"Det er bare sjovere at skrive de mørke historier"

I næsten tyve år har amerikanske Between the Buried and Me været med til at definere prog-metal-genren. Nu er de på tour med en helt speciel publikumsoplevelse, der afspejler hele karrieren. Vi fangede forsanger Tommy Giles Rogers til en snak om touren, sangskrivning og ’Alaska’.

Between the Buried and Me er langt fra verdens nemmeste band at gå til. Det er et band, der spiller på ekstremt mange facetter, altid med det progressive som bærende element. Gennem karrieren har kvintetten fra North Carolina kombineret prog-elementerne med alt fra metalcore, dødsmetal, heavy og til en vis grad rock. Som lytter er man sikret en musikalsk oplevelse, lige meget hvilket album man dykker ned i.

Uafhængigt af, hvilken version af Between The Buried and Me man foretrækker, var det en kærkommen annoncering, da bandet tidligere på året offentliggjorde, at de ville tage på tour med en alternativt sammensat sætliste. En koncept-tour med fokus på bandets karriere. Inklusiv sjældent spillet materiale fra gruppens første udgivelser.

I forbindelse med bandets koncert i Vega havde vi fornøjelsen af at tale med forsanger Tommy Giles Rogers om tour-konceptet, hvordan han skriver lyrik og denne skribents yndlingsalbum ’Alaska’.

Mere end to timers tour-de-force i bagkataloget
Touren beskrives som en aften bestående af to sæt. Det i sig selv siger ikke meget om, hvad man kan forvente. Det oplagte ville være en form for tidsmaskine-trip med en kronologisk orden. Det afviser Rogers, der i stedet beskriver aftenen som en koncert, der lyder som et langt album. Et album navngivet ’Between the Buried and Me’ (ej af forveksle med debut-pladen).

– Vi har sammensat en sætliste, hvor alle numrene fungerer sammen og i forlængelse af hinanden. Det er et sæt, der flyder godt, og hvor de to dele giver mening sammen og hver for sig. Det er en aften, hvor vi giver vores hardcore fans et fedt show og giver nye fans mulighed for at opleve nogle sider af bandet, som sjældent ses live.

Naturligvis slipper vi ikke uden om det, Rogers nægter at kvalificere som hits. Sætlisten og setuppet er et sats. Et mix af numre, som næppe vil tilfredsstille den enkeltes obskure ønsker, men som forhåbentlig vil give alle en god koncertoplevelse.

– Havde vi spillet over to timer med numre, som vi aldrig har spillet før eller meget sjældent spiller, ville det blive for underligt og blive en koncert for de få udvalgte. Men der er blevet plades til de numre, og vi er ekstremt spændte på modtagelsen.

Det brede gennembrud i Europa
Til trods for, at de fleste fans sandsynligvis kærkommer muligheden for at stikke dybere i bandets materiale, virker touren mest som en charmeoffensiv over for et Europa, der aldrig har været helt så positive overfor amerikanerne som hjemlandet. Især når man tænker på, at det ikke er mere end et år siden, bandet udgav de to ’Automata’-udgivelser. Som Rogers selv påpeger, handler det dog mest om, at give noget tilbage til de fans, der gennem årene har støttet og løftet Between the Buried and Me.

– For os føles de to ’Automata’-plader ikke specielt nye. Det er jo bare tid, og tid er et underligt begreb. Der er så meget, der har ændret sig, siden vi startede. Ikke mindst holdbarheden af et album. Hvor hurtigt man egentlig skal i gang med at skabe nyt. Det føles som om vi har turneret med ’Automata’ i mere end et år – og nu havde vi lyst til noget nyt. Lyst til at give publikum en unik oplevelse og returnere lidt af den kærlighed, vi har modtaget.

Det er fire år siden bandet sidste headlinede en tour i Europa. Sidst de gæstede Danmark, var det som opvarmning for Tesseract i Pumpehuset. En koncert der var ligeså kompetent og stilsikkert fremført, som det efterhånden er vanen. Dog med en sætliste, der var nært forudsigelig. Modsat det besøg er nuværende tour noget, bandet har talt om i lang tid. Det er en forsøg, der kan fejle, men forhåbentlig bliver en succes.

Touren byder blandt andet på numre fra den selvbetitlede debutplade og opfølgeren ’The Silent Circus’ (2003). Sjældenheder fra et publikumsperspektiv og materiale, der vækker minder fra en svunden tid. Som Rogers selv nævner det, var det et helt andet band dengang. Forsangeren selv og leadguitarist Paul Waggoner er eneste tilbageværende medlemmer fra originalbesætningen. En flok unge musikelskende individer, der ikke vidste, hvad der var op og ned i musikindustrien.

– Jeg elsker at lytte til det gamle materiale. Det er så langt fra det, vi laver i dag. Ungt og uerfarent. Ægte, uspoleret – og naivt. Det er virkelig fedt at tænke tilbage på og genopleve den tid, da vi indspillede ’Between The Buried And Me’. Vi havde ingen ide om hvad vi lavede, haha.

Debutalbummet er en naturlig milesten i bandets karriere. Det samme var deres første kontrakt, med Lifeforce Records – også selvom den ikke var specielt god. Rogers tilføjer deres tour med Dream Theater, der stadig står som et kæmpe oplevelse. Læg hertil sidste års nominering til en Grammy for ’Best Metal Performance’ og det faktum, at bandet næste år har 20-års fødselsdag. En milesten, Rogers beskriver som utrolig og som et privilegie. Da de startede, var succeskriteriet trods alt kun at udgive et album. Det blev heldigvis til mange flere, i kronologisk orden først og fremmest ’The Silent Circus’.

– ’The Silent Circus’ er en plade defineret af fremskridt. Vi var mere erfarne og var vokset som band siden vores debut. Vi var stadig unge mænd, der kastede os ud i sangskrivning og koncerter uden omtanke og med meget kortsigtede mål. Det er en plade, der søger nogle ekstremer, der sidenhen har defineret Between the Buried and Me. Det at være anderledes. Og være stolt af det – vi glæder os til at spille materiale derfra.

At arbejde med mørke, intense og indviklede koncepter
Ud over at være kendt for flotte progressive kompositioner, er Between the Bured and Me mindst ligeså kendt for at udgive gribende, konceptuelle plader. Musik og historier, der går hånd i hånd. Univers og temaer, der udfoldes for lytteren og finder inspiration mange forskellige steder. Film, bøger og hændelser i hverdagen, der ivrigt skribles ned på telefonen og danner grundlag for fremtidige historier.

– Jeg forsøger at undgå at gentage mig selv. Primært ved at ændre måden jeg skriver på fra album til album. Jeg har faktisk overvejet ikke at skrive i koncepter den næste tid. For ligesom at tilgå sangskrivningen anderledes. Det vigtigste for mig er et frirum, hvor karaktererne kan udvikle sig og lytteren selv kan tolke og muligvis ligefrem relatere til hvad der sker.

Typisk skriver bandet musikken, før Rogers tilføjer lyrikken. Det er musikken, der driver historierne og koncepterne. For ’The Parallax II: Future Sequence’ var historien planlagt og detaljeret beskrevet, før lyrikken blev komponeret. Modsat var lyrikken og konceptet til ’Coma Ecliptic’ langt mindre organiseret og mere improviseret. Rogers vil helst være på ny og usikker grund hver gang. Det hjælper til at skabe nyt liv og et bedre projekt. Én ting går dog igen; det mørke og dystre univers, der præger koncepterne. Og det faktum, at hovedpersonen med få undtagelser altid dør.

– ”Haha, ja, de har det med at dø, ikke? Mørket, de intense situationer, teorier og ideer hænger bare bedre sammen med den type musik, vi spiller. Det fungerer bedre. Når alt kommer til alt, så er mit job at kreere historier, der komplementerer, hvad de andre komponerer. Det musikalske læner sig næsten altid mod det mørke, det aggressive – det forbudte og spændende. Og helt ærligt, så er det bare sjovere at skrive de historier.

Forsangeren har ellers ikke problemer med at skrive mere positiv lyrik. Det er bare typisk til eget materiale. Materiale, han beskriver som mindre komplekst, mere improviseret og sjældent alt for overtænkt. En måde at slappe af på og skabe en følelse af realisering, når bandet har lange dage i tour-bussen.

Tid, der også bruges på at lytte til anden musik. Specielt fremhæver forsangeren Danny Elfmans soundtracks, Beatles, Mike Patton og Radiohead som favoritterne og kunstnere, der inspirerer sangskrivningen. Både solomateriale og for Between the Buried and Me.

Snarligt 15års jubilæum
Til næste år fylder ’Alaska’ 15 år. Bandets tredje fuldlængdeudgivelse er den første med den nuværende bandsammensætning. En plade der for mange er definitionen af Between the Buried and Me og et varsel for, hvad der var i vente. En udgivelse, der stadig står som noget specielt, når man spørger Rogers.

– Er det allerede ved at være 15 år siden? Det er vildt. Vi var stadig unge dengang. Ikke at jeg føler mig gammel nu, men...du ved. Jeg kan huske, at vi optog numrene på en boomblaster. Vi stillede den i garagen og spillede løs. Så kunne jeg efterfølgende skrive lyrik ud fra de rå-optagelser. For det meste i vores tour-bus, mens vi var af sted. Det var en god tid men også en tid, hvor vi stadig skulle finde hinanden. Lære hinanden at kende, som et næsten nyt band.

Rå-optagelserne eksisterer stadig og vækker gode minder, selvom Rogers sjældent lytter til dem. Det er ikke kun bandets fans, der har en forkærlighed for pladen. Forsangeren selv beskriver den som en fantastisk plade. Én af bandets bedste. Og en af de hurtigste og tungeste plader. En udgivelse, der for alvor fremviste bandet og de nye medlemmers kompetencer.

Da ’Colors’ i 2017 fyldte ti år, spillede bandet en række koncerter kun med den plade. Det skal publikum og fans desværre ikke forvente, når ’Alaska’ til næste år fylder 15.

– Det sker ikke. Det skal ikke blive én ting. Folk skal helst tage til vores koncerter for at opleve, hvordan vi udvikler os, og for en kombination af gammelt og nyt materiale. Det skal ikke være fordi en eller anden plade har jubilæum. Så kunne vi næsten spille jubilæumskoncerter i et væk. Det sagt kunne vi da nok godt finde på at spille ’Alaska’ i samlet format, hvis den rigtige situation byder sig. Men ikke som en decideret tour.

Heldigvis har lidt materiale fundet vej til sætlisten, når Between The Buried and Me gæster Vega. ’Selkies: The Endless Obsession’, naturligvis, men også titelnummeret. Så må vi nøjes med at drømme om ’Primer’ og ’Backwards Marathon’ – og måske bare nyde pladen, der definerede en af prog-metallens sværvægtere.