Simpelthen i en klasse for sig
Populær
Norske Leprous forener sublime tekniske evner og anderledes indgangsvinkler i en harmonisk og stærkt varieret sangskrivning, som gør den progressive metalgenre stor ære.
02. Forced Entry
03. Restless
04. Thorn
05. Mb. Indifferentia
06. Waste of Air
07. Mediocrity Wins
08. Cryptogenic Desires
09 Acquired Taste
10. Painful Detour
Måske ringer der en lille klokke, når bandnavnet Leprous læses på disse sider. Bandet har nemlig været nævnt før i en live-anmeldelse af Ihsahn sidste år på Wacken. Leprous er den tidligere Emperor-mands band, når han står solo på scenen.
Og der skal ikke spilles mange sekunder til 'Bilateral', som er Leprous' anden skive, førend man forstår det valg. De er superdygtige musikere, og med denne anden skive på det førende proglabel Inside Out slår de for alvor fast, at de ikke behøver en prominent black metal-musiker for at gøre karriere og et navn af sig. 'Bilateral' er et eminent udspil - intet mindre.
Det kan ikke peges på ét band, som nordmændene alene skulle læne sig op af. Naturligvis vil man kunne finde elementer, som kan lyde af dette og hint - faktisk også førnævnte Ihsahns værker - men albummet er så ypperligt varieret, at det bliver omsonst at nævne umiddelbare inspirationer. Og når pulsen igen er normal ovenpå en gennemlytning, så står der da også kun "Leprous" på lystavlen. Alene fordi nordmændene har fundet sin egen fantastiske stil.
Dynamikken er utrolig, fra de storslåede partier med højt til loftet til de mere fartglade stykker, som næsten kunne være power metal - ja, endda black metal enkelte steder. Og vokalen følger med. Einar Solberg holder sig primært til en lys, skrøbelig men alligevel stærk, ren vokal, som også spænder over skrig og skrål og en mere rå vokalføring. Og hvor det ikke helt er nok, så er Ihsahn faktisk også med som gæst enkelte steder.
Den helt fantastisk sammenhængende variation
Vindersangen på albummet er ikke til at udvælge, og der sker så meget i de enkelte numre, at det ikke er til at udpege det bedste eksempel for en tur ind Leprous' univers. Variationen kan for eksempel ses i formidable 'Thorn' som starter sagte og bygger op til et klassisk metallisk omkvæd, som fænger voldsomt. Smukke guitarsoli og trompet og ellers masser af tyngde i nummeret.
Næste nummer 'Mb. Indifferentia' lyder måske i titel som Pain of Salvation, og faktisk kunne det ligeledes geniale svenske band godt have stået for dette nummer - fx på albummet 'Be'. På trods af en overordnet stor variation, så skiller nummeret sig ud fra resten af skiven her. Det er smukt, følsomt og højtflyvende og med spændende vokal over flere registre.
Men så tager 'Waste of Air' over med kaos. Eller det er faktisk i simpel taktart, men den lyd, man angribes af, lyder i sammenligning med resten kaotisk og heftig. Som black metal i bandets hjemland. Trommerne bygger naturligvis mere og mere op til en mere kompliceret rytme inden der skiftes riff til noget, som kunne have været skrevet af Pantera eller et andet band med groove som kodeord. Senere træder synth'en ind med et nærmest hypnotisk stykke, som bærer en stor del af sangen med den rå vokal.
Og sådan kan man blive ved med at liste albummets forskelligheder op. Det vil være ligegyldigt, for vigtigst er det blot at notere sig, at albummet hænger ekstravagant godt sammen, og hvis ikke det kan tilfredsstille en lytter med hang til progressiv metal i dag - hvad kan så?
De fem herrer i Leprous må være noget nær det vigtigste indenfor for norsk progressiv metal siden Ark, som også husede Jørn Lande, men det er en farlig og svær diskussion at starte, da flere af landets bands med baggrund i black metallen og kan kaldes for progressive. Lad der i stedet blot stå tilbage: 'Bilateral' er et af dette års fedeste albums.
Leprous spiller i øvrigt til oktober på The Rock til Denmark Rock Festival.