Årsliste 2019 – Sebastian Bach

Tool_Seb

Dansk rock og metal beviste med få undtagelser, at middelmådighed er det nye sort. Internationalt ser det lidt bedre ud, og sørme om der ikke også er bands, der tør og vil udfordre. Mere provokation og mindre copy/paste i 2020, tak. 

Årets danske album:

For det første bør det påpeges, at det har været umanerligt sløjt med de rigtig gode danske udgivelser. 2019 har været et ekstravagant dårligt år. Fint afspejlet i Baests lunkne udgivelse, hvis kvalitetsniveau mere eller mindre dækker størstedelen af årets danske udgivelser. Heldigvis er der en lille håndfuld, der har sat sig ud over middelmådighedens barriere og udgivet musik, der for alvor kan noget. 

1. Aphyxion: 'Void' Det er en dejlig plade fra et dejligt band. Ribe-drengene spiller på alle tangenterne og finpudser det musikalske udtryk uden at stå stille. Pladen vokser ved flere gennemlytninger og er spækket med fine, velkomponerede numre, der både pleaser og sætter lytteren på prøve.



2. Hanging the Nihilist: 'Crow' – Deathcoren kan stadig noget, og det har været en fornøjelse at følge purunge Hanging the Nihilist blomstre og vokse på den danske scene. Den scene er selvsagt alt for lille til bandet, men ’Crow’ har også en international lyd og karakter, så mon ikke sekstetten snart skal ud at buldre i udlandet.



3. Orm: 'Ir' – I forhold til, at jeg er Devilutions mindst trve anmelder, giver det næsten ikke mening, at Orm er på min liste. Men det siger også meget om kvaliteten af ’Ir’. At det er en plade, der favner bredt og har succes med at skabe et tiltrækkende univers, der ikke går på kompromis med genrens grundværdier, men stadig er åben og imødekommende.



4. Verdande: 'Verdande' – Det tager lidt tid at komme ind på livet af Verdande og deres selvbetitlede debut-ep, men det er tiden værd. Det virvar af genreelementer, der pryder bandets prog-core-lyd er både lokkende og samtidig markant afvisende. Men når først brikkerne begynder at lande, og man ser det fulde billede, viser Verdande sig fra absolut bedste side.



5. Ghost Iris: 'Apple of Discord' – Der er stadig masser af liv i Nicklas Thomsens strenge, og det bærer Ghost Iris’ tredje fuldlængdeudgivelse også præg af. Ikke at resten af bandet på nogen måde skal negligeres, for pladen er uden tvivl en prog-core-sejr. Det er småt med udvikling; til gengæld er kvartetten kun blevet dygtigere til at skrive medrivende kompositioner på internationalt plan.



Boblere: Denial of God – ’The Hollow Mass’ kunne snildt have været på listen, men koblingen mellem min untrve-ness og et af Danmarks længst eksisterende black-bands er nærmest blasfemi. Jeg har egentlig også haft det helt fint med Nyt Livs ’Ensomhedens Kolde Kald’, men derudover har der ikke været meget dansk, der decideret har rykket, hvor det er sjovt. 

Årets internationale album:

1. Shadow of Intent: 'Melancholy' Årets bedste udgivelse. Potent, bastant, ond, voldsom. Der leges med et utal af genreindtryk, hvorved amerikanerne har skabt et album, der er bygget på alsidighed og bør tilfredsstille de fleste med hang til tung metal. De gode kompositioner er mange, og uhensigtsmæssighederne forsvindende få. Hvis du ikke kan lide ’Melancholy’, bør du gå ud i en garage og udføre en Kurt Cobain. 



2. Bring Me the Horizon: 'Amo' "Yeah, I keep picking petals/ I'm afraid you don't love me anymore (You don't love me anymore) / 'Cause some kid on the 'gram said he used to be a fan / But this shit ain't heavy metal / No, this ain't heavy metal" – fuldendt provokation og et fantastisk fortænkt og vellykket genre-mashup. 



3. Norma Jean: 'All Hail' – Det er den bedste Norma Jean-udgivelse – og det siger alligevel en del. En usædvanligt vellykket skive, der har fået alt for lidt opmærksomhed. Lyt til den nu, før du læser videre, og giv dig selv en behagelig musikalsk oplevelse.



4. Cattle Decapitation: 'Death Atlas' Here we go again. Der er jo basalt set noget helt galt med Cattle Decapitation, i og med at ’Death Atlas’ er på min liste. Det er jo så untrve, som det kan være. Jeg har haft stor fornøjelse af Cattle Decapitation siden ’Monolith of Inhumanity’, så der kan argumenteres for, at bandet mistede al trveness allerede i 2012. Jeg er sikker på, at andre vil argumentere for, at det skete tidligere, men altså; my list, my rules. Det ændrer ikke ved, at ’Death Atlas’ er en sublim udgivelse. Sublim og untrve. 



5. Periphery: 'Periphery IV: Hail Stan' Periphery skrider fra Sumerian Records og følger trop med en særdeles potent og erigeret langemand i form af en tonser-udgivelse. Misha Mansoor siger, at de skred, fordi de ikke fik nok penge ud af aftalen. At medlemmernes levestandard er kritisabelt lav. Samtidig shopper Mansoor Ferrari og nyder livet på Instagram. Alt er godt. 



Boblere: Northlane tager skridtet videre med ’Alien’ og udgiver det nærmeste, man kommer et reelt nu-metal-album, godt og, vel 14 år efter genren døde. Apropos nu-metal glimrer ophavsmændene fra KoЯn med en flot 13. fuldlængdeudgivelse, 25 år efter debuten. 3Teeth løfter fint den industrielle nu-metal-arv med 'Metawar', mens As I Lay Dying udgav deres måske bedste album nogensinde. Det lykkedes åbenbart heller ikke for Tim Lambesis at slå kreativiteten i bandet ihjel. 

Årets internationale hit:

Papa Roach: 'Elevate' – Jf. Spotify er det rock- og/eller metal-track, jeg har lyttet til flest gange i 2019, Muses ’Map of Problematique’. Med fokus på udgivelser fra 2019 er det dog While She Sleeps, der løber med årets hit i form af ’The Guilty Party’. Men altså, her i den søde juletid er jeg sgu blevet lidt re-hooked på et nummer, der snart runder et helt år. 'Elevate' er en lille hyggebanger bygget på sommervibes, der snildt kan få et par ture mere i manegen i 2020.



Årets danske hit:

Siamese: 'B.A.N.A.N.A.S' – Selvom forsanger Mirza Radonjica påstår, at han har haft svært ved at æde Bring me the Horizons 'Amo', er det utroligt nemt at drage paralleller til englænderne. Førstesinglen fra dette års Siamese-udgivelse arbejder med samme clash af genrer og overordnede udtryk som 'amo' og er mindst lige så catchy. 



Årets genfundne klassiker:

KoЯn: 'KoЯn' – 25-årsjubilæum, og der er stadig fest i gaden og provinsiel runde-mosh når først Korns debut rammer anlægget. Vi ses til sommer, jeg er SÅ parat! 

Årets fysiske udgivelse:

Melissa Cheman: 'Massive Attack - Out of the Comfort Zone' – Et fremragende indblik i Bristols kulturelle ophav, triphoppens rødder og naturligvis hele scenen, der blomstrede i slut-80’erne – med alt det, det indebar.

Årets koncerter:

1. Between the Buried and Me: Lille Vega, 26. september 2019 Jeg har stort set været til alle Between the Buried and Me-koncerter afholdt i Danmark inden for de seneste 10 år. Koncerten i Vega er uden tvivl den bedste. En ren fanservice-koncert, der bød på det bedste af det bedste og perler, der sjældent spilles. Koncerten var så god, at selv Jacob Dinesen nød den. 

2. Fantasymphony: DR Koncerthuset, 8 juni 2019 – Ja, det er måske ikke så metal; eller rock for den sags skyld. Til gengæld var det en sublim koncertoplevelse. Specielt Game of Thrones' ’Rains of Castamere GOT Suite’ nåede nært episke proportioner. Og så sluttede det hele af med en lang, intens og fantastisk Lord of the Rings-sektion. 

3. Cancer Bats: Hotel Cecil, 24. marts 2019 Det startede småskidt, endte fantastisk. Cancer Bats leverer altid. Flot og energisk koncert. 

4. Metallica: Parken, 11. juli 2019 James Hetfield virkede gammel, træt og døden nær (sandheden lå nok nærmere i en flaske), mens Kirk Hammett bar showet. Det var min 10. Metallica-koncert, og modsat de forrige 2-3 stykker, var det, trods Hetfields tilstand, en rigtig god koncert. 

5. Vola: Rust, 15 september, 2019 Dansk klasse på et af Danmarks værste spillesteder. Det var alligevel en succes. 

Årets internationale navn:

Roxette – Tak for det hele.

Årets danske navn:

Baest – Ja, de virker sgu da som nogle dejlige drenge. Jeg har aldrig mødt dem, tror jeg, men ligesom resten af Danmark fik jeg da et indlevende indblik i bandet, da DR lige smed et kamerahold i røven på dem. De er da nogle fine repræsentanter for metal herhjemme. Så kan det godt være at 'Venenum' ikke er en specielt interessant eller udfordrende plade, men kudos for at være alle steder gennem hele 2019.

Årets nye internationale navn:

Serpent of Gnosis – De er godt nok dannet i 2018, men debuten er fra i år – og den kan sgu noget godt. Tre femtedele af gode gamle Job for a Cowboy er gået sammen og har dannet Serpent of Gnosis. Et grindcore-band, der smadrer pænt meget igennem. Det er en varm anbefaling herfra. Lyt til ’As I Drink from the Infinite Well of Inebriation’! 

Årets nye danske navn:

Verdande – Bandets debut-ep peger i mange spændende retninger. Det bliver interessant at se, om bandet kan samle alle kaos-trådene i en fuldlængde-debut, der på samme måde konsekvent blander genreinput på et internationalt niveau. 

Årets comeback:

Glass Casket – Reelt har de jo ikke udgivet noget endnu, men bare nyheden om, at Glass Casket er samlet igen, giver store forventninger.

Hertil kan det nok heller ikke negligeres, at Tool udgav nyt, kun 13 år efter ’10.000 Days’. Den udgivelse var i sig selv lige så spektakulær som dum. Især det faktum, at ’Fear Inoculum’ kun kunne erhverves i cd-form til små 900 kr., skulle man være hardcorefan og ønske en fysisk udgave. Selvom det kan diskuteres, hvorvidt Tool reelt løfter de 13 års forventninger, er det indiskutabelt et comeback, der fik ekstrem opmærksomhed. Ganske forståeligt. 

Endelig landede en ny single fra Sylosis, og den både smagte og lød af mere,

Det overså jeg i 2018:

Intet. Jeg ser alt. 

Årets optur:

Jacob Dinesen, der rockede løs til Between the Buried and Me og efterfølgende spurgte til, hvor han skulle starte med deres diskografi. 

Årets største skuffelse:

Dansk rock/metal generelt. Hold nu op, 2019 har været et svagt år. Jeg kan knapt nok samle fem udgivelser, der er mere end middelmådige kvalitetsmæssigt. Med få undtagelser har det hele været ekstravagant uinspirerende og identitetsløst. De unikke lytteoplevelser er forsvindende små, og der bliver brugt mere tid på at lyde som alt andet end at finde egen lyd. Copy/paste uden ambitioner. 

Wage War tabte fuldstændigt sutten med ’Pressure’ og er gået fra at være et lovende metalcore-band til blot endnu en gang kommercielt, unispireret pop-core-pis.

Hertil indtager Tool en prominent førsteplads i forhold til bands, jeg havde store forventninger til, som slet ikke har opfyldt selvsamme. Først og fremmest var koncerten på Copenhell langt fra så god, som de fleste medier, inklusive dette, gjorde den til. Forsanger Maynard James Keenan var umanerligt uoplagt. Det påvirkede helt åbenlyst hans vokalpræstation, der langtfra havde den pondus, man kan og bør forvente. Hertil var lyden omkring midten og lidt ude ikke så skarp, som man kunne håbe på. Det var en god koncert, men langtfra fantastisk. Slap af. 

Yderligere er ’Fear Inoculum’ heller ikke den perle af et album, som 13 års forventninger havde hypet den til at være. Med kun en uge til at lytte og anmelde den var mine forhåbninger til en fremtidig åbenbaring sandsynligvis medvirkende til, at pladen fik fie firkanter. Skulle jeg give den karakter i dag, ville jeg give den tre firkanter. Pladen har endnu ikke åbnet sig, og mine ankepunkter i anmeldelsen begynder stille og roligt at fylde for meget i lydbilledet.

Hvem ved, måske jeg fanger den i løbet af 2020. Måske ikke. 

Største ønske for 2020:

1. Mere originalitet og eget særpræg blandt danske bands.

2. Mindre super-hype-liking fra diverse like-jagende medier, der ikke kan se eller genkende lort, om det så var smurt ud i ansigtet på dem. Kom nu, god, saglig kritik gør kun et band bedre. 

3. At folk indser, at Jinjer er et middelmådigt band, og at "hun ser også meget godt ud" ikke er et argument for god musik – eller i det hele taget et argument, der hører hjemme i vores nutid. 

4. Faith No More må også gerne komme på Roskilde Festival, tak. 

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

1. Deftones på Roskilde.

2. At opleve en masse spændende koncerter på Copenhells nye Gehenna-scene.

3. At skrive om/anmelde meget mindre uinteressant bras, der primært føles som tvang og pligt, og skrive meget mere om alt det, jeg gerne vil.  

4. Hvem glæder sig ikke til at høre Alterfacts fuldlængdedebut?