Mindre kaos, mere død

Mindre kaos, mere død

Østrigske Belphegor har ikke siden 1997-2003 haft tre år mellem en udgivelse, men det 10. album, 'Conjuring the Dead,' krævede åbenbart mere tid og en tur over Atlanten for at blive indspillet.

Kunstner
Titel
Conjuring the Dead
Dato
11-08-2014
Distributør
Karakter
4

Ved de sidste par udgivelser fra Belphegor har der været stor ros herfra, og genren er blevet kaldt en slags blackprægetet dødsmetal med inspiration fra både den kolde, nordiske lyd og den sydlandske, melodiske charme.

Helmuth, det eneste tilbageværende originale medlem af bandet, har udtalt, at han ikke helt forstår black metal-sammenligningerne og benytter i stedet termen diabolsk dødsmetal. Teksterne har gerne mere end flirtet med satanisme og okkult indhold, så det har været ganske let for lytterne at lade sig forvirre. Og så har musikken tydelige tegn fra begge genrer. Specielt den intense, men ofte lidt rodede lyd og stil på skiverne peger mod black metal, selvom hr. Helmuth altså ikke er enig.

Måske derfor har østrigerne taget konsekvensen og jagtet en lyd, som selvfølgelig skulle bevare bandets fede, intense udtryk, men som stod lidt klarere frem, så "rodet" kunne erstattes af mere rendyrket brutalitet. Og dermed sætte en fed streg under dødsmetallen.

Stadig meget sort

Med indspilningen ved Erik Rutan i Florida er det kun delvist lykkedes. Lyden står unægteligt skarpere, og det virker som et mere professionelt band. Noget af det, som gjorde Belphegor unikke tidligere, var den her lidt rodede charme, musikken fik med de tidligere produktioner. Samtidig er de mørkeste, fræsende riffs med et fint melodisk snit stadig rigt tilstede, og der er så sandelig stadig black metal-elementer.

Men hvad gør det, om det er black- eller death metal eller et mix heraf? Det afgørende er, at Belphegor igen har leveret et album i høj kvalitet, og har man ikke før kunne lide denne specielle blanding af nordisk og sydlandsk inspiration, så kan 'Conjuring the Dead' være stedet, hvor et nyt forsøg med bandet bør gøres, for nu er der lidt amerikansk dødsmetal-finesse i produktionen, så fx 'In Death' og 'Legions of Destruction' indeholder glimrende, brutale smæk.

Der kan drages paralleller til Behemoth og dette bands 'The Satanist', men hvor Behemoth har ramt et eller andet, som synes at appellere udover modergenren og fanger nye fans pga. en nærmest - tør man sige det - bevidst kommerciel (og ret genial) bagtanke, så er Belphegor mere kompromisløst. Det kan helt sikkert skaffe nye fans, men bandet vil næppe få samme brede succes, som polakkerne oplever lige nu.

Tørre trommetæsk

Belphegor har en dygtig trommeslager med, han er kun krediteret som session, men han spiller en vigtig rolle for bandets sange, for han smadrer virkelig igennem på en fed og kreativ facon. Og med Erik Rutan-produktionen er der kommet en fremragende balance mellem de herlige guitarriffs og disse tonsende, energiske trommer. Detaljerne høres nu, og trommerne tjener ikke længere blot til at understøtte den underliggende fornemmelse af kaos.

'Conjuring the Dead' har ladet vente på sig - i hvert fald i sammenligning med de senere års intervaller mellem bandets plader. Tre år er egentlig ikke længe at vente, men østrigerne har bare været hurtigere tidligere. Helmuth har siden sidst været i et sygdomsforløb, som næsten blev hans endeligt, men han er heldigvis frisk igen og lader til at være kommet ud af det med fornyet styrke og inspiration til at skrive musik. Måske er dette værk bandets fineste til dato. Det fortjener i hvert fald et lyt eller ti.