Copenhell '19: Der brændte en ild på Pandæmonium

_B2A9042 copy
_B2A9099 copy
_R7A2139 copy
_B2A8977 copy
_B2A8825 copy
_R7A2098 copy
_B2A8781 copy

Endelig fik vi Belphegor serveret i de helt rigtige rammer, så den ekstreme musik kom i smuk forening med et stemningsfuldt scenesetup og godt med røg og ild.

Kunstner
Dato
21-06-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Østrigske Belphegor med guitarist/vokalist Helmuth Lehner i front har mange år på bagen, første album udkom i 1995, og det er også blevet til mange besøg i Danmark siden. I København har den stået på steder som Pumpehusets lille sal og hedengangne The Rock. På Copenhell var det endelig tid til, at hovedstaden kunne hilse bandet velkommen på den helt rigtige platform på et perfekt tidspunkt, så bandets ceremoni af en koncert kunne udføres under noget nær perfekte rammer.

Klokken kvart i et natten til lørdag spillede PA-anlægget de skumle toner, der sendte Belphegor ind på scenen under vanlig hilsen med et lille håndtegn. Alle i bandet som vanligt i fuld sminke, masser af hvid og sort og røde blodlignende plamager og passende gevandter. Lad ceremonien begynde. Kort efter satte Belphegor i gang med deres  blackened dødsmetal, som i nattemørket og via den flotte lyssætning med masser af køligt blåt lys og de mange flamme- og røgkanoner satte en stemning, som syntes at læne sig mere over mod den sorte side af bandets ekstreme metal.

Gennemført i selv de små detaljer
Der var helt som forventet ikke mange ord fra Helmuth Lehner. Et "Copenhell" og "Københaaaaaaaavn" fik man dog, men ellers var det en fornemt udført koncert, hvor der også var styr på en art koreografi. Lehners medsammensvorne på strengeinstrumenter vidste i hvert fald tydeligt, hvordan de skulle bevæge sig rundt på scenen, så det understøttede musikken og fremhævede showet. De havde podier at gå op på, så de kom i niveau med trommeslageren, og kunne stå på hver sin side af ham, koreograferet og synkroniseret. Senere tændte de også synkront op i de to bålfade på scenen, så der var ekstra ild under den sidste del af koncerten.

Lyden og fremførelsen af musikken var i vanlig høj kvalitet fra kvartetten, men på showsiden fik man mere, end man var vant til. Normalt har bandet kun haft mulighed for at tage kostume- og sminkedelen og lidt knogler med sig, men her var der også plads til flere og større knogler og ikke mindst: Ild! Ilden var perfekt i mørket og gav flashbacks til Behemoths koncert i 2010, Copenhells første år, hvor den ekstreme metal også tog sig godt ud i et teatralsk setup med masser af ansigtsmaling og heftie brug af ild. 

Da koncerten sluttede, instrumenterne blev lagt, og der blev smidt plektre ud til publikum, var det alligevel, som om der var mere i vente. Anlægget spillede musik og den fulde belysning på scene og bagtæppet med det store Belphegor-logo syntes at signalere, at bandet ville vende tilbage om lidt. Det skete desværre ikke, selvom man godt kunne have tålt en 'Gasmask Terror' som afslutning. I stedet blev bagtæppet langsomt sænket, og teknikere begyndte at fjerne ting fra scenen. Lukketid på Pandæmonium for fredagen, men det var en glimrende koncert, der gav flotte billeder i hovedet til minde om den seje brug af ild i et gennemført scenesetup.