Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mere foragt fra græske guder

Updated
Rotting Christ The Heretics

Græske Rotting Christ udgiver med ’The Heretics’ en vellydende plade, der blander død, black og atmosfæriske lyde bedre, end man lige skulle tro.

Titel
The Heretics
Dato
15-02-2019
Trackliste
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Karakter
3

Rotting Christ er ubetinget det største band, der nogensinde er kommet ud af Grækenland inden for metallen. De har tordnet mod religion i over tre årtier, og titlen ’The Heretics’ antyder ikke nogen ændring her på deres 13. plade. Brødrene Tolis er stadig rygraden i bandet. Sakis Tolis på vokal og guitar og Themis Tolis på trommer. Med sig har de Vangelis Karzis på bas og George Emmanuel på guitar, der nu begge er med på deres tredje plade i streg. Så deres nuværende line-up nærmer sig snart de 10 år. Det kan høres, og opsætningen er dermed langt fra eksempelvis 'Sanctus Diavolos' fra 2004, hvor brødrene nærmest indspillede pladen alene.

Dette nye album er et album, hvor man hylder fritænkere og har gjort det til en slangs konceptplade. Udfordringen med Rotting Christ er, at tekstuniverset altid har været og stadig er en smule banalt. Ligesom amerikanske Deicide har Rotting Christ bevæget sig i samme rille siden starten, og det ændrer sig ikke på ’The Heretics’. Nuvel, hvor vi ikke kan finde noget fantastisk at sige om teksterne, så koncentrerer vi os om musikken. For her gør Rotting Christ faktisk noget i denne ombæring.

Åbningsnummeret ’In the Name of God’ kan høres her:



Hvor bandet på de senere udgivelser ’Rituals’ fra 2016 og ’Katá ton Daímona Eautoú’ fra 2013, har spillet den sikkert, men godt, bevares, så er ’The Heretics’ en anelse mere vovet, idet de inkorporerer andre og mere anderledes elementer end vanligt, hvilket bidrager til at mere nuanceret og multifacetteret musikalsk udtryk. Særligt både kvinde- og mandekor er et gennemgående tema, og det understøtter godt på enkelte sange, mens det andre steder føles som fyld. Men Rotting Christ gør trods alt noget.

På enkelte sange virker det rigtig godt, og så tager man sig selv i at sammenligne dem med Behemoth, for de har samme fylde i produktionen, og med kor bliver lyden pludselig både pompøs, melodisk og med den græske nerve, hvor de blander dødsmetal og black metal på deres helt egen måde. På godt og ondt. For som man kan høre her på ’Fire God and Fear’, så starter nummeret med en intro af Dayal Patterson, der er bedst kendt som forfatter til flere bøger om black metal. Om det er godt eller skidt, må være op til lytteren at vurdere.



Rotting Christ har allieret sig med flere gæster end blot forfatteren. Også Ashmedi fra Melechesh gæster på ’The Voice of the Universe’, der naturligvis har en mellemøstlig lyd, mens Irina Zybina fra Grai synger kor på ’Vetry Zlye’, måske en af pladens mest aparte og en af de bedste sange, ligesom der er et hav af gæster på kor og trommer . Det bidrager til den store lyd, og det klæder musikken flere steder. Når alt kommer til alt, er det dog en jævn plade uden alt for store højdepunkter. Den lyder godt og har sine momenter her og der, hvor melodi og nerve går op i en højere enhed. Omvendt er der bare ikke særlig langt mellem pladens bedste og svageste numre. 

Pladens sidste nummer, ’The Raven’, kan høres herunder. Det er en omskrivning af Edgar Allen Poes digt fra 1845, hvor Rotting Christ som nævnt hylder nogle af de fritænkere, der har været gennem tiden. Her har de Stratis Steele fra det græske band Endomain til at læse teksten op mellem versene, og det er en af de sange, der har den bedste guitar. 



Rotting Christ har lige været forbi Danmark, da de var hovednavn på Midwinter Meltdown i Randers. Og sørme om ikke de vender tilbage igen lige før jul, hvor de sammen med Moonspell indtager Godset i Kolding torsdag d. 5. december 2019.