Smuk og dunkel detaljerigdom
Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.
I Lose Hope
Salt
Stuck
Observe the Train
Alleviate
The Cloak
Angel (Massive Attack cover)
The Price
Third Law
Distant Bells
---------
From the Flame
The Sky is Red
Det er ikke mange dage siden, at anmeldelsen af Leprous' seneste album, 'Pitfalls', lå klar her på sitet, og dommen lød, at det var et smuk og skrøbeligt album, der krævede fordybelse. Ikke just noget, der umiddelbart kunne bidrage til en energisk, intens koncert. Men mandagens koncert viste, at sangene fra albummet såmænd sagtens kunne skabe lige netop dét. Hele seks af albummets ni sange blev fremført, og af de tre, det så ikke blev til, var såmænd to af de sange, som denne skribent ellers bedst havde set ind i en kontekst med bandets tidligere sanggalleri.
Med en tætpakket scene af grej og masser af ekstra scenelys gik Leprous på scenen til 'Below'. Et nummer, der er smukt og filmisk, som var det et bud på et titelnummer til en formørket James Bond-film. Med kvintetten på scenen var også cellist/multiinstrumentalist Raphael Weinroth-Browne, som også spiller på 'Pitfalls'. På elegant vis lagde han en på en gang diskret og alligevel massiv og dramatisk bund. Sammen med et velspillende band bidrog han til den formidable dynamik og en konstant dunkelhed, som holdt selv de "pæne" og luftige passager spændende og overrraskende. Og der var samtidig et flow og en udvikling i musikken, sådan som de forskellige bandmedlemmer, trommeslageren undtaget, skiftede mellem instrumenter og elektroniske virkemidler.
James Bond og hårde tæsk i tønderne
Det var i starten som kunst på musikform. Trommeslager Baard Kolstad var i rullekrave, som skulle han understrege, at metallen efterhånden er gemt godt væk. Han lignede en prætentiøs kunstner, der kun havde sans for egne detaljer, såsom trommesættets specielle bøjede bækken, som lignede noget, som kun akkurat havde overlevet et møde med Salvador Dalí.
Men Kolstad slog hårdt, meget hårdt, i tønderne, og rullekravetrøjen røg hurtigt af. Trommespillet var effektivt og detaljerigt, men der blev altså slået til, hvilket også var med til at gøre sangene mere liveegnede, end de umiddelbart fremstår på 'Pitfalls'.
Snak og tøhø-humor
Einar Solberg var en sand frontmand denne aften. Introvert fra tid til anden, men også med store, vilde bevægelser og fortællende mimik, så han i dén grad nåede ud over scenekanten. En stor stemme i sangene og lidt mere stemme mellem et par af numrene, for Solberg havde sat sig for, at tale mere med publikum på denne tour, berettede han.
Den del var nu mest i starten, og han bad i øvrigt folk om at bære over med ham, det var nemlig ikke så nemt for ham at snakke og fortælle som at synge for folk, og derfor kom også en opfording til at grine af hans jokes uanset hvad. Et muntert indslag i kontrast til de alvorlige numre, hvor de nyeste af slagsen hudløst ærligt omhandler den depression og angst, som han været igennem de foregående år.
Publikum var med på det, og som selvtillidsboost til den følsomme frontmand lod et vittigt eksemplar blandt publikum gjalde "You have a big dick!". Nok var det mandag, men fuldemandshumoren var kommet videre fra weekenden og ind i den nye uge. Der var god stemning i salen.
Celloens hypnotiske magt
Højdepunkterne stod i kø, og selvom man måske i evalueringen godt lige kunne have ønsket sig noget fra 'Bilateral' også, så forstod man måske også, hvorfor det alligevel ikke havde været så egnet i et sæt, der som nævnt i høj grad var 'Pitfalls', et cover af Massive Attack og så ellers to fra hver af 'Malina', 'Coal' og 'The Congregation'. Fra sidstnævnte blev det til 'The Price' og 'Third Law' og her stod det måske klart, hvorfor de mere metalliske dele alligevel ikke gik helt så godt i spænd i sættet.
Det er fantastiske numre, og energien blandt både band og publikum var herlig, men det ekstra arrangement med cello tog en slapper i det meste af disse numre, og selvom det var hårdere, staccato-hamrende sange, så var det pludseligt tydeligt, hvad cello gjorde for den forførende tyngde i lyden. Det blev særligt understreget, da den så i nærmest rå og smadrende lyd alligevel gik med undervejs i 'Third Law', hvor Weinroth-Browne kom helt frem til fronten af scenen. Og satte en tyk fed streg under, hvor meget den cello gjorde for musikken og liveoplevelsen.
Brav finale
Finalen i ekstranumrene med især afslutteren 'The Sky is Red' med sine sære, mareridtsagtige lyde og et lysshow, der i den grad havde en sidste salut i ærmet, var intet mindre end formidabelt. Trampen i gulvet og vildskab fra hele bandet fandt vej til nummeret, trods dets ellers overordnet stille udtryk. En trampen, der blev overtaget af publikum, da der i respekt for et meget smukt og gennemført show blev hujet, piftet og trampet i gulvet, da sidste tone var ringet ud.
Jo, Leprous har så sandelig stadig noget at byde på live, selvom man på forhånd kunne have frygtet for, at det ville blive en "føle-føle-koncert", nu hvor metallen i bandets musik efterhånden synes så langt borte. Men det var som beskrevet tungt på en utrolig vedkommende måde, så stemningerne i musikken ramte hårdt og effektivt alligevel.