En middelmådig aften med Robb Flynn
Populær
Forventningerne var naturligt høje til den første, lettere modificerede, udgave af ‘An Evening With’ på dansk jord. Istedet for en bragende succes, var aftenens koncert en kontrastfyldt fremvisning af kvartettens tidligere kunnen og nuværende mangler på samme.
2. Volatile
3. Now We Die
4. Beautiful Mourning
5. The Blood, the Sweat, the Tears
6. Kaleidoscope
7. Clenching the Fists of Dissent
8. Darkness Within
9. Catharsis
10. From This Day
11. Ten Ton Hammer
12. Is There Anybody Out There?
13. Locust
14. Beyond the Pale
15. Bulldozer
16. Killers & Kings
17. Davidian
18. Behind a Mask
19. A Nation on Fire
20. Triple Beam
21. Aesthetics of Hate
22. Game Over
23. Blood for Blood
24. Halo
Red.: Der er ingen billeder fra denne koncert, da Machine Head igen til denne koncert havde totalt fotoforbud.
I forlængelse af succesen med "An Evening With"-konceptet, hvor Machine Head tournerede med op til 3 timers koncert, ingen opvarmning, ingen dj’s, kun Machine Head og publikum, får Danmark endelig muligheden for at opleve en afart af konceptet. I januar udkom bandets 9. studiealbum, ’Catharsis’, hvilket naturligvis udvandede konceptet en smule. Ud af 24 numre var seks fra ’Catharsis’ og den hyggelige tidsrejse med flashbacks og højdepunkter fra bandets 27 år lange karriere blev derfor kun momentvis. Langt fra den oplevelse vores anmelder havde, da kvartetten netop "An evening with"-koncert i Hammersmith Apollo i London.
En solid start
Publikum sang den amerikanske kvartet ind på scenen, mens tonerne til ‘Imperium’ fyldte Vegas store sal. En lovende start, der sendte tankerne tilbage i tiden. Tilbage til dengang hvor Machine Head var sat for døren af Roadrunner. ‘Through the Ashes of Empires’ var en langemand til den tidligere samarbejdspartner. "Fuck these chains/No god damn slave/I will be different", tordnede den ikoniske forsanger med samme intensitet og vrede som dengang. Publikums respons er prompte og langefingeren hævet højt.
‘Volatile’ er næste punkt. Moshen er startet og forsætter, men intensiteten falder og de fleste ender med at stå og nikke med, mens Phil Demmel og Jared MacEachern forsøger at piske lidt gang i publikum. Det lykkes ikke. Det lykkes ikke, fordi ‘Volatile’ er et dårligt nummer. Usammenhængende og uinteressant. Dårligt skrevet. Det er muligt ‘Now We Die’ er simpel, men dét er langt bedre sangskrivning. Publikums attitude ændres på et splitsekund og armene ryger igen i vejret, mens Robb Flynn skråler: "Are you ready to die?!" For 5 minutter siden var vi ikke, nu er det lidt bedre. ‘Beautiful Morning’ sender publikum mod aftenens første højdepunkt. Nu er vi parate.
‘Kaleidoscope’ er en hammer i ansigtet. Ikke den sjove på ti ton. Det er den virkeligt slemme, nærmest katastrofalt dårlige. Ironisk nok, fremføres katastrofen lige efter ‘The Blood, the Sweat, the Tears’, fra bandets udskældte nu-metal-klassiker ‘The Burning Red’ (1999). Pladen, der genremæssigt sandsynligvis lægger sig nærmest ‘Catharsis’ er endnu en kontrastfyldt fremvisning af kvartettens tidligere kunden og nuværende mangler på samme. Det nærmeste man kommer en head-to-head-sammenligning. Her vinder 'The Burning Red' på alle tænkelige parametre.
‘Clenching the Fists of Dissent’ tager over, og vi bliver igen mindet om alt det gode i livet. Og om Machine Heads fyrtårn af en sort perle i pladerækken. ’The Blackening’ (2007). Alt andet er ligegyldigt. Det virker pludseligt som nonsens at sammenligne albums. Førnævnte numre, ’Aesthetics of Hate’ og naturligvis ‘Halo’. Cremen af Machine Head, der i aftenens anledning fremstår som en stor lup, der for alvor fremviser specielt hvor tynd dette års udgivelse er. Jovist, ‘Ten Ton Hammer’ slår som den skal, ‘From This Day’ er en glædelig overraskelse og 'Davidian’ fungerer som den ventede crowdpleaser. I Danmark har vi heldigvis ikke skoleskyderier, og Flynn virkede også ganske tryg ved at ytre de frygtede ord "Let freedom ring with a shotgun blast!"
Varm luft og potent afslutning
Flynn har scenetække. Han er Machine Head. Bogstaveligt talt. Som eneste tilbageværende originalmedlem, er der ingen tvivl om at Flynns ord er lov. Han er ligeledes en entertainer. Far for familien af “heads”, der i aften har fyldt Vega. Flynn er i godt humør. Der er heller ikke grund til andet. Scenen er sat, Vega næsten udsolgt og det er lige før man æder troværdigheden og historierne (angivet som ‘Blah blah’ på bandets sætliste). Men kære Flynn, du kan være nok så sympatisk, men når du insisterer på at spille boogie-woogie-rockeren ‘Is There Anybody Out There?’, titelnummeret ‘Catharsis’ og den katastrofalt dårlige ‘Triple Beam’, så er de gode intentioner og ellers interessante anekdoter om koncerter i Pumpehuset og opvarmning til Slayer en ringe trøst. Særligt når de er på bekostning af 'Old', der ikke blev spillet.
Inden det bliver rigtig kedeligt, hoster kvartetten heldigvis op med lækkerierne. Numrene vi har ventet på, dem der skulle gøre aftenen speciel, grunden til at ‘An Evening With’ er et fantastisk koncept. ‘A Nation on Fire’ og ‘Blood for Blood’, fra 1994-debuten fylder salen. Det er kærkomne indspark og en solid afslutning på en desværre haltende aften. ‘Halo’ lukker og slukker som ventet.
Intensiteten blandt publikum var der kun momentvis. Fra tid til anden lykkedes det den amerikanske kvartet at spille hele salen op. Fra tid til anden var den gode stemning til at tage og føle på. Oftest var der en sammenhæng med fremførelsen af numrene fra ‘Catharsis’. Koncert og intensitet bølgede op og ned gennem hele koncerten. Størstedelen af publikum på balkonen sad eller stod nærmest bedøvede og manglede endda overskud til noget så simpelt som at klappe. I en sådan grad at selv Flynn lagde nærke til det og kommenterede det. Koncerten føltes aldrig som den magtdemonstration ‘An Evening With’ burde være.