Wacken Metal Battle 2019: Det tungeste band trak det længste strå
Populær
Det blev igen en aften med en god genrebredde, da de fire dystende bands i årets Metal Battle alle kæmpede bravt for vinderpladsen og ikke mindst det deraf følgende show på Wacken.
Forud er gået fem indledende runder, og årets ti dystende bands har hver spillet to runder, førend fire dygtige og heldige bands er kommet gennem nåleøjet til den eftertragtede finale. Det er naturligvis årets Wacken Open Air Metal Battle, verdens største metaltalentkonkurrence, der er tale om, hvor den vigtigste præmie for vinderen af den danske finale nok må siges at være showet på selveste Wacken Open Air til sommer.
Tidligere vindere tæller bands som By the Patient (der i dag er blevet til Orm med fire af de frem fra dengang), Aphyxion, Electric Hellride, Huldre, Savage Machine, Sunless Dawn og Xenoblight. I år kunne det blive enten Molok, Everything Is Terrible, Katla eller Demolizer, som hver havde fået én af de fire eftertragtede pladser. Finalen blev som i 2018 afholdt i Pumpehusets lille sal, og der var god opbakning fra publikum, så de dystende bands havde et oplagt publikum at spille for.
Showet styres som vanligt fermt af Kasper Molin, der præsenterer konceptet til start, de enkelte bands undervej og giver den afsluttende, før vinderen endelig røbes. Den må føles ulideligt lang for de optrædende.
Anderledes indledning
Den svære plads som åbner tilfaldt Molok. Et band, der blev stiftet helt tilbage i 2007, og havde en lidt anden fremtoning denne aften end ved dette sites første møde med bandet i 2009 på The Rock. Bandet spiller en art black metal med sære titler som 'Kryddersalt', 'Benzo-Benny' og 'Et dårligt minde i Karrebæksminde'. Men musikken er også sær. Skrigene fra forsangeren lyder, som blev han tortureret, hvilket kunne forklare, hvorfor en stor del af koncerten foregik liggende på scenen, og musikken springer mellem rockede, post-black-flader til noget mere arketypisk black. Der bygges flere gange op for fluks at lade musikken blive revet ned igen af et uventet skifte i musikken. Fra black over rock, med tordentrommer til cirkusrytmer. Molok var ikke sådan lige at sætte i bås.
Det er specielt, men bandet når i den korte tid, at kravle positivt ind under huden, selvom den rodede lyd i begyndelsen gjorde det svært. Der sluttes af med en saxofonist på scenen. Aparte, men smukt og imponerende indføjet i bandets særlige stil. Lyset var for kedeligt, statisk og mørkt. Det kaos, man oplevede på scenen, fungerede sådan set fint, men i Battle-regi, kunne det godt være lidt svært at forestille sig bandets styrker til en stor scene på Wacken. Dertil føltes det lidt for indadvendt.
Når man vil det lidt for meget
Københavnske Everything Is Terrible greb stafetten og var næste band på de skrå brædder efter en kort pause. Bandet ville virkelig gerne gøre en god figur. Faktisk i en sådan grad, at bandet til at starte med syntes overtændt, så kaoset hos Molok nærmest kunne kaldes orden, for i første nummer drønede medlemmerne rundt på scenen, ofte i samme retning, og det gav nogle lidt kiksede situationer, hvor medlemmerne gik i vejen for hinanden. Selvom bandets metalcore med post-hardcore og tekniske elementer i sig var ganske energisk, og kaos er nok så fedt, så havde det være rart med lidt struktur i den energi, som bandet så tydeligt besad. Specielt med tanke på det ambitiøse musik.
Det hjælp derfor, når frontmand Cornelius Qvist også greb guitaren og var mere bundet på sin plads ved mikrofonen. Det gav mere på plads på den lille scene, til at de andre kunne headbange og være aktive. Og det var også her at musikken fik et luftigt pift af den ofte stemningsfulde guitar, der blev lagt ovenpå det generelle lydbillede.
Tryk på!
Når man sidste år blev blæst væk af Xenoblight, der syntes allerede at have hele pakken, selvom det stadig var et forholdsvis nyt bekendskab for mange, var det også sådan med aftenens to sidste dystende bands. De kom begge flot ud over rampen. Først var det Katla, der med langt garn, rævehale klipset på de slidte jeans, tattoos og battle-veste virkede, som om de havde helt styr på det visuelle udtryk. Læg dertil de for stoner/doom-genren obligatoriske Orange-forstærkere.
Lyden var for alvor lige i øjet til Katla. Tungt, meget tungt, højt og massivt som de hårde tæsk på trommerne, slået med med gigantiske armbevægelser fra trommeslager, der delte vokaltjansen med bassisten. Et show i sig selv at se ham spille. Samtidig var headbangingen massiv hos guitaristen og bassisten, mens de spillede de store, ofte ganske catchy riffs fra en stenet udørk af medrivende doom metal. Vokalerne holdt sig fra de helt rene, som i klassisk doom, men havde i stedet masser af brutale råb og nogle gennemborende skrig.
Her var for alvor et band, man sagtens kunne se for sig i den store Wacken-pakke. Især fordi bandet trods en meget selvsikker stil stadig synes at lege med elementerne, og det giver fornemmelsen af et band, der kan udvikle sig fra plade til pade. Nok er fundamentet i inspirationskilderne tydeligt, men man mærkede også en vilje til at turde andet end "bare" det tunge riff. Ikke mindst når gejsten løb af med bandet, og et uptempostykke fik ekstra fart i stortrommepedalen og tæskene på lilletrommen.
Kraftpræstation
Den tænding, der blev nævnt hos Everything Is Terrible, så man også hos Demolizer. Her blev det dog ikke til en overtænding, men i stedet en noget nær perfekt tænding. Bandets 80'er-thrash i et særdeles potent tempo fik i den grad de fremmødte med på løjerne. Igen var lyden fremragende, og Demolizer spillede med musklerne og spillede hurtigt, mens der blev headbanget vildt på det yderste af scenekanten. Gerne med tungen kækt ud af munden, mens sved, hår og instrumenter kom i frontalangreb på de forreste begejstrede rækker.
Demolizer må være Danmarks fedeste, mest lovende retro-thrashband lige nu, også selvom Impalers regnes med trods deres nuværende opbrud. Killing har naturligvis også noget, men Demolizer viste bare elementer, som når Havok, Warbringer og den slags nyere bud på den gamle thrash er bedst. Og måske energien fra Toxic Holocaust. Der var også flere gode elementer, som i et Kreator på speed. Naturligvis skal der være tunge stykker, og her sås så en hyldes til de helt klassiske som Slayer og Metallica.
Det var en opvisning, hæsblæsende og superunderholdende. Men bandet løb ikke med sejren, hvilket måske kan skyldes, at deres variant af genren var lidt for tro mod netop de giganter, som bandet ser op til. Samtidig savnedes nogle større omkvæd, for det var energien, man huskede, og ikke vokalfraser eller riffs. Men det må have været tæt på, at Demolizer kunne løbe med sejren, for det var imponerende. Bandet skal nok få godt med vind i sejlene, også uden den hjælp, en tur på de tyske pløjemarker ville give. Aftenen viste i hvert fald, at der er et thrash-sultent dansk publikum til bandets bedrifter.
Stadig seje
Mens juryen gik sammen for at votere, diskutere og træffe den svære beslutning, fik bands og publikum så fornøjelsen af sidste års vindere, Xenoblight, der bestemt ikke har gemt sig i øvelokalet siden sejren. Der har været mange shows siden, store som små, og den slags gavner rutinen. Man kan selvfølgelig også frygte for autopilot, men bandet var lige så kamplystne, som da de stod på scenen året før i færd med at trække en umiddelbart overbevisende sejr hjem. Rejsen er kun lige begyndt.
Bandets thrash har afstikkere ud i mere tekniske passager samt andre genrer som fx dødsmetal og post-black. Sangene er fede og bliver lige en snas federe af bandets gennemførte live-optrædender. Xenoblight havde tidligt i sættet bøvl med en guitar, men efter en ganske kort forvirring tog bandet en rask beslutning og spillede et instrumentalnummer som trio, mens den anden guitar fik hul igennem. Derefter var der til gengæld ingen slinger i valsen.
Som det er set til flere af disse Metal Battle-finaler, så er der ikke helt samme dirrende intensitet blandt publikum under "pausebandet" som under de dystende bands. Nogle bands har måske haft venner med, og nu er der en stund, hvor der kan snakkes, og aftenens indsats vendes. Tror man på det, eller peger man selv på nogle andre? Det tynder derfor ofte lidt ud blandt publikum. Således også her, men Xenoblight er måske det Metal Battle-band, som har vundet flest skalpe i det første år efter en sejr i Battlen, hvorfor skaden ikke var så stor, og der heldigvis stadig var en større flok at spille for. Der blev ikke crowdsurfet af bandets kvinde i front, Marika Hyldmar, som det skete samme sted året før, men ellers var det de velkendte udspilede øjne, mimik og fagter fra hende og ellers en solid energisk indsats med headbangning fra bandkammeraterne.
Lidt før midnat blev vinderne så udråbt, og det blev Katla. Set herfra ganske fortjent, men var det blevet Demolizer, havde det ikke været ufortjent. En god aften med et vanligt bredt program fra den danske afdeling af Wacken Open Air Metal Battle. Nu venter et par måneder, hvor Katla skal spille så meget live som muligt og så ellers ned og gøre Danmark ære i den internationale finale, hvor blandt andet Huldre og Xenoblight før har gjort sig særdeles positivt bemærket hos jurymedlemmerne dér.