En aften med flere højdepunkter

_MG_7678
_MG_7488
_MG_7527
_MG_7546
_MG_7720

Plini havde en uheldig første koncert i Danmark, Between the Buried and Me fornøjede trods svag vokal, og TesseracT indtog velfortjent Pumpehusets store scene.

Kunstner
Titel
+ Between the Buried and Me + Plini
Spillested
Dato
15-11-2018
Koncertarrangør
Karakter
4

Koncerter med engelske TesseracT har efterhånden udviklet sig til at være et tilbagevendende højdepunkt. Bandet er blevet garant for en god musikalsk oplevelse, hvilket afspejles af størrelsen af publikum, der øges, for hver gang bandet spiller i Danmark. Sidst var det i Bombehuset, denne gang havde kvintetten fået æren af Pumpehusets store sal til en vel at mærke udsolgt koncert. 

Intet hovednavn uden opvarmning, og TesseracT havde fået selskab af to særdeles kompetente bands. De australske instrumental-metallere fra Plini og amerikanske Between the Buried and Me. Sidstnævnte agerer så hovednavn, når de tre bands tager over Atlanten og fortsætter deres tour i Nordamerika. 

Australsk tychobrahesdag
Plini er stadig et forholdsvist ungt band. Dannet og navngivet efter multi-instrumentalisten Plini med et enkelt fuldlængde album, ’Handmade Cities’ (2016), bag sig samt ep’en ’Sunhead’, der udkom tidligere i år. Til trods for at den rene instrumentale tilgang kan være svært tilgængelig som lytter, har flere bands, især inden for den progressive genre, haft succes med at bryde igennem. Russian Circles og Animals as Leaders for blot at nævne to bands. Sidsnævnte co-headlinede endda med TesseracT for nogle år siden, da de sammen besøgte Bombehuset. 

Efter en kort introduktion, hvor det talstærkt fremmødte publikum både fik budt bandet kærligt velkommen og givet en solid fødselsdagslangemand til tour-bassisten, indledte australierne deres første koncert på dansk jord med titelnummeret fra debutalbummet. Med den karismatiske frontmand i centrum bag sin signaturguitar og med en velklingende lyd i Pumpehuset fremstod de tekniske prog-genialiteter tydeligt og skabte forventninger om 30 minutters effektiv indlevelse i Plinis musikalske univers.

Desværre havde bandet noget af en tychobrahesdag. Efter første nummer røg trommerne og skabte et kedeligt ophold i koncerten. Et ophold, der dog blev underholdende, da Plini selv viste sig at have rigeligt med overskud til at tale publikum igennem situationen. Nummeret efter var det problemer med monitoren, der skabte endnu et ophold i koncerten. Uden at have spillet meget musik var der pludselig ikke så lang tid tilbage, og Plini afsluttede koncerten med den flotte ’Paper Moon’ fra 2015-ep'en ’The End of Everything’. En noget afbrudt koncert, hvor bandet dog fik fremvist fire af Plinis spændende kompositioner og egne kompetencer. Selv med uheld vandt Plini publikums interesse med positiv attitude og flot spil.

Det evige opvarmningsband i Danmark?
Opvarmningsrollen er ikke uvant for Between the Buried and Me. Det har hyppigt været årsagen til bandets besøg i Danmark. Sidst den erfarne kvintet gæstede Danmark, var netop som opvarmning for Devin Towsend Project, og vi skal helt tilbage til 2015 for at finde en headliner-koncert. Dengang var det i Lille Vega i forbindelse med udgivelsen af ’Coma Ecliptic’ (2015). Siden har bandet udgivet yderligere to plader, ’Automata 1’ og ’Automata 2’ (2018). Derfor var det, ikke overraskende, de to 'Automata'-plader, der fik mest spilletid i løbet af de 45 minutter, amerikanerne forsøgte at spille Pumpehuset op i højeste gear. 

Ud af seks numre var tre taget fra dette års udgivelser, to fra ’Coma Ecliptic’ og et enkelt fra ’Colors’ (2007). En sætliste kan altid diskuteres, men i aftenens kontekst og set i perspektivet af de nylige udgivelser virkede det fornuftigt at have fokus på netop nyere materiale. Indledt af ’The Proverbial Bellow’ satte Between the Buried and Me fra start barren højt og indledte en koncert, der i højere grad havde fokus på et flydende flow numrene imellem og progressive lækkerier frem for egentlig metal, der mere prægede deres tidligere udgivelser. 

Nummeret ’Coma Ecliptic’ er stadig i særklasse, også selvom forsanger Tommy Giles Rogers Jr. torsdag aften lod til at have lidt problemer med vokalen. Specielt de rene stykker trængte sjældent igennem det kompakte lydbillede. Det var særligt tydeligt i den bagerste del af den udsolgte sal. Til gengæld virkede forsangeren mere levende, end han har været de sidste par gange, bandet gæstede Danmark. Måske på grund af fokus på nyt materiale. Bandet er notorisk kendt for ikke at spille numre, der keder dem – oftest på grund af gentagelse. Derfor er ’Sun of Nothing’ fra ’Colors’ nok en interessant og kærkommen tur i bandets bagkatalog, men også en sær forløsning. Kvintetten har trods alt mange andre numre, der er bedre kendte og større crowd-pleasere. 

Måske havde det været bedre helt at undlade ældre materiale? Sammensmeltningen mellem den 2015-synth-inspirerede ’Dim Ignition’, der fik sin debut på dansk jord, og ’Millions’ var noget nær eminent og fremviste såvel bandets mange facetter som deres stærkeste force: alsidigheden. Et element, der også præger den aggressive og kaotiske jazz-rocker ’Voice Of Trespass’, der afsluttede aftenens andet indslag. 

Velfortjent hovednavn
Publikum er vokset, og det samme er TesseracTs sceneshow. Den større scene klædte bandet, der denne gang var flankeret af masser af lys og et show, der gennem koncerten understøttede bandets kompositioner og løftede helhedsoplevelsen. 

Med ’Luminary’ indledte aftenens hovednavn deres sæt og formåede i løbet af de første numre at bevise det rigtige i placeringen på den store scene. Bandets seneste album, ’Sonder’, der udkom tidligere i år, er en interessant sammensmeltning af kvintettens bagkatalog. Det blev tydeliggjort i løbet af koncertens fem første numre. ’Luminary’, ’Of Mind – Nocturne’, Deception – Concealing Fate, Pt. 2’, ‘The Impossible – Concealing Fate Pt. 3’ og ‘Survival’. En kombination, der var noget nær en drømmestart på en TesseracT-koncert. En start, der lige så godt kunne have været afslutningen. Forstået positivt og på baggrund af styrken i numrene. Heri ligger en af de grundlæggende årsager til englændernes succes: Den høje kvalitet af sangene. 

Publikum er fastholdt, uden at kvintetten egentlig behøver at gøre meget andet end at spille. Numrene taler deres eget sprog, det samme gør responsen. Daniel Tompkins kan flere gange overlade sangen til publikum, der i fælles front løfter ’Survival’, ’Phoenix’ og den afsluttende ’Acceptance – Concealing Fate Pt. 1’.  Acle Kahney kan bag den 7-strengede guitar betragte, hvad det band, han startede i 2003, 15 år efter har opnået. Et fuldt udsolgt Pumpehuset og en fyldt sal, der både føler det smukke i ’Hexes’ og ’Of Matter – Retrospect’ og kontrasten i det modbydelige, snigende i ’King’ og ’Smile’.

Tompkins har stadig problemer med at løfte materialet på ’Altered State’. Numrene, der er skrevet til den tidligere forsanger Ashe O’Haras stemmeføring, driller, især på ’Of Mind – Nocturne’. Men ellers er det en tændt frontmand, der ubesværet indtager scenen. Modsat de tidligere koncerter i underetagen er Tompkins udadvendt denne gang. Glæden ved at stå på scenen og spille for det fremmødte publikum stråler ud af forsangeren såvel som resten af bandet. 

Det er otte år siden, TesseracTs første udgivelse, ’Concealing Fate’, udkom. Musikalsk er kvintetten fra Milton Keynes nået milevidt siden da. Aftenens koncert afspejler den udvikling, bandet har gennemgået. Hver plade står tydeligt frem, mens den seneste fremstår som en paraply, der på forunderlig vis samler otte års udvikling i en udgivelse. Efter 14 numre og et konstant højt niveau er det tydeligt for enhver i salen, hvorfor englænderne er gået fra at være opvarmningsband til at spille for et udsolgt publikum i Pumpehuset. Mon ikke vi ser bandet tilbage i Danmark inden alt for længe?