Lørdag på Denmark Rock Festival

Populær
Lørdag på Denmark Rock Festival

Det var et overflødighedshorn af lækre og ofte tekniske detaljer på instrumenterne, da der i weekenden blev holdt Denmark Rock Festival med bands som Redemption og Leprous.

Kunstner
Titel
+ Leprous + Loch Vostok + Malrun + Kingcrow
Spillested
Dato
08-10-2011
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Nogle gange går puslespillet ikke helt op på redaktionen, så Devilution måtte desværre gå glip af den første dag på den nye Denmark Rock Festival som i version 1 i høj grad har fokus på bands, som kan kaldes progressive.

Heldigvis lykkedes det på lørdagen, og festivalens sidste dag af to, at deltage i dette fine initiativ, som alle bands på scenen også i stor stil udtrykte glæde overfor. Som frontmanden i Loch Vostok sagde: "Thank you Lars 'motherfucking' Larsen!".

Lørdagens første band havde det svært med "th"-lydene i det engelske sprog, så dét bands takketaler blev til masser af "tank you" i stedet. Ærgerligt var det, at salen her klokken 19 langt fra var fyldt op, men det lod ikke til at genere et tændt band, hvis forsanger gerne smed sig på knæ for lige at fremhæve guitaristens herlige solo.

Kingcrow hed bandet og spillede en atmosfærisk og symfonisk form for rock med metalliske undertoner. I de mere stemningsfulde passager syntes det italienske band at hente inspiration fra folkemusik, fortrinsvis irsk.
(karakter: 3)


Fint dansk bidrag


Det næste indslag var dansk. Malrun lagde ud med lidt for meget effekt på vokalen, så Jacob Løbners vokal fyldte enormt i lydbilledet - men rodet så ordene ikke trængte igennem. Men det blev der heldigvis rettet op på, og så stod den melodiske metalrock pludselig meget klarere og både den glimrende, følelsesladede vokal og de mere aggressive råberier klædte musikken godt.

Da bandet netop nu er i studiet, så blev tilhørerne, som dog endnu ikke var vågne nok til at komme helt tæt på scenen, forkælet med lidt nyt materiale. Og som Jacob selv pointerede: sange som lige havde taget en lidt større bid af den metalliske hjørne end hørt på debuten.
(Karakter: 3, " target="_blank" title="Malrun">videolink)


Aggressiviteten var bedst

Dernæst stod det på mere skandinavisk musik. Svenske Loch Vostok gik på scenen med sin progressive metal, som både benytter trestemmig, ren vokal og growls. Heller ikke svenskerne havde held med at trække publikumsmængden, som nok stadig ikke var kommet over 100 personer, helt tæt til scenen. I det hårde område af musikken - der hvor vokalen var aggressiv - fungerede det svenske band fint, men når vokalen var ren, var det småt med særligt fede melodier. Ærgerligt var det også, at når der var trestemmig sang, så var det ikke uden toner, som ramte ved siden af.
(Karakter: 2, " target="_blank" title="Loch Vostok">videolink)


Levede op til de store forventninger

Så kom der mere gang i festen med Leprous. Nordmændene stillede i meget fint tøj, men gav en performance, som var det et mere bumset klædt Metallica på et stadion i slut-80'erne. Man kunne have frygtet for, hvordan bandet ville levere energi, når sanger og samtidig frontmand var gemt bag keyboards. Frygten blev gjort til skamme, for hans gear kunne ikke presses længere ud på scenekanten, og så hoppede og dansede Einar Solberg, som han hedder, vildt og med de flagrende dreads, var han et show i sig selv. Hans vokal var stærk i de rene toner, men i skrigene og det mere aggressive savnedes der lige en smule i forhold til på plade.

Leprous havde taget deres eget trommesæt med, og det stod så foran det sæt, de andre bands benyttede. Det gjorde scenen lidt mindre, men gav også den fordel, at bandet så ud af mere, da gruppen virkelig fyldte scenen godt ud. Der var naturligt nok et stort fokus på den seneste og formidable skive 'Bilateral', hvorfra 'Thorn' fik lov til at lægge ud. Også den mere stille og Pain of Salvation'ske 'Mb. Indifferentia' fik en fornem servering.

Sammenspillet var rigtig godt og bød på såvel 5-, 6- og 8-strengede instrumenter. En knækket guitarstreng tidligt i sættet betød heller ikke det store, selvom det var tydeligt, at det alligevel krævede lidt koncentration fra guitaristen at måtte gå fra 6 til 8 strenge i et nummer, som han normalt kun benyttede seks til. Men bagefter blev den knækkede streng udskiftet og så kørte alt ellers helt glat igen. Leprous var en ligeså fed oplevelse, som man efter nordmændenes album fra i år havde håbet på. Hypen omkring dette band i de progressive kredse er fuldt ud berettiget.
(karakter: 4, " target="_blank" title="Leprous">videolink)

Hey, Henning!

Programmet skred lige med en 15-20 minutter, men heldigvis blev de folk som Leprous havde fået trukket helt frem til scenekanten hængende, så Redemption også kunne bryste sig af et engageret og sultent publikum, selvom salen på The Rock ikke kunne fyldes ud. Der lød et varmt bifald, da forsangeren gik på scenen lidt inde i åbningssangen - den fede 'Threads'. Og det var da heller ikke en hvem som helst, der havde grebet den trådløse mikrofon: Ray Alder, som også kendes fra Fates Warning.

Redemption savnede sin keyboard-spiller, men klarede sig med samplede toner derfra, og med de flotte præstationer fra resten af bandet, så var den løsning helt i orden. Rays vokal var stærk og utroligt sikker. Det er muligt, den har været lidt stærkere nogle år tilbage, men der var stadig en utrolig fylde og patos i og så missede han ikke en tone. Også den hætteklædte bassist tryllede på sin 6-strengede bas, men de resterende tre på scenen havde nu også en stor del af æren for showets positive udfald.

Man kan måske have undret sig over Rays "Hey, Henning!" undervejs, da han i starten savnede mere vokal i monitoren. Men det var faktisk danske Henning Nymand, som også kendes som "Hævi Henning" fra Red Warszawa. Han er nemlig bandets lydmand på den igangværende tour. Og det er da muligt, at der ikke var nok lyd i monitorerne, men udadtil lød musikken fedt lige fra start.


Ekstranumre og alligevel ikke


Der blev pjattet lidt på scenen fra Ray, men det lod til at være sandt, når han sagde, at han hyggede sig og havde det skægt her på The Rock. Redemption spillede et godt langt sæt, som også bød på ekstranumre, selvom det måske var svært at se. For bandet gad ikke gå af scenen blot for at vandre tilbage igen. Der blev her hentydet til, at når der nu ikke var flere, så var det måske en fjollet gimmick...

Ray havde i hele showet fået meget plads både i mixet og på scenen, hvor strengespillerne ikke flyttede sig så frygtelig meget ud af stedet, men var store smil og nød tydeligvis koncerten, og leverede læssevis af glimrende soli.
(Karakter: 4)

Det var synd, at der ikke var flere som havde fundet vej til den første Denmark Rock Festival, men det var et godt arrangement, som forhåbentlig får den opmærksomhed, som fortjenes i kommende versioner.

Redemption i en sang fra det seneste album: