Prog-perfektionisme

_XTD8665
_XTD8651
_XTD8577
_XTD8626
_XTJ8776
_XTD8481
_XTD8546
_XTD8550

"Cabaret-metal", "cirkus-prog", "prog-core"; kært barn har mange navne. Ét er dog sikkert: Between the Buried and Mes ‘An evening with’-koncert i Lille Vega er blandt bandets bedste koncerter i Danmark. Hertil en demonstration i, hvordan den type koncept-koncerter skal afholdes.

Spillested
Dato
26-09-2019
Trackliste
Astral Body
Lay Your Ghosts to Rest
Alaska
More of Myself to Kill
Mordecai
Reaction
Mirrors
Obfuscation
The Black Box
Telos
Bloom
The Proverbial Bellow
Glide
Voice of Trespass
Selkies: The Endless Obsession
Viridian
White Walls
Karakter
4

‘An evening with’ er efterhånden et velkendt koncept. Devilution har anmeldt flere af den type koncept-koncerter. Af varierende kvalitet. Typisk er aftenen hensat til de trofaste fans. Det er en mulighed for at opleve ens yndlingsband spille sjældent hørt materiale. Eller også er det, som i Machine Heads tilfælde, en mulighed for at blive skuffet. 

Har man kun et overfladisk kendskab til amerikanske Between the Buried and Me, er det måske svært at høre den musikalske udvikling, bandet har gennemgået siden albumdebutten for 19 år siden. Typisk beskrives bandets progressivt drevne lyd af ikke-kendere som “cabaret-metal” eller “cirkus-prog”. Sandheden er nok nærmere, at Between the Buried and Me er begge og så meget mere.

Gennemgår man slavisk bandets udgivelser er udviklingen tydelig. Det var den også torsdag aften, hvor amerikanerne spillede numre fra alle fuldlængde-udgivelser med undtagelse af ‘Automata 1’ og cover-pladen ‘The Anatomy Of’. Over godt og vel 2 timer og 30 minutter oplevede det beskedent fremmødte publikum stort set alle facetter af bandets diskografi. 

Sætlisten var sammensat ud fra præmissen om, at numrene skulle komplementere hinanden og forføre publikum i et flydende flow, mens koncerten skulle stå som et samlet værk. Dét gjorde den. Med ‘The Parallax II: Future Sequence’ som det bærende hovedværk og limen, der bandt resten af diskografien sammen. 

Kunsten at spille musik, man ikke kan lide
Når man i løbet af én koncert kan sammenholde så diametrale modsætninger som den prog-core-orienterede ‘More of Myself to Kill’ fra debutalbummet og den big-band-inspirerede prog-rock-banger ‘Voice of Trespass’ fra ‘Automata 2’, får man et tydeligt indblik i bandets udvikling - og kompetencer. Man får også en sjælden godbid som hardcore fan, da netop ‘More of Myself to Kill’ ekstremt sjældent spilles.

Det gør ‘Mordecai’ fra amerikanernes anden udgivelse ligeledes sjældent. De to første plader er specielt anderledes i forhold til resten af diskografien. Ikke mindst, da forsanger Tommy Giles Rogers og lead guitarist Paul Waggoner er eneste tilbageværende medlemmer fra den periode. At de to medlemmer begge har udtalt, at de ikke rigtig bryder sig om de to plader, gør kun numrene til endnu større sjældenheder i live-regi. Dét er fan-service og præcist, hvad man bør kunne forvente af ‘An evening with’-konceptet.

I løbet af to sæt kom vi hele vejen rundt om de amerikanske prog-metal-ekvilibrister. Vi blev mindet om, hvor suverænt godt bandet er live. Hvordan næsten hvert riff og strofe leveres til perfektion. Typisk på bekostning af publikumsinteraktion under numrene, men hvad gør det, når Waggoner og Dustie Waring kan stå i hver sin side af scenen og synkronriffe uden at sætte fingrene forkert på noget tidspunkt. Dét i sig selv var en stor del af oplevelsen.

Da første sæt lukkede med den ikoniske duo fra ‘The Great Misdirect’, ‘Mirrors’ og ‘Obfuscation’, var publikum allerede blevet forkælet mere end ventet. Koncerten blev midtvejs båret af et publikum og band, der var i symbiose. Der blev endda moshet lidt, hvilket ellers er svært til førnævnte numre, der nærmest skifter tempo og rytme konstant. 

Andet sæt var ligeså godt, hvis ikke bedre. Den korte ølpause havde kun givet publikum lyst til mere - og vi fik mere. Meget mere af alt det gode. Afsluttet af ‘White Walls’, der for en sjælden gangs skyld fik lov til at folde sig ud i fuld styrke; ved at starte med ‘Viridian’. Hvilket er den eneste rigtige måde at lytte til ‘White Walls’! En flot og smuk afslutning på en fantastisk koncert.

Det der manglede, som ingen tænkte over før efter
Man kan naturligvis altid diskutere sætlisten. I vores interview op til koncerten udtalte Rogers, at sætlisten næppe ville tilfredsstille alle, men at ingen ville gå fra koncerten og være skuffede. Den beskrivelse var sandheden. ‘The Primer’, ‘Backwards Marathon’, ‘Sun of Nothing’, ‘Informal Gluttony’ eller et af de tre numre fra ‘The Parallax: Hypersleep Dialogues’ - alle numre, der retrospektivt havde været velset at høre live. Men under og lige efter koncerten var der næppe nogen, der tænkte tilsvarende. Så godt var det.

Det var en af de sjældne koncerter, hvor de små 2 timer og 30 minutter føltes som det halve. 

Det var ligeledes den bedste Between the Buried and Me-koncert jeg personligt har været til - og jeg har været til flere end de fleste. Med undtagelse af Rogers' lidt uprovokerede problemer med den rene vokal - problemer der også gjorde sig gældende, da amerikanerne opvarmede for Tesseract - var der absolut intet at sætte en finger på. 

Publikum fik “cirkus-prog”, “cabaret-metal” og alt det andet gode, der er essencen af Between the Buried and Me. Det hele serveret og sammensat, så publikum aldrig kedede sig og samtidig blev ført gennem bagkataloget med kyndig hånd. Sådan skal ‘An evening with’-konceptet eksekveres!