid til anden under opvask m.v. herhjemme. Da jeg ikke ligefrem kan prale af langt hår, så går jeg ikke rigtigt rundt og headbanger herhjemme, så er det skønt at se, at hun simpelthen har det naturligt i sig. 

Årets største skuffelse:

At flere Devilution-skribenter har valgt at gå på orlov/stoppe i år. Vi er jo ikke alle lige unge på Devilution, så jeg forstår jo godt argumenterne. Min egen artikelfrekvens viser, at jeg er helt på deres side, hvor arbejde, børn og andre hobbyer fylder mere end skriveriet for Devilution. Så ja, jeg forstår. Men håber at se skribenterne retur, før jeg selv når til samme beslutning. Heldigvis har mandefaldet betydet hvervning af nye folk, og det er skønne nye kræfter. Så tak til dem, og velkommen til!

Største ønske for 2020:

At jeg finder tid og lyst til at gå til flere koncerter. Der har været for få koncerter for mig i 2019, og her i efteråret kunne jeg til et par koncerter virkelig mærke, at det skam var noget, jeg savnede. Vi får se ...

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

Glæde? Hvad er nu det for en luksus? Spøg til side, jeg har ikke sat mig det store ind i, hvad metalverdenen har at byde på i 2020, så jeg glæder mig bare til mere metal, sådan helt overordnet. På det personlige, men stadig metalliske plan, så glæder jeg mig til, at der bliver taget intensivt hul på sangskrivningen til det, der gerne skulle blive næste udgivelse for mit eget band.



Godt nytår allesammen!