Copenhell '19: Night Is the New Rain
Populær
Med 10-årsjubilæet for deres ottende studiealbum indtog Katatonia Pandæmonium på de sene og regnfulde aftentimer, der fungerede som de perfekte rammer for det svenske orkesters melankolske toner.
2. The Longest Year
3. Idle Blood
4. Onward into Battle
5. Liberation
6. The Promise of Deceit
7. Nephilim
8. New Night
9. Inheritance
10. Day and Then the Shade
11. Departer
---
12. Night Comes Down (Judas Priest-cover)
De fleste, der har set Katatonia live inden for de sidste ti år, kan nikke genkendende til, at deres liveoptrædener sjældent er af god kvalitet; lyden er skrøbelig, udefinerbar og udetaljeret, ligeså er Jonas Renkses depressive vokal. Det var derfor ikke de højeste forventninger, publikum havde til bandets koncert på Copenhells første dag – for efter deres sidste besøg på københavnsk jord og med en festivalopsætning, hvor lyden sjældent er til at råbe hurra for, kunne tingene næppe gå hen og blive rigtig gode. Men det blev de, i hvert fald ud fra bandets sædvanlige livestandard.
Med en skæv koncertstart, hvor mikrofonen ingen effekter havde på, bassist Niklas Sandin faldt over sine egne ben efter at have headbangen for intensivt under showets første momenter, og med en lyd, hvor der absolut ingen plads var til de detaljer, der udgør kernen i Katatonias stemningsfulde musik, var alt ved det gamle. Men jo mere intenst det lynede og tordnede på den mørke aftenhimmel i baggrunden, jo bedre og bedre blev både band og lyd.
Efter ‘Forsaker’, der både åbnede koncerten og albummet ‘Night Is the New Day’, som til november har 10-årsjubilæum, og som netop af den grund bragte gruppen til Copenhell for første gang – som passende nok også kunne fejre et 10-årsjubilæum – blev samtlige fejl fulgt op på og rettet til.
En usædvanligt udadvendt, publikumsinteragerende og positivt indstillet Renkse ledte vej i kamp mod den stædige regn, der pressede sig mere og mere på, og som en tredjedel inde i sættet væltede ned over både band og publikum, hvor kun en hård og dedikeret kerne af fans holdt ud til tonerne af ‘Onwards into Battle’. Og sikke en oplevelse det blev, for regn, bulder og brag er som specilalbestilt til den atmosfære og melankoli, der kendetegner Katatonias musik.
På scenen var det dog ikke alle, der var lige så begejstrede for de special effects, vejrguderne havde sørget for. Guitarist Anders ‘Blakkheim’ Nyström, som mange også kender fra Bloodbath, har næppe før set mere utilfreds ud på en scene. Med en stram ansigtsmimik, der emmede af irritation, og en roadie, der forgæves prøvede at skrabe scenegulvet for vand, faldt den ellers positive stemning, Renkse forsøgte at skabe, til jorden, mens han stod ved siden af en vandlækage fra sceneloftet, .
Selvom mange festivalgæster vendte tilbage til koncerten efter at have søgt ly under den værste byge, og at der blandt det introverte publikum, der hører med til introvert og melankolsk musik, var enorm respons undervejs og særligt under ‘Day and Then the Shade’, kunne koncerten ikke reddes grundet instrumentalisternes generelle negative indstilling til omstændighederne. Var det ikke for Jonas Renkses ydmyghed og konstante kommunikation til og med publikum, kunne dette snildt være endt som et af Katatonias absolut værste besøg på dansk jord.
Tak for kampen til ham!