Mærk det, føl det

Cover

Det er stille, det er smukt. Det er på grænsen til at være voldsomt kedeligt. Men med den rette fordybelse vinder det smukke, og et rørende og meget personligt album fra frontmand Einar Solberg folder sig ud.

Kunstner
Titel
Pitfalls
Dato
25-10-2019
Trackliste
1. Below
2. I Lose Hope
3. Observe the Train
4. By My Throne
5. Alleviate
6. At the Bottom
7. Distant Bells
8. Foreigner
9. The Sky Is Red
Karakter
4

"[...] og så hoppede og dansede Einar Solberg, som han hedder, vildt og med de flagrende dreads, var han et show i sig selv." Ordene er fra anmeldelsen af Leprous' show på The Rock kort efter udgivelsen af den formidable 'Bilateral'. Flere albums er udkommet siden og med forgængeren 'Malina' og nu 'Pitfalls' er det svært at forestille sig ordene om et nutidigt Leprous-show. Vildskaben er væk og metal følger ikke længere med i genrebeskrivelsen, hvor "progressiv" dog fortsat skal høre med. Men alene. Er det så rock, er det pop? Måske en lydkulisse til en større fortælling, man selv skal skabe, når musikken rettelig nydes med lukkede øjne?

Men nok er vildskaben væk, til gengæld er musikken nu skrøbelig, sårbar og forbandet smuk. Det er musik til fordybelse og afslapning. En musik, hvor vokalen krænger store følelser ud. Forståeligt, for 'Pitfalls' kanaliserer Einar Solbergs rå tanker og følelser gennem en svær tid med depression og angst, og melodierne er stærke og underbygger fornemt frustrationerne og et sind i sort formørkelse og vildrede. Han har noget på hjerte, og det høres og mærkes.

Ikke kun Sol(o)berg
I og med at stille numre eller længere passager i følelsernes dæmpede vold ikke er uvante i Leprous' regi, så er det stadig hørbart på musikken og ikke kun Solbergs karakteristiske stemme, at det her vitterligt er Leprous. Den lidt kedelige 'Malina' varslede måske også dette skifte til det mere storladne, hvor der er langt mellem headbang-venlige riffs med finurlige staccato-rytmer. Bedste bud på noget, der kan bidrage med energi i stil med gamle klassikere er 'At the Bottom', hvis melankoli og lejlighedsvise mere energiske udbud efter en stille start kommer tættere på fortiden end så meget andet på 'Pitfalls'. Eller 'Foreigner', som for alvor stikker ud som albummets uptempo-nummer og har et simpelt og effektivt omkvæd, som meget simpelt sætter ord på Solbergs formørkede sind under dennes depression: "Fight to stay alive/ it's a fight against myself".

Men de stille sange, som altså er det overordnede udtryk, kan også noget. Åbneren 'Below' er tung og dyster, celloen rumler smukt og sammen med bassens dybe bund og slæbende trommer er stemningen heavy uden på nogen måde at være metal. Albummet går dog i andre retninger. Allerede i næste nummer, 'I Lose Hope', får man disco-bas omend i et tempo, som discofanatikere nok ville mene gik lige sløvt nok. Samtidig er der masser af spøjse lyde og lag i musikken, så nummeret bygges op omkring de catchy vokallinjer. 

Trommer og bas varierer en del i lyden og er med til flere steder at give albummet et elektronisk lydbillede, og generelt er der i produktionen gemt både de store svulstige lydflader og nærmest lo-fi-agtige passager. 

Til de stille, eftertænksomme stunder
'Pitfalls' er et markant bedre album end 'Malina'. Det er et svært album at få ind under huden. Intenst lytning med gode hovedtelefoner på kan anbefales, for at få musikken ordentligt under huden. Aflytning på et dårligt anlæg i bilen på motorring 3 i myldretiden kan til gengæld ikke anbefales. Dertil er albummet for afdæmpet og faretruende tæt på at være decideret kedeligt. Altså helt og aldeles kedeligt.

Det er musik til de rette stunder, hvor drømme kan tænkes, ordene fra Solbergs hudløst ærlige billeder af en hård depression måske lige frem være terapeutiske og sorterende for vildfarne tanker i eget hoved. Der er en smuk ro over pladen. Det er ikke metal, det er vist fastslået; men for det åbne metalhoved er der detaljer og melodier at kaste sig over her. Og så er det pludselig helt og aldeles smukt.